Foto: NIRAS

Nyt innovationscenter skal reducere farlige kemikalier i virksomheder

De næste tre år sætter en ny indsats under Miljøstyrelsen fokus på at hjælpe danske virksomheder med at udskifte farlige kemikalier med bedre alternativer. Indsatsen kommer både forbrugere og arbejdstagere til gavn og skal også understøtte mere cirkulær økonomi.

Færre skadelige kemikalier og mere miljøvenlige produkter. Det er ambitionen for et nyt innovationscenter, som NIRAS de næste tre år skal drive. Ved at reducere farlig kemi i virksomhedernes produktion skal det være lettere at genanvende materialer og dermed styrke den cirkulære økonomi.

 

– En af de store barrierer for cirkulær økonomi er, at det er svært at genbruge materialer, som indeholder farlige kemikalier. Vores mål er derfor at inspirere og hjælpe virksomhederne i arbejdet med at erstatte skadelige stoffer med bedre alternativer, da det vil understøtte udviklingen af en mere cirkulær økonomi, siger afdelingsleder i NIRAS Camilla Damgaard.

 

Til gavn for forbruger og medarbejder

Regeringen og Folketinget indgik den 17. november 2018 en aftale om en ny Fælles Kemiindsats, som løber fra 2018 til 2021. Innovationscentret, som NIRAS skal stå spidsen for, er en del af den aftale. 

 

Udover at understøtte den cirkulære økonomi, skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse også, at innovationsindsatsen ”generelt skal medvirke til at reducere arbejdstageres, forbrugeres og miljøets eksponering for skadelige kemikalier.”

 

Forandringer i praksis

NIRAS skal drive det nye innovationscenter i samarbejde med det hollandske konsulentfirma PNO Consulting og kommunikationsvirksomheden Invirke. Arbejdet bygger videre på et tidligere partnerskab kaldet ’Kemi i Kredsløb’, som Miljøstyrelsen har drevet i årene 2015-2018. NIRAS vandt opgaven efter en udbudsproces, som løb henover efteråret 2018.

 

– Den hidtidige indsats i ’Kemi i Kredsløb’ har været af høj teoretisk kvalitet. Vores fokus vil være at få løsningerne ud at arbejde. Vi står for en praksis-tilgang og har tæt kontakt til virksomhederne. Det vil sikre, at vi kan skabe reel forandring, siger projektleder Astrid Berg fra NIRAS.

 

Læs mere her

 

Kilde: NIRAS

 

Vil du blive klogere på miljø og sundhed i byggeriet, så har Molio en lang række praktiske kurser og uddannelser - fx kurset Miljørådgiver.