Foto: Rambøll

Nordens største landmøllepark på vej i Norge

Efterspørgslen på vindenergi stiger og stiger. Nu skal der anlægges en gigantisk vindmøllepark, Storheia, son er et af de største norske industriprojekter nogensinde. Især de komplekse terræn- og vejrforhold kræver teknisk indsigt. Rambøll er udnævnt som hovedrådgiver.

Rambøll er udnævnt som hovedrådgiver for entreprenøren Veidekke på den største af de i alt seks vindmølleparker, der udgør Fosen Vind landvindmølleprojektet på Fosen halvøen ca. 50 km nord for Trondheim i Norge.


Storheia, som parken hedder, er Nordens største vindpark, og vil med sine 80 turbiner og 288 megawatt kunne generere elektricitet til omkring 50.000 husstande.


11 milliarder til vindmølleprojektet

De totale investeringer i Fosen Vind-projektet løber op i nærheden af NOK 11 milliarder, hvilket gør vindmølleprojektet til et af de største industriprojekter på norsk grund nogensinde. Turbinekontrakten på dette enorme projekt er desuden den største i Vestas' historie med i alt 278 turbiner:


- Projektet er et strategisk vigtigt projekt for os, og betyder, at vi nu for alvor får foden inden for på det internationale onshore marked, siger Espen Borgir Christophersen, markedsansvarlig i Rambøll Energi i Norge.


Rambøll skal bl.a. stå for udførelsen af elektriske, infrastrukturelle, geotekniske ydelser og landskabsvurderinger. Opgaven vil beskæftige 10-15 mand hos Rambøll over 6-12 måneder. Arbejdet er påbegyndt og alt vil være klar til turbineinstallation i 2019.


Udfordrende terræn

- Vi har været i gang med projektet siden juli 2016, så vi er allerede godt forberedt. Konstruktionen, der er baseret på en design- og byggekontrakt, er enorm og omfatter 62 km veje i et komplekst terræn, 80 betonfundamenter, flere hundrede kilometer kabler samt en servicebygning og substation. Barske vejrforhold store dele af året udgør desuden en ekstra udfordring, siger Per Halvor Bekkelund, projektleder i Rambøll.


Rambøll købte i august 2016 to tyske rådgivningsvirksomheder inden for onshore vindenergi og blev dermed en af de førende rådgivere inden for vind totalt.



Læs mere om projektet her

Kilde: Rambøll