Visualisering: GPP Arkitekter

Dansk Halbyggeri skal bygge nationalt brydecenter

Dansk Halbyggeri har i samarbejde med GPP arkitekter og Rådgivende Ingeniører Hundsbæk & Henriksen vundet totalentreprisekonkurrencen om opførelse af nyt nationalt brydecenter i Nykøbing Falster.

Guldborgsund Kommune har på et byrådsmøde valgt at tildele Brydeklubben Thor otte millioner kroner til opførslen af byens nye brydecenter.

 

Træningsmiljø i verdensklasse

Det nye brydecenter i Nykøbing Falster skal skabe et træningsmiljø i verdensklasse og give elitebrydere perfekte rammer og de bedste forudsætninger for at hjælpe sporten til at vokse sig endnu større.

 

Den nye 1500 m2 brydehal opføres af Dansk Halbyggeri, der i samarbejde med GPP Arkitekter og Rådgivende Ingeniører Hundsbæk & Henriksen skal udstyre centeret med 3 funktionelle zoner: ankomst, træning og restitutionsområder, der vil indeholde caféområde, cross-fit, sauna og træningslokaler til byens 200 medlemmer.

 

- Samspillet mellem kommunens ambitioner, brydeforbundets ekspertise og vores specialisering indenfor idrætsbyggeri skaber vigtige synergier. Det er et stærkt samarbejde, og sammen kan vi bringe dansk brydning til nye højder, siger markedschef Poul Bo Petersen fra Dansk Halbyggeri A/S.

 

Tidssvarende faciliteter er velfortjent

Projektet vækker også glæde hos Team Danmark, der roser Nykøbing Falsters betydning for dansk brydesport.

 

- Det nye brydecenter er en fantastisk nyhed for dansk brydning, dansk eliteidræt og ikke mindst Guldborgsund Kommune. Dansk brydning har gennem tiden leveret imponerende resultater - særligt hvis man kigger på de faciliteter, der har været til rådighed i den daglige træning. Det viser, at der foregår et dygtigt elitearbejde i Nykøbing Falster. Derfor synes jeg i den grad, at det er velfortjent, at brydere, trænere og sportschef kan se frem til bedre og mere tidsvarende faciliteter, som forhåbentlig kan fastholde dansk brydning på et højt internationalt niveau, siger direktør i Team Danmark Lone Hansen.

 

For godt 30 år siden benyttede klubben i et lille lokale i Nykøbing F. Hallen med 6-8 brydere og i dag er klubben næsten 200 medlemmer. Der er igennem årerne vundet et hav af medaljer både nationalt og internationalt, og med de nye lokaler får klubben nu mulighed for at løfte sig til næste niveau.

 

Læs hele nyheden her.

 

Kilde: Dansk Halbyggeri