Visualisering: Arkitema Architects

Comwell åbner nyt, stort hotel i København

For første gang i Comwells historie åbner den danske hotelkæde et hotel i eget regi i København. AP Pension er en af hovedkræfterne bag det flere hundrede millioner kroner dyre nye store hotel på Trælastholmen i Nordhavnen, som er tegnet af Arkitema Architects, og som forventes at åbne i 2020.

Da Comwell Hotels i 2014 åbnede hotel i Aarhus og Aalborg, var det et led i en ny strategi om at rykke ind i de store byer. Nu forfølger Comwell for alvor deres strategi om at ekspandere deres antal af værelser i de store byer, når de i 2020 slår dørene op til et helt nyt hotel i København.

 

Hotellet i Nordhavnen opføres på Trælastholmen i området mellem lystbådehavnen bag Svanemølleanlægget og Copenhagen International School ved Skudehavnen. Kvarteret har vand til tre sider og udsigt til Øresund, og bliver om få år til en hel ny og attraktiv bydel - midt i København.

 

– Det er med stolthed, at vi nu kan se frem til at åbne i København. Vores hotel bliver det første i Nordhavn-området, og det kommer til at ligge centralt med vand til tre sider. Nordhavnen er i øjeblikket ved at udvikle sig til en meget attraktiv bydel, og med en metrostation lige til hoteldøren samt kun 800 meter til den nye krydstogtsterminal, har jeg store forventninger til vores hotel i hovedstaden, som både vil kunne tiltrække forretningsgæster og turister, siger koncernchef Peter Schelde.

 

Over en halv milliard

Hotellet får 493 værelser af forskellig størrelse for at imødekomme det varierede behov, hotellet forventes at tiltrække. Derudover kommer der 18 konference- og møderum, restaurant og bar. Når hotellet står opført forventes det at skabe 150 nye arbejdspladser.

 

Danske AP Pension og Finlands største pensionsselskab Keva har indgået i et joint venture-samarbejde om etablering af hotellet i Nordhavnen i København. Den samlede investering i det nye hotel lyder på den anden side af en halv milliard kroner.

 


Visualisering: Arkitema Architects

 

Et grønt hotel i et spirende nyt kvarter

Det er det danske arkitektfirma, Arkitema Architects, der har tegnet Comwells hotel i København. Firmaet har hentet inspiration i Nordhavnens 200 år gamle historie og ikke mindst havnens pakhuse med de karakteristiske og enkle vinduessætning og skodder.

 

Facaden i hotellets vindueshuller bliver befæstet med særlige, kobberfarvede metalplader, for at skabe interaktion mellem lyset og spejlinger fra kanalen foran hotellet.

 

Indeni snor bygningen sig som et ottetal med to grønne atriummer i midten, og det grønne strækker sig ud på selve hotellets facade. Alle hotellets offentlige funktioner er beliggende i stueplan, hvor restaurant og bar har udsigt og adgang til kanalen foran hotellet. Københavns Kommune er åbne overfor muligheden for etablering af en vandtaxa, der kan transportere hotelgæsterne direkte ind til Nyhavn.

 

 

Om kvarteret Trælastholmen

Trælastholmen bliver det mest kompakte kvarter i Nordhavnen - med vand til tre sider. Det får en tæt bystruktur, der indeholder relative små byggefelter med bygninger i fire til seks etager. Langs Trælastholmens eksisterende kajkanter kommer der promenader, og der skabes adgang til vandet via brygger, trapper og ramper. Metropladsen på Trælastvej og Den Urbane Sportsplads har udsigt over Orientbassinet og Øresund. Et mindre antal butikker understøtter bylivet på pladsen, mens de omkringliggende boliger og kontorer bidrager til at skabe atmosfære og liv.

 

Læs mere her.

 

Kilde: Comwell Hotels