Foto: NCC

Elever på Bellahøj Skole fik glimt af deres fremtidige skole

På Bellahøj Skole er NCC godt i gang med en omfattende renoveringsopgave for Københavns Kommune. De eksisterende bygninger renoveres, samtidig med at der opføres en ny udskolingsbygning. Torsdag var der rejsegilde på den nye bygning.

Folkeskolen er under forandring, skoledagen bliver længere, og der undervises på nye måder efter nye metoder. Det stiller helt nye krav til skolens fysiske rammer, som langt fra alle skoler lever op til i dag. I budgettet for 2018 har Københavns Kommune sat punktum for det maraton, det har været at sætte helt 61 nedslidte skoler i stand, udbygge dem og samtidig give et løft til de ældste klasser.

 

Det kommer blandt andet Bellahøj Skole til gode. Skolen bliver renoveret og moderniseret, så den smukke gamle skole fra 1937 kan rumme et stigende elevtal og samtidig leve op til moderne standarder for trivsel, pædagogik og læring. En særlig udfordring for entreprenøren NCC er, at renovering og udbygning sker, mens hverdagen for skolens 850 elever går videre uden for byggehegnet.

 


Foto: NCC

 

Elever på rundvisning

Torsdag den 13. september var der rejsegilde på den nye udskolingsbygning, som skal rumme både auditorium og idrætshal. Råhuset er opført, så man kan få et indtryk af, hvad den nye bygning kommer til at tilbyde skolens ældste elever, når den står færdig om et års tid.

 

Efter formiddagens arrangement fik alle klassetrin fra 0. til 9. klasse en rundvisning på byggepladsen og gik derfra med nye fodbolde som gave fra NCC. Der var indrettet særlige ruter, så det kunne ske uden det sikkerhedsudstyr, der normalt er obligatorisk på en byggeplads.

 

Omklædning uden vægge

”Kommer der elevator?” lød spørgsmålet fra næsten alle årgange. Til det kunne projektleder Jes Anders Hansen svare, at det gør der, men kun til de voksne, og han mindede dem om skolens status som idrætsskole, hvor man da tager trappen. Det var ”nederen”, mente børnene.

 

Da de nye omklædningsrum blev udpeget, sagde en pige, at hun ville ikke klæde om, når man kunne se derind, så Jes Anders Hansen måtte berolige hende, med, at der vil komme vægge, så man ikke kan kigge ind.

 

Der er stadig over to år tilbage af byggearbejdet på skolen, så lærere, børn og forældre må væbne sig med tålmodighed, men når renoveringen er færdig, vil de til gengæld kunne glæde sig over nye, moderne faciliteter og et spændende udemiljø med boldbane og 100 meterbane som del af den nyindrettede skolegård. 

 

Kilde: NCC