Foto: Marienlund

Prestigefyldt pris til et helt særligt toilet

Nyhed fra HFB: Pressalit har vundet en Danish Design Award i kategorien 'Better Work'. Multifleksibilitet, bedre arbejdsvilkår og højere selvhjulpenhed ligger bag prisuddelingen.

I samarbejde med Silkeborg Kommune har Pressalit udviklet et sideforskydeligt toilet, som både plejesektoren og altså også designbranchen klapper i hænderne over.

 

– En supergenial løsning, der giver stor fleksibilitet i badeværelset, lyder det fra Silkeborg Kommunes konsulent i velfærdsteknologi, Mette Sangild Langdahl, mens komitéen bag prisuddelingen udtrykker det som "en gennemtænkt, innovativ og effektiv løsninger på hverdagens udfordringer".

 

Bedre arbejdsvilkår for alle

Det sideforskydelige toilet er designet til Marienlund Plejecenter i Silkeborg. For at kunne håndtere fremtidens fleksible behov er plejecenteret udstyret med det nyeste inden for hjælpemidler. Og intet er overladt til tilfældighederne.

 

– Toilettet er monteret på en plade udenpå selve væggen og kan både indstilles i højden og flyttes sidelæns. Dermed kan det enten skubbes tættere på håndvasken eller give plads til personale på hver side, siger Holger Søe Plougsgaard, udviklingschef hos Pressalit.

 

Det sideforskydelige toilet giver både brugere og hjælpere i handicap- og ældresektoren de bedste betingelser. Det skaber værdighed, minimerer risikoen for faldulykker og overbelastninger, og samtidig betyder fleksibiliteten, at baderummet med et snuptag kan tilpasses brugerens behov, så nye investeringer eller gentagne renoveringer vil være overflødige - også når nye beboere med andre behov flytter ind.

 

Læs mere her.

 

Kilde: HFB / Pressalit A/S