Visualisering: TfL

Luftforurening kan lukke Oxford Street for trafik

Transport for London (TfL) har løftet sløret for planer om at gøre Europas travleste shopping-gade til gågade. Formålet er at sænke luftforureningen i området.

Oxford Street i London lægger asfalt til 4 millioner besøgende hver uge, og den omfattende handel fører en lind strøm af busser og taxier med sig, som skaber massiv forurening. Derfor planlægger TfL at forbyde al trafik i Oxford Street som en del af en trefaseplan, der starter i december 2018 og afsluttes i 2021.

 

Trafikfri fodgængerboulevard

Ideen om fodgængere i Oxford Street har tidligere været oppe at vende, men den enorme mængde busruter har gjort planerne ekstremt vanskelige at gennemføre. Men TfL er nu fast besluttet på at gå videre med ordningen, for at sænke niveauet af luftforurening.

 

- Det er et enormt spændende øjeblik for London. Oxford Street er verdensberømt med millioner af besøgende hvert år, og på lidt over et år kan den ikoniske del af gaden vest for Oxford Circus omdannes til en trafikfri fodgængerboulevard, kommenterer Londons borgmester, Sadiq Khan.

 

Den første fase af projektet kan blive udført allerede i december næste år, hvor det meste af den vestlige halvdel af vejen mellem Oxford Circus og Orchard Street vil blive lukket for køretøjer. Vejfladen vil blive hævet i niveau med fortovene. Planen er, at året efter skal strækningen øst fra Oxford Circus mod Tottenham Court Road station så følge efter.

 

Offentlig høring

Tidligere i år svarede næsten 12.000 mennesker på den første offentlige høring om omdannelsen af Oxford Street-distriktet. Mere end 60 % støttede planerne, men mange rejste bekymringer om adgang for lokale beboere og overbelastning. Bekymringerne fokuserer på, at trafikken vil blive flyttet fra et næsten 100 % kommercielt område til gaderne i de omkringliggende boligområder.

 

Den anden offentlige høring lukker den 17. december 2017.

 

Læs hele nyheden her.

 

Kilde: World Architecture News