Foto: Molio

Bæredygtighed er rigtig god business

Bæredygtighed er ikke blot en nødvendighed. Det er også en rigtig god forretning. Det mener Torben Klitgaard, der er direktør i BLOXHUB og dette års hovedtaler på konferencen ”Fremtidens bæredygtige byggeri”.

Fra nu og frem til 2050 skal byerne i verden mere eller mindre fordobles i størrelse, og op mod 80-90 % af verdens befolkning vil bo i og omkring de 500 største byer i verden. Det svarer til, at der hver dag de næste 30 år skal bygges en by på størrelse med Odense.

 

– Hvis vi kigger på udviklingen, og samtidig gerne vil overlevere en verden til vores børn, som er bedre end den vi selv kom ind i, så kræver det, at man radikalt tænker energi- og klimahåndtering på en anden måde, siger Torben Klitgaard, som er direktør for det faglige netværk for bæredygtig byudvikling, BLOXHUB, og som er keynote på konferencen Fremtidens bæredygtige byggeri.

 

Hvis regnestykket ender i minus er det ikke bæredygtigt

For BLOXHUB-direktøren handler bæredygtighed om mere og andet end affaldshåndtering og krav til fx gipsplader.

 

– Hvis noget virkelig skal være bæredygtigt, så skal det dels produceres på en måde der er så lidt miljøbelastende som muligt. Det skal være socialt bæredygtigt, det skal fx ikke være usundt eller farligt at producere eller medføre, at medarbejderne får dårlige rygge på grund af tunge løft, og det skal være noget der gør, at vi rent socialt i den måde vi forbruger produktet på kan sige, at det er bæredygtigt. Og så skal det selvfølgelig også være økonomisk bæredygtigt. Der er nok mange som tror, at bæredygtighed ikke har noget med penge at gøre, men det har det i særdeleshed. Hvis ikke regnestykket ender i plus, så er det per definition ikke bæredygtigt, siger Torben Klitgaard og understreger dermed, at økonomi er en væsentlig faktor i bæredygtighed.

 

Og ordet økonomi indgår da også i et af de mest hypede bæredygtighedsbegreber de seneste år – nemlig cirkulær økonomi.

 

Hvor der er mennesker, er der business

 For Torben Klitgaard handler det om at tænke både i cirkulær økonomi og upcycling, så man kigger på produktets samlede livscyklus og samtidig bruger det til noget nyt efter endt brug.

 

– Altså at man ikke blot genanvender produktet til dets oprindelige formål, men nedbryder det og flytter det til en anden form for anvendelse. Det er et potentiale, der har stor kommerciel værdi. Men det der er helt afgørende er, at vi kigger på energi og klima og bæredygtighed som nogle overordnede drivere.

 

Konklusionen er ifølge Torben Klitgaard, at bæredygtighed ikke behøver at være byrdefuldt for en virksomhed. Han mener tværtimod, at bæredygtighed ER business. Faktisk rigtig, rigtig god business.

 

– Urbanisering er måske den største forretningsmulighed nogensinde. I byerne samles der nemlig rigtig mange udfordringer; energiforbrug, energiproduktion, transport. Det er der vi bor, det er der vi lever, det er der vi køber ind. Når man samler mennesker et sted, så driver virksomhederne også den vej. Fordi der hvor der er mennesker, er der også aktiviteter, og der hvor der er aktivitet, er der business.

 

Læs hele nyheden her.

 

Læs mere om konferencen Fremtidens bæredygtige byggeri.

 

Kilde: Molio