Foto: Ambercon

Ambercon A/S er vækstet med 62 % på tre år

Torben Enggaard fra Ambercon har netop vundet prisen som Årets Ejerleder 2018 i region Nordjylland. Han vinder prisen for sin store succes med en omfattende turnaround, hvor han har skabt en betydelig succes og samtidig bevaret virksomhedens DNA.

Torben Enggaard er tredjegenerations ejerleder i virksomheden Ambercon A/S, som producerer og leverer beton- og facadeelementer, primært teglfacader, og har eksisteret siden 1965. Virksomheden har oplevet flot vækst og haft en omsætningsvækst på 62 % på tre år, og deres vækst de kommende år vil være drevet af investering og effektivisering i produktionen og nye processer.

 

- Torben Enggaard vinder Årets Ejerleder 2018 i region Nordjylland for sin stærke kombination af vilje og passion, som har medført en imponerende vækst på rekordtid. Han udmærker sig særligt ved at have været drivkraften i en gennemgribende turnaround, hvor samtlige elementer af virksomheden er blevet nyfortolket, og han har med enormt engagement og faglig ballast ført virksomheden til nye højder. Der er her tale om en veldrevet virksomhed med en stærk ledelse, som har skabt en betydelig succes, udtaler Marianne Fog Jørgensen, partner i PwC i Aalborg.

 

Fastholdelse af DNA’et

Torben Enggaard har i Ambercon A/S formået at vende en årelang underskudsforretning til en nordjysk succeshistorie og bevaret virksomhedens DNA undervejs.

 

- I en krævende proces for at skabe positiv vækst har Årets Ejerleder 2018 i Nordjylland formået at fastholde ånden og DNA’et i virksomheden samt medarbejderne. Der er her tale om en vækstvirksomhed, hvor potentialet er stort, og hvor evnen til at være konkurrencedygtig og banebrydende på markedet har skabt vedvarende vækst, siger storkundedirektør i Nykredit Christian Vejling.

 

Louise Riisgaard, markedsdirektør i Dansk Erhverv, sætter fokus på, at Årets Ejerleder 2018 i region Nordjylland har skabt en stor succesvirksomhed med flot vækst til inspiration for andre ejerledede virksomheder i region Nordjylland.

 

- Torben Enggaard er kendetegnet ved et åbent sind og godt humør, hvor hans egen succes måles i medarbejdernes succes. Han giver således sine medarbejdere plads og har tillid til, at de selv finder løsninger. Ambercon A/S har byggeteknisk udmærket sig ved at tilføre mere værdi til sine kunder ved at tilbyde æstetiske produkter, som letter byggeprocessen. Det har blandt andet ført til den flotte vækst og betydelige succes, som virksomheden – og ikke mindst ejerleder Torben Enggaard – i dag bliver hyldet for, fortæller Louise Riisgaard og ønsker tillykke med prisen.

 

Klide: PWC