Høring: revision af A113

Anvisningen om Fordeling af ydelser og ansvar ved projektering, fremstilling og montage af elementer af beton og letklinkerbeton – bedre kendt som A113 – er ved at gennemgå en væsentlig revision. Revisionen er nu klar til høring.

 

Den 4. udgave af A113 - Fordeling af ydelser og ansvar ved projektering, fremstilling og montage af elementer af beton og letklinkerbeton er en fuldstændig omskrivning af 3. udgaven, om end en del af tankesættet fra 3. udgaven er båret videre.

 

I hovedtræk er der følgende afvigelser mellem 3. og 4. udgaven:

 

  • Anvisningen er opdelt i tre dele, nemlig A113 Anvisning, A113 Bilag og A113 Modeller, der udgøres af selvstændige dokumenter, idet formaterne for de tre dokumenter er forskellige.

  • A113 Anvisningen er for alle kapitler opdelt i tre spalter, nemlig Del A Aftalegrundlag, Del B Aftalespecifikationer og Del C Vejledning, således at disse kan læses på samme tid på tværs af spalterne. Del A Aftalegrundlag rummer de overordnede aftalemæssige forhold. Del B Aftalespecifikationer rummer de detaljerede tekniske specifikationer, mens Del C Vejledning uddyber baggrunden for bestemmelserne, og giver vejledninger til hvorledes de skal forstås.

  • Krav til opdeling i konstruktionsafsnit er blevet væsentligt skærpet. Der gives eksempler på inddeling i konstruktionsafsnit.

  • A113 er bragt i overensstemmelse med BR18 og SBi-anvisning 271, der vedrører dokumentation og kontrol af bærende konstruktioner, således at der anvendes samme begreber og titler på dokumenter.

  • Model 3L og 4L er blevet udbygget til henholdsvis model 3LE og 3LK samt 4LE og 4LK, hvorved modellerne tager hensyn til, hvorvidt det er enkeltstående betonelementer (E) eller en samling af sammenhængende betonelementer (K), inkl. fuger, der skal projekteres af leverandøren.

  • Model 5 er ændret, så den nu gælder leverandørens projektering af sammensatte konstruktionsafsnit.

  • Projekteringskoordinator udgår, idet denne rolle er overgået til den bygværksprojekterende.

  • Bygningsmodeller er behandlet, og der er indført et nyt dokument, grafisk redegørelse, der over for leverandøren og montageentreprenøren klarlægger hvorledes konstruktionen er grafisk repræsenteret, dels i forhold til tegninger og/eller bygningsmodel, og dels i forhold til hvad bygningsmodeller indeholder.