Foto: Shutterstock

Blandet modtagelse af udspil om erhvervsuddannelser

Regeringen har offentliggjort sit erhvervsuddannelsesudspil ”Fra folkeskole til faglært”. Udspillet skal få flere unge til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse, og regeringen vil afsætte 2 mia. kr. de næste fire år.

Regeringens udspil, som omfatter 2 milliarder kroner og 55 forslag, der tager fat i de unge allerede i folkeskolen, vil få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, mener Dansk Byggeri. Men regeringens erhvervsskoleudspil mangler at styrke den daglige drift og undervisning på erhvervsskolerne:

 

– De 55 forslag og to milliarder kroner rummer gode muligheder for, at vi kan komme op i gear og få givet erhvervsuddannelserne et nødvendigt boost. Men træerne vokser ikke ind i himlen. Den helt almindelige undervisning tilføres desværre ikke flere penge, og her vil der stadig være et pres på skolerne, fordi elever og virksomheder i dag ikke oplever tilstrækkelig kvalitet i uddannelserne. Derfor er spørgsmålet, om de to milliarder er fordelt, så vi får mest mulig ud af pengene. Sammen har vi stadig en kæmpe udfordring med at få 25 procent af en årgang til at vælge en erhvervsuddannelse i 2020, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.

 

Startforløb til dem, der venter

Ud over tiltag, der skal gøre undervisningen i folkeskolen mere erhvervsrettet og styrke samarbejdet mellem folkeskolen og erhvervsuddannelserne, vil regeringen også lave særlige startforløb og adgangskurser for de elever, der ikke starter på erhvervsuddannelserne umiddelbart efter folkeskolen.

 

– Det er positivt, at der bliver sat fokus på “de unge voksne” i erhvervsuddannelserne. Der er rigtig mange af dem på erhvervsskolerne, og der er ingen tvivl om, at flere af dem kan have brug for mere tid på grundforløbet end den helt afklarede og topmotiverede lærling. Udspillet lægger på fornuftig vis op til at give denne gruppe af elever tid til at blive afklarede og dygtige nok til at vælge den rigtige uddannelse, uden at gå på kompromis med, at alle skal have bestået dansk og matematik i folkeskolen, før de kan starte på en erhvervsuddannelse, siger Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri.

 

Dansk Metal: Udspil er et vigtigt skridt på vejen til flere faglærte

Langt de fleste initiativer i regeringens udspil får fuld opbakning fra fagforbundet Dansk Metal, der især tager godt imod brobygningen fra folkeskolen til erhvervsuddannelserne.

 

Folkeskolen skal nære elevernes håndværkerdrømme, lærere fra erhvervsuddannelserne skal undervise i folkeskolen, og vejledere skal klædes bedre på til at guide de unge mennesker i retning af de faglige uddannelser. Derudover skal der skabes mere attraktive ungdomsmiljøer på de faglige uddannelser. 

 

– Det har alt for længe været alt for svært at få flere unge mennesker ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Vi har i Metal i årevis kæmpet for en bedre overgang fra netop grundskolen til de erhvervsfaglige uddannelser, og derfor glæder det mig meget, at regeringen nu fremlægger denne gennemarbejdede plan, der rent faktisk kommer med brugbare løsninger på problemet, siger forbundsformand i Dansk Metal Claus Jensen.

 

Aktiv indsats om praktikpladser

Erhvervsuddannelsesudspillet lægger også op til en mere aktiv praktikpladsindsats. Dette har også i mange år været et kardinalpunkt for Dansk Metal:

 

– Nu er det vigtigt, at vi får virksomhederne med på vognen, så de opretter nogle flere praktikpladser. Når vi forhåbentligt får flere ind på erhvervsuddannelserne, er det vigtigt, at der også er praktikpladser at få. For virksomhederne er det jo en investering i fremtiden, så det burde være indlysende, at de fleste virksomheder kan tage flere lærlinge, siger Claus Jensen.

 

SMVdanmark: Fokus er godt, men fjern omprioriteringsbidraget

De 2 mia., som regeringen har afsat, er fordelt på 1,5 mia. til at styrke erhvervsuddannelserne og en halv mia. til folkeskolerne de næste fire år. Øgede investeringer, valgfag på erhvervsskolerne og erhvervsskolelærere på folkeskolen skal være med til at styrke elevernes interesse og kendskab til erhvervsuddannelserne, og det vækker glæde hos SMVdanmark:

 

– Det er rigtig godt nyt, at regeringen i sit nye udspil ’Fra folkeskole til faglært’ blandt andet har valgt at styrke folkeskolens fokus på erhvervsuddannelserne. Det er der i den grad brug for. I SMVdanmark mener vi dog, at man bør være mere konsistente i støtten til erhvervsuddannelserne og fjerne omprioriteringsbidraget. Det ville give en større effekt og sikre fagligheden, skriver SMVdanmark i en pressemeddelelse.

 

Organisationen er desuden positive over for, at man vil sætte iværksætteri og virksomhedsstart på skoleskemaet på erhvervsskolernes grundforløb og styrke ungdomsmiljøet på erhvervsuddannelserne.

 

Læs hele regeringens udspil ”Fra folkeskole til faglært” på Undervisningsministeriets hjemmeside.

 

Kilde: Dansk Byggeri, Dansk Metal og SMVdanmark