Visualisering: C.F. Møller Architects

Dansk-belgisk arkitektsamarbejde vinder stor konkurrence i Belgien

C.F. Møller Architects og BRUT architecture vinder i fællesskab konkurrencen om et ambitiøst byudviklingsprojekt i Oostende i Belgien.

C.F. Møller Architects og BRUTs vindende forslag til en ny bydel med 500 boliger viser, hvordan byfortætning i en menneskelig skala kan forbedre livskvaliteten for beboerne samt kvaliteten i de nære omgivelser og byen.

 

Bydelen De Nieuwe Stad i Oostende i Belgien blev bygget i 1972 af to almene boligforeninger. De nuværende bygninger er forældede, og området kæmper med de typiske problemer, der er forbundet med socialt højhusbyggeri fra efterkrigstiden. Det er blevet besluttet at udskifte bygningerne og sanere hele området. 

 


Visualisering: C.F. Møller Architects

 

Vinderprojekt skal genoprette image

54 arkitektfirmaer ønskede at deltage i konkurrencen, og fire blev udvalgt af bygherrerne De Oostendse Haard og De Gelukkige Haard. Teamet bestående af C.F. Møller Architects og BRUT blev udpeget til vinder.

 

– Dette projekt er en enestående mulighed for at genoprette det image, højhuse har i forbindelse med socialt boligbyggeri, særligt eftersom de nuværende beboere siger, at de godt kan lide at bo i området. I dag er højhusbyggeri trods alt meget oplagt, når der diskuteres byfortætning, og det vinder terræn i andre dele af boligmarkedet, forklarer Gunther Slagmeulder, som er arkitekt og partner hos BRUT.

 


Visualisering: C.F. Møller Architects

 

Bæredygtigt, innovativt og inkluderende

Forslaget kombinerer bygherrernes og byen Oostendes ambitioner med de nuværende og fremtidige lejeres ønsker i et innovativt, inkluderende og bæredygtigt boligprojekt. Der indføres nye kvaliteter på forskellige plan.

 

På byplan sikrer en ny cykel- og gangsti mellem bymidten og det grønne bælte rundt om byen, som følger åens forløb, at området ikke længere er isoleret. 

 

På områdeplan øger "Å-parken", som er en stor landskabspark, livskvaliteten og muligheden for socialt samvær og rekreation. "Åparken" bliver en ny grøn, central del af bydelen og de omkringliggende boligområder med plads til den genåbnede å, bæredygtig vandhåndtering, rekreative områder, natur og et dejligt stisystem.

 

Fakta

  • Bygherre: De sociale boligselskaber De Oostendse Haard og De Gelukkige Haard
  • Adresse: De Nieuwe Stad, Oostende, Belgien
  • Designteam: C.F. Møller Architects og BRUT architecture/urban design 
  • Samarbejde: ABT Belgien (stabilitet, specielle teknikker, energi, akustik)
  • Præmieringer: 1. præmie i internationale konkurrence ifm. Team Vlaams Bouwmeesters offentlige udbud, 2018

  • Grundareal: 5,0 hektar
  • Byggeprogram: ca. 53.000 m², 500 1- og 2-værelses lejligheder, fællesarealer, fælles bekvemmeligheder, erhvervsarealer
  • Åpark: 3,4 hektar

  • Budget: ca. 70 mio. euro ekskl. moms

 

Læs mere her

 

Kilde: C.F. Møller Architects