Sådan virker NCS

NCS kan beskrive farven på ethvert materiale med alfanumeriske farvekoder, såkaldte NCS Notationer. For at kunne forstå og bruge en farvenotation og forholdet mellem forskellige farver, bruger NCS en tredimensionel model kaldet NCS Farvekrop. Farvekroppen er skabt ud fra en farvecirkel, hvor de fire elementærfarver gul, rød, blå og grøn er placeret vandret med lige afstand imellem, hvilket sammen med hvid og sort i henholdsvis top og bund skaber et tredimensionelt rum.
Det er mellem disse punkter, at hvilken som helst farve, vi kan se, kan få en præcis kode.

 

 

NCS Notationen

NCS notationen er baseret på hvor stor en lighed farven har med de seks elementærfarver. Når man kender NCS systemet, er det muligt at se hvilken farve, der er tale om alene ud fra NCS notationen, f.eks. hvor meget sorthed, farvestyrke og kulør.

NCS notationen beskriver de visuelle egenskaber farven har, og har derfor intet at gøre med blandingsforhold af pigmenter eller glans, som kan variere fra producent til producent.

 

Lad os nu for eksempel tage S 3020-G30Y:

S foran notationen betyder, at farven er en del af de 1950 standardiserede farver. De næste to numre (30) viser farvens procentdel af sort, og de følgende to (20) viser farvens farvestyrke. Når disse tal bliver lagt sammen og trukket fra 100, står du tilbage med farvens procentdel af hvid.

I dette tilfælde 100% - (30%+20%) = 50% hvidhed. Den første del (3020) refereres til som farvens nuance. Den næste del af farvens notation betegner hvilken del af farvespektret, den bestemte farve tilhører.

Denne sidste del af betegnelsen (G30Y) er kuløren:
Det første bogstav G fortæller os, at farven er grøn (G=green), det efterfølgende nummer, at farven indeholder 30% af det sidste bogstav; i dette tilfælde gul (Y=yellow), hvilket betyder at farven indeholder 70% grøn og 30% gul.