Foto: Anlægsgartner Gottlieb A/S

Hvidovre Hospital får parkeringspladser på taget

Hvidovre Hospital er i vækst og forvandling – blandt andet med nyt parkeringsanlæg i kombination med nye taghaver.

- Hvidovre Hospital er i forvandling, og vi er stolte over at give de 5.500 ansatte samt mere end en halv million årlige patienter et positivt førsteindtryk, med et nyt anlæg, der kombinerer parkering og taghaver i tre etagers højde.


Ordene kommer fra Tobias Røndbjerg, driftschef i Anlægsgartner Gottlieb A/S, der som hovedentreprenør i disse dage lægger sidste hånd på cirka 100 nye parkeringspladser og opgradering af det eksisterende haveanlæg på taget af Region Hovedstadens næststørste hospital:

- At kombinere anlæg af parkeringspladser og taghaver i tredje sals højde er en i særklasse speciel opgave, og vi så det som en ganske særlig udfordring, der ville stille betydelige krav til både planlægning og samarbejde



Tobias Røndbjerg forklarer at arbejdet blandt andet har omfattet opbrydning og bortkørsel af 2.500 tons jord fra hospitalets eksisterende taghaver, samt tilførsel af en tilsvarende mængde taghavemuld, 4.000 kvadratmeter drænskærver og 3.700 kvadratmeter belægningssten.



Logistiske udfordringer

- De logistiske udfordringer ved at gennemføre sådan en opgave uden afbræk i hospitalets daglige rutiner er betydelige, siger projektleder André Høll fra Hvidovre Hospital:


- Opgaven har stillet usædvanlig store krav til planlægning, samarbejde og kommunikation mellem alle involverede aktører hele vejen fra entreprenør, bygherre og rådgivere til en bred kreds af specialister, der blandt andet spænder over landskabsarkitekter, gartnere og brolæggere.

- Imidlertid har hovedentreprenøren som omdrejningspunkt for både udførsel og samarbejde formået at løfte den krævende opgave på forbilledlig vis, fastslår André Høll. 

 

Et levende hospital

- Sammensmeltningen af parkeringsanlæg og grønt område med over 3.000 kvadratmeter græsplæner og bede understreger Hvidovre Hospitals rolle som en levende bygning,siger landskabsarkitekt Kim Madsen fra Kullegaard Arkitekter, der har designet og projekteret udvidelsen:


- Hospitalet strækker sig over et areal på over 300.000 kvadratmeter i fire etager, og har en helt speciel funktion som bindeled mellem motorvej, beboelseskvarterer og grønne områder – et bindeled der understreges af hospitalets levende og funktionelle tag, der samtidig fungerer som et stort rekreativt område for ansatte og patienter.

 

Fakta

Hvidovre Hospital udvides med 30.000 kvadratmeter og parkeringsfaciliteterne udvides markant både i parkeringskælder og på terræn frem mod marts 2019, hvor det nye Hvidovre Hospital efter planen skal stå færdigt.

 

Kilde: Anlægsgartner Gottlieb A/S