Illustration: Cubo Arkitekter

Syddansk Universitet udvides med bygning til 120 mio.

NCC-selskabet Jakobsen & Blindkilde har vundet opgaven at udvide Syddansk Universitet med en ny spændende bygning til tværfaglig uddannelse i Esbjerg. Det er entreprenørens 10. skole-byggeri på fem år.

Studerende og forskere inden for sundhed, samfund og humaniora kan se frem til endnu bedre forhold i Esbjerg, når en ny, tværfaglig fakultetsbygning står klar om halvandet år.

 

Bygningen på 7750 kvadratmeter i to etager vil blive opført i tilknytning til den eksisterende campus i den nordøstlige del af byen. Byggeriet går i gang til påske og skal være færdigt i sommeren 2020.

 

– Vi har rigtig god erfaring i at bygge uddannelsessteder og har igennem årene opnået en dyb forståelse for de behov, der er i læringsmiljøer. Det gælder f.eks. gode lydforhold, så støj ikke generer de studerende og gode, åbne rum, hvor mange kan lære sammen i inspirerende omgivelser, siger projektdirektør Henrik Eriksen, Jakobsen & Blindkilde.

 

Projektet indeholder også 300 kvadratmeter kælder og 200 kvadratmeter renovering i forbindelse med den tilkobling, der skal ske mellem det eksisterende byggeri og den nye bygning. Desuden vil p-pladsen blive udvidet med 150 pladser.

 

Bygning skal skabe tilknytning og synergi

Syddansk Universitet har store forventninger til projektet, der er opstået i et samarbejde mellem SDU i Esbjerg og UC Syd. Det skal skabe et tværfagligt miljø mellem institutionerne og på den måde vise en karrierevej fra en professionsbachelor til en kandidat-uddannelse på universitetet.

 

– Den nye bygning skal forankre tilknytningen mellem uddannelserne og vi glæder os til at skabe det sammen med Jakobsen & Blindkilde. De er erfarne og pragmatiske, og det sikrer både kvalitet og transparens i samarbejdet, siger projektleder og arkitekt Jonathan Fromholt Larsen, SDU.

 

Selve bygningen vil blive opført i røde teglsten som de eksisterende og i såkaldt ophængt murværk, så det ser ud som om bygningen svæver.

 

Kilde: NCC