Fotos: RHEINZINK Danmark A/S

Zink går med strømmen

Nyhed fra HFB: Ny koblingsstation i Revsing ved Vejen vækker opsigt med sin dynamiske zinkfacade. Et utal af tekniske krav skulle opfyldes, da C.F. Møller blev bedt om at udvikle et designkoncept for Energinet.dks nye generation af koblingsstationer.

 

Teknologi for millioner og sikkerhedsprocedurer af en anden verden skulle passes ind i bygningen, der samtidig skulle være fleksibel og fremtidssikret. C.F. Møller løste opgaven ved at tegne et koncept, hvor bygningen nærmest har form som en harmonika med trekantede moduler, der går op og ned på facaden:


- Hvis bygningen er alt for glat eller strømlinet, ses det tydeligt, hvis man tilfører 15 meter. Hvis man derimod bygger med moduler som i en harmonikabælg, kan man forlænge bygningen uden det ser forkert eller mærkeligt ud. Samtidig giver det et utroligt flot  blødt lysindfald indenfor og en flot effekt udenfor, når lyset strømmer ud i mørket, siger Julian Weyer partner i C.F. Møller.




Zink til facaden 

Det blev tegnestuen Kærsgaard & Andersen, som blev totalrådgiver på den første bygning i landet og skulle gøre visionerne til virkelighed. I designkonceptet lå materialevalget ikke fast, så noget af det første tegnestuen skulle tage stilling til, var hvilket materiale, der skulle på facaden. Valget faldt på prePATINA schiefergrau fra RHEINZINK:


- Vi ville gerne have et materiale, der havde karakter og styrke. Vi afprøvede forskellige modeller og blev enige om, at zink var et godt materiale, fordi det var naturligt og vedligeholdelsesfrit. Vi kunne godt lide, at det var et naturligt materiale, der ville få lov til at stå og patinere smukt i landskabet. Det passede også godt til husets funktion, siger arkitekt Nils Pagh Andreasen fra Kærsgaard & Andersen


Vedligeholdelsesfrit materiale

For arkitekterne var det væsentligt, at zink er vedligeholdelsesfrit. En stor del af året er bygningen nemlig ubemandet, så den skulle kunne klare at stå og passe sig selv. Zinken havde også en række andre fordele i forhold til bygningens komplekse geometri. Zinken ville let kunne understrege rytmen på facaden med de mange retninger og retningsskift:


- Det er et meget kompliceret hus med trekanterne og lysindtaget i siderne. Trekanterne går nærmest op og ned i en spids. Det var meget svært at få de former til at gå sammen og få ført det ud i livet. Jeg synes langt hen ad vejen, at det er lykkedes rigtig godt. Vores arbejde har jo været at aflæse C.F. Møllers tanker og få bygningen realiseret ud fra konceptet. Det bliver spændende at høre, hvordan de ser det færdige projekt, siger Nils Pagh Andreasen.


Læs mere her


Kilde: HFB / RHEINZINK Danmark A/S