Foto: Wiki / Greg O'Beirne

Ny kartelsag: Otte nedrivningsfirmaer tiltales

Bagmandspolitiet har nu tiltalt en række nedrivningsfirmaer og ledende medarbejdere for ulovlig udveksling af tilbudspriser på opgaver for mere end 100 mio. kroner mellem 2011 og 2013. Se hvilke firmaer det drejer sig om.

Bagmandspolitiet har efterforsket sagen i to år. Ifølge Børsen er der tale om virksomhederne Kingo Karlsen, G. Tscherning, Villy C. Petersen, Brandis, J. Jensen, CMP Nedrivning, Allan Ploug A/S samt et unavngivet, personligt drevet firma:


- Foruden virksomhederne har vi også tiltalt otte ledende medarbejdere efter den bestemmelse om kartelaktivitet, der indeholder fængselsstraf. og vi har tilkendegivet, at vi vil nedlægge påstand om fængsel, når sagerne skal for retten. så er det op til domstolene at vurdere, om der skal idømmes fængsel, siger specialanklager i Bagmandspolitiet, Niels Kjærsgaard, til Børsen.


Børsen har været i kontakt med Thomas Kingo fra Kingo Karlsen, som bekræfter, at firmaet er tiltalt for fire forhold, men at han ikke selv er personligt tiltalt. Advokat Michael Klöcker, der repræsenterer J. Jensen, bekræfter også tiltalen, men mener ikke, at hans klient har gjort noget forkert.


Ifølge Børsen har Bagmandspolitiet, med hjælp fra Mads Søndergaard fra Søndergaard Nedrivning, fundet ulovligheder i op mod 90 sager. Mads Søndergaard har dermed fået et foreløbigt tilsagn om tiltalefrafald.


Kilder: Licitationen / Børsen