Høring af forslag til ny struktur for Molios beskrivelsesværktøj

Efter flere års forarbejde blev forslaget til en ny struktur for Molios beskrivelsesværktøj sendt i høring i marts måned 2018.

 

Molios installationsgruppe på beskrivelsesområdet, brugergruppen for beskrivelsesværktøjet samt Molios fagredaktører bakkede alle op om forslaget til ny struktur, og formålet med høringen var at indhente kommentarer fra relevante organisationer, abonnenterne på beskrivelsesværktøjet samt øvrige interessenter i Molios beskrivelsesværktøj.

 

Arbejdsgruppen bag den nye struktur har behandlet de indkomne kommentarer, og der er konstateret en generel tilslutning til forslaget. Der er dog peget på nogle udfordringer hvad angår både selve forslaget og ikke mindst den skitserede proces- og tidsplan.

 

Molios brugergruppe for beskrivelser vil færdigbehandle høringskommentarerne på et møde senest medio februar 2019. Herefter vil der foreligge dels de besvarede høringskommentarer og dels en opdateret proces- og tidsplan.

 

Molio orienterer alle deltagere i høringen direkte, når dette materiale foreligger. Informationen vil ligeledes blive formidlet via Molios hjemmeside.

 

Såfremt ovenstående ønskes uddybet, kan man kontakte Molios beskrivelsesansvarlige Kim Streuli på 30 95 95 60 eller ks@molio.dk

 

 

 

Her følger teksten fra da den nye struktur blev sendt i høring.

 

Marts 2018

Høring: Ny struktur for Molios beskrivelsesværktøj

Molio ønsker at omlægge beskrivelsesværktøjets struktur. Det gør vi bl.a. for, at værktøjet i højere grad kommer til at afspejle brugernes behov og arbejdssituation.

 

Beskrivelsesværktøjet har siden sin begyndelse eksisteret i en stort set uændret form. Forskellige forhold gør, at den nuværende struktur er udfordret. Det drejer sig fx om:

 

  • Komplekse bygningsdele sammensat af bygningsdele fra forskellige fagdiscipliner
  • Ønske om stigende og bredere anvendelse af digitale data
  • Stigende brug af funktionsudbud
  • Beskrivelser for enkle byggesager fylder uforholdsmæssigt meget
  • Nye rammebetingelser (AB/ABR, Bygningsreglement og ydelsesbeskrivelser)

 

Forslaget til ny struktur har været undervejs i flere år og er nu klar til at blive hørt blandt kunder, brugere og interessenter. Det sker med klar opbakning fra vores faglige redaktører og den ansvarlige brugergruppe.

 

Formålet med høringen er dels at sikre en udtalt opbakning til forslaget, og dels at åbne for forbedringsforslag. Begge dele i lyset af at beskrivelsesværktøjet er meget udbredt i branchen, og at implementeringen af forslaget vil være meget ressourcekrævende for Molio.

 

Find forslag, høringsbrev og høringsmateriale her:

Molio beskrivelsesværktøj - Forslag til ny struktur

 

Bemærk, at dokumentet "Forslag til ny struktur - overblik. Den korte version" indeholder en omtale af forslagets hovedtræk, som for langt de fleste brugere og interessenter vil være tilstrækkeligt for at forstå og kommentere forslaget. De øvrige dokumenter er en væsentlig mere detaljeret præsentation med bl.a. ny indholdsfortegnelse, der giver superbrugere og specialister mulighed for at komme særlig godt ind i stoffet.

 

Høringsperioden sluttede 18. april 2018.