Visualisering: Arkitema Architects

24 træhuse får direkte udsigt til Kronborg Slot

Lejlighed med havudsigt, strand og udsigt til Kronborg Slot. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er snart en realitet. Det første spadestik er blevet taget på den såkaldte Tretorn-grund i Helsingør.

Kronborg Strandby tager navn og form efter sine omgivelser. Elegante og skulpturelt enkle træhuse, der vinkler sig i forhold til hinanden og sikrer en levende og interessant by med gode udsigts- og lysforhold. De i alt 156 nye boliger bliver fordelt på i alt 24 træhuse og får direkte udsigt til Kronborg Slot.

 

Tre typer huse

Kronborg Strandby har tre typer huse: strandvillaen, strandhusene og byhusene med variationsmuligheder indenfor hver type. Strandvillaerne er eksklusive boliger i to til tre etager og ligger primært i første formation med panoramisk udsigt og ophold mod vandet. I anden formation findes både strandvillaer og strandhuse i varierende højde med mulighed for både eksklusive og komfortable boligtyper. Byhusene er de højeste hustyper i op til 6 etager, og er tænkt som etageboliger med udsigt og beskyttet ophold på indeliggende terrasser eller altaner, men er også velegnet til erhverv i kraft af deres størrelse og beliggenheden primært mod byen.

 

- Der bliver tale om elegante og skulpturelt enkle træhuse, der vinkler sig i forhold til hinanden og sikrer en levende by med gode udsigts- og lysforhold. Her er man altid tæt på lyset og den storslåede udsigt, som er karakteristisk for stedet, siger Poul Schülein, der er arkitekt og seniorpartner hos Arkitema Architects, som har tegnet boligerne for Pædagogernes Pension og PFA Pension.

 

Moderne fiskerleje

De mange små bygninger tager sig ud som en moderne version af et fiskerleje. Pragtplaceringen gør, at husene ikke tårner sig i konkurrence med hinanden om udsigten, men arbejdet på den noget usædvanlige byggegrund er dog også en udfordring for de involverede parter.

 

- Vi ser nu frem til langt om længe at komme i gang med dette spændende og udfordrende byggeri. Det er ikke hver dag, man bygger huse, der går helt ned til stranden, og det stiller store krav til alle parter. Men vi har haft en god dialog med kommunen og alt er gået hurtigt og smidigt, fortæller bygmester Willy Rasmussen fra WR Entreprise, som er totalentreprenør på byggeriet.

 

Allerede i efteråret 2019 vil de første beboere kunne flytte ind, og i midten af 2020 forventes de sidste boliger at stå indflytningsklar.

 

Læs hele nyheden her.

 

Kilde: Træ.dk, Arkitema Architects