Foto: Lundgaard & Tranberg Arkitekter

Nyt videncenter skal bringe dansk planteforskning i front

Københavns Universitets forskningssatsning Copenhagen Plant Science Centre åbner i dag – en bygning, der set fra luften forestiller en plantecelle. Centeret skal sikre dansk planteforskning en plads i den internationale liga inden for plantevidenskab.

Torsdag den 12. oktober 2017 åbner Copenhagen Plant Science Centre på Frederiksberg. Forskningscenteret er en del af en større satsning fra Københavns Universitet, der skal frembringe ny viden inden for planteforskning.

 

– Med planteforskning kan vi skabe viden og grundlag for løsninger på nogle af verdens største udfordringer - eksempelvis fødevaresikkerhed og –produktion, lægemidler og nye grønne energiformer, siger prorektor for forskning og innovation på Københavns Universitet, Thomas Bjørnholm, der også er en af ophavsmændene bag centret.

 


Foto: Lundgaard & Tranberg Arkitekter

 

Planteforskning i verdensklasse

Copenhagen Plant Science Centre kommer til at være førende inden for laboratorier og nye teknologier, der bl.a. kan analysere og identificere indholdsstoffer i planterne.

 

Det er udtryk for en ambition om at bringe Københavns Universitets planteforskning i liga med internationale top forskningscentre som John Innes Centre i England og Max Planck instituttet i Tyskland.

 

Copenhagen Plant Science Centre har allerede ansat en række internationale forskere, der er specialiserede i bl.a. fotosyntese-forskning, planters RNA, fødevaresporbarhed, planteudvikling og indholdsstoffer, og de skal skabe ny viden om planternes liv og funktion. Cirka 60 ansatte kommer til at have deres daglige gang på centeret.

 


Foto: Lundgaard & Tranberg Arkitekter

 

Atrium i cellen

Bygningen er tegnet af Lundgaard og Tranberg Arkitekterne, der også står bag bl.a. Axel Towers og Skuespilhuset i København. Det særlige atrium inde i cellen skal sikre, at undervisning og forskning sker tæt forbundet.

 

Københavns Universitet har investeret 220 mio. kroner i opførslen af Copenhagen Plant Science Centre.

 

Læs mere her.

 

Kilde: Københavns Universitet