Foto: PR

Festlig byggestart på Sct. Hans’ nye retspsykiatri

Region Hovedstaden har fra begyndelsen sat overliggeren højt for den nye retspsykiatri i Roskilde, som skal være førende inden for behandling af retspsykiatriske patienter - også internationalt. Og i fredags blev første spadestik mod målet taget.

Fredag den trettende har måske et dårligt ry, men på Sct. Hans i Roskilde blev fredag den 13. april en festdag af de store, da man efter ti års tilløb kunne tage første spadestik til Region Hovedstadens nye retspsykiatri.

 

Medarbejdere og patienter, menige og ledelse, rådgivere og byggefolk var i stort tal mødt op for at være med til byggestarten på det store nybyggeri, som mange af dem har arbejdet hen imod i mange år. 

 

– Nu kan vi næsten ikke vente på at komme igen for at klippe snoren, sagde regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen. 

 


Illustrationer: PR

 

Færdig i 2021

Men både hun, medarbejdere og patienter må dog ruste sig med tålmodighed, for først i foråret 2021 er det store nybyggeri klar til indflytning.

 

Resultatet bliver til gengæld værd at vente på. Patienterne kan se frem til 126 lyse og venlige énsengs-værelser, grupperet om indre gårdhaver og en aktivitetspark. Dertil kommer en vifte af forskellige aktivitets- og terapi-tilbud. Den nye retspsykiatri på Sct. Hans bliver dermed landets største. 

 

Mål om kortere indlæggelser

Men nybyggeriet vil behandlingen af retspsykiatriske patienter i Region Hovedstaden kunne tage et kvantespring. Den nuværende retspsykiatri – afdeling R på Sct. Hans – arbejder allerede målrettet med at udvikle behandling og rehabilitering med henblik på hurtigere recovery. 

 

Patienterne vil overvejende være anbringelsesdømte, som i dag har hjemme under utidssvarende rammer i det gamle mandshospital på Sct. Hans øst. Målet er i sidste ende at kunne nedbringe indlæggelsestiden for de retpsykiatriske patienter, som typisk har langvarige indlæggelser; i gennemsnit fire år, en del noget længere. 

 


Illustration: PR

 

Udsigt og flugtsikring

Byggeprojektet er designet af et team under ledelse af KHR Architecture, som vandt konkurrencen sammen med RUBOW arkitekter tilbage i 2014.

 

Det er udformet, så det føjer sig smukt til den historiske bygningsarv, som gennem to hundrede år har dannet ramme om psykiatribehandlingen på Sct. Hans.

 

Byggeriet tilpasser sig det stærkt faldende terræn på en måde, så der overalt fra byggeriet bliver udsigt mod fjorden og det smukke kulturlandskab. Samtidig har arkitekterne designet byggeriet, sådan at ydervæggene danner en lukket bygningskrans, der flugtsikrer bygningen uden synlige hegn. 

 

Den nye retspsykiatri føjer sig til rækken af i alt tolv igangværende hospitalsbyggerier, hvormed Region Hovedstaden lige nu bygger fremtidens sundhedsvæsen med fokus på patienten, innovative løsninger, grønne hospitaler og smartere logistik og arbejdsgange.

 

Læs mere her

 

Kilde: Region Hovedstaden