Visualisering: Svendborg Architects

Hvordan ser et neutralt Ceremonirum ud?

Hvis man besøger arkitekturbiennalen i Venedig kan man i Den Danske Pavillion se et helt specielt Ceremonirum, som er tegnet af Svendborg Architects. Rummet er neutralt og kan huse alle livsanskuelser. Det er tænkt som en "ikke-bygning". Læs hvorfor.

Temaet for La Biennale di Venezia di Architettura 2016 er “Reporting from the Front” og har projekter fra 37 forskellige lande - ”Art of Many and the Right to Space” hedder årets danske bidrag.

 

Projektet Ceremonirum iscenesætter sanselighed

Projektet er blevet til i et samarbejde med Foreningen Ceremonirum, og dets arkitektoniske udformning iscenesætter en sanselighed som ramme omkring livets særlige begivenheder. Rummet er skabt til netop det formål; at lade mennesker markere livets gang og hvor der er taget de specielle hensyn, som ceremonielle rum skal tage.

 

Rummet er neutralt - en "ikke-bygning"

Ceremonirummet er det første af sin art. Et neutralt rum, der kan huse alle livsanskuelser og derfor kan dække et bredt behov i samfundet ved, at mennesker på hver sin måde kan markere livets rituelle begivenheder i værdige og højtidelige rammer. Neutraliteten har været helt central for den arkitektoniske udformning, som eksempelvis ikke angiver en bestemt geografisk retning.


Ceremonirummet er tænkt som en ”ikke-bygning”. For at opnå et udtryk der virker skalaløst er den arkitektoniske konceptskitse sammensat af 7 stablede ringe af varierende højde. Glasstrukturen fremstår mere og mere transparent opad til, og forsvinder nærmest ind i omgivelserne. Universelle elementer som lys og vand er anvendt som formgivende parametre.

 

Glasvæggene er formet som glas-gæller

De rumlige glasvægge er formet som glas-gæller, der tillader individuel ventilering og vekslende lyssætning afhængig af årstider og brug. Væggene er vinduer og omvendt. Omgivelserne gengives som sammensatte fragmenter i det indre rum, mens horisonten og omgivelserne hentes ned i rummet via det store roterende himmelspejl, der samtidig fungerer som overdækning mod nedbør. På særligt varme dage bliver stukturen indhyllet i dis, hvorved Ceremonirummet nærmest forsvinder, samtidig med at det køles.


Rummet er, med sin stille enkle form, et slags evigt foranderligt rum omkring den personlige livsmarkering.

 

Projektet er endnu en vision

Ceremonirummet er på nuværende tidspunkt en vision, som har fået et konkret udtryk af tegnestuen Svendborg Architects. Næste skridt i projektets udvikling er at få realiseret byggeriet, når støtte til opførelse og drift er fundet. Udviklingen af ceremonirummet er skabt i Danmark med særligt København for øje. Men med et forventet besøgsantal på omkring 500.000 mennesker fra hele verden, åbner La Biennale di Venezia di Architettura 2016 op for at visionen om et ceremonirum kan nå globalt ud.


Kilde: Svendborg Architects