Foto: MT Højgaard

Kalvebod Fælled Skole står klar til eleverne

Den 11.500 kvadratmeter store folkeskole, Kalvebod Fælled Skole, er nu færdigbygget og klar til at tage mod eleverne. De får en skole, der er kendetegnet ved sit smukke runde ydre, organiske former og udsigt over Kalvebod Fælled.

Efter knap to års byggeri har hovedentreprenør MT Højgaard afleveret en helt unik skole til Københavns Kommune. Kalvebod Fælled Skole ligger i Arenakvarteret i Ørestad Syd, og skolen har - med sit runde ydre, en idrætshal i midten og en fantastisk udsigt over Kalvebod Fælled - nogle rammer, der ikke er mange andre folkeskoler forundt.

 

Alle linjer fører mod midten 

Hele bygningen er centreret omkring et fikspunkt i midten af skolen, som alle linjer i det runde byggeri er rettet mod. Det gælder også i den omkringliggende skolegård, der er opført i organiske former og i det aktive månelandskab, som er opført i skaterbeton.

 

Skolebygningen er rund, men i midten gemmer den på en stor idrætshal. Idrætshallen ”svæver” i første sals højde oven på omklædningsrummene og har indkig fra skolens fem etager. Den visuelle åbenhed understreger skolens idræts- og bevægelsestema samtidig med, at der er udsigt over Kalvebod Fælleds vidder og byen udadtil.

 

- Vi er meget stolte over at kunne aflevere Danmarks flotteste folkeskole til Byggeri København. Samarbejdet med bygherre og arkitekter har været særdeles positivt, åbent og ærligt, og det har været med til hele tiden at sikre, at forventningerne var afstemte, siger projektdirektør i MT Højgaard Torben Oldenburg.

 

Kalvebod Fælled Skole tager de nye lokaler i brug allerede den 2. maj.

 

Læs hele nyheden her.

 

Kilde: MT Højgaard