buildingSMART nordic conference

Anlægsbranchen får stort udbytte af fælles standarder

Kompetencechef for BIM Infrastruktur hos MOE rådgivende ingeniører, Gita Monshizadeh mener, at der bør oprettes en anlægsgruppe i regi af buildingSMART Danmark. Hun deltog i buildingSMART Danmarks opstartsworkshop i foråret, hvor hun bl.a. slog et slag for, at buildingSMART Danmark også fokuserer på anlægsbranchen.
Gita M GCDK 2000X1132
Kompetencechef for BIM Infrastruktur hos MOE rådgivende ingeniører, Gita Monshizadeh.

I dag mangler der standarder for definition af anlægsobjekter i Danmark. Et udviklingsarbejde, der er afgørende for, at anlægsbranchen for alvor kan høste gevinsterne ved digitalisering. For uden en klar definition af anlægsobjekter er det svært at tale om at standardisere, hvordan der tilknyttes egenskabsdata til objekterne.

- I anlægsbranchen er åbne formater og fælles standarder er under hastig udvikling. På internationalt niveau har de store bygherreorganisationer og aktører i anlægsbranchen meldt sig ind i buildingSMART samarbejdet for at sætte turbo på udviklingen, fortæller Gita Monshizadeh. 

For at danske rådgivere forbliver konkurrencedygtige på nationalt og internationalt plan, er det vigtig, at buildingSMART Danmark får etableret en anlægsgruppe.

Fælles standarder tæt på et gennembrud

Ifølge Gita Monshizadeh lader arbejdet til at have båret frugt:

- Derfor er der gode chancer for at standarderne er frigivet og implementeret i forskellige typer software ved udgangen af 2021. Lige så snart det kommer på plads, bliver åbne standarder et krav i anlægsbranchen, og så kommer der helt naturligt meget mere fokus på buildingSMART i forhold til anlæg og infrastruktur. For at danske rådgivere forbliver konkurrencedygtige på nationalt og internationalt plan, mener jeg, at det er vigtigt buildingSMART Danmark får etableret en anlægsgruppe, som samler anlægsbranchen og bidrager aktivt til videreudvikling og implementering af standarderne i anlægsbranchen, forklarer Gita Monshizadeh og uddyber:

”Aktuelt er der store grupper, som arbejder på åbne standarder inden for infrastruktur i både Kina, Korea og Australien. På europæisk plan er mange lande også meget aktive i udvikling af åbne formater, og de har store hære af udvikler bag sig. Indenfor jernbaner er det franskmændene, italienere, schweizere og østrigere, der har mange personer i gang. Vores nordiske venner er også meget aktive. Så europæerne er godt repræsenteret, men i Danmark har vi kun Banedanmark og Vejdirektoratet, der deltager aktivt i buildingSMART International. For at sikre de danske interesser er det vigtigt, at flere deltager i udviklingsarbejdet fra dansk side.”

Gita M GCDK02 2000X1132

Frit dataflow er afgørende for godt samarbejde

Som adskillige undersøgelser påpeger, så er byggebranchen en af de brancher, som har fået den mindste produktivitets-gevinst fra digitalisering overhovedet. På trods af at en undersøgelse iværksat af Molio viser, at byggeriets parter under Corona-nedlukning har accelereret digitaliseringen, er der stadigvæk et stort potentiale for øget samarbejde. Dette gælder især på de mere tekniske dele af det digitale samarbejde. Det stiller noget højere krav til standardisering at kunne sam-projektere store anlægsprojekter, end at kunne afholde et videomøde på Zoom. Men det udbytte, som stilles i udsigt, er også tilsvarende højt.

Gita Monshizadeh mener, at arbejdet i buildingSMART i høj grad kan være med til at effektivisere byggeriet.

”Hele filosofien bag BIM går ud på at digitalisere de processer og arbejdsmetoder, der binder hele livscyklus sammen. Det kræver åbne standarder, der sikrer flow af data mellem forskellige systemer og i forskellige faser. Det er præcis, hvad buildingSMART står for, ligesom det er det, der sikrer realisering af gevinsterne i form af øget effektivitet og lavere omkostninger.”

buildingSMART Danmark styrker branchen

Formålet med buildingSMART Danmark at ruste dansk byggeri til byggebranchens digitale fremtid og øge konkurrenceevnen ved at udbrede brugen af åbne formater og fælles digitale standarder. For at komme i mål er det afgørende, at hele byggeriets værdikæde får glæde af arbejdet.

Gennem de seneste år har meget af buildingSMARTs internationale arbejde i høj grad haft bygningsarkitektur som omdrejningspunkt, og på den første buildingSMART Danmark workshop, der løb af stablen tidligere på året, fremhævede deltagerne vigtigheden af, at hele byggebranchen bliver inkluderet i rejsen mod vidensdeling, optimering og samarbejde på kryds og tværs af softwareplatforme og fagdiscipliner og arbejdsområder. Således var der stor interesse for at der videreudvikles på de åbne standarder til landskabsarkitekter, anlæg, infrastruktur og drift.

Stor BIM-konference på dansk jord

buildingSMART Danmark afholder buildingSMART Nordic Conference d. 22. og 23. september og Gita Monshizadeh opfordrer alle til at komme og blive inspireret af oplægsholdere fra ind- og udland og i det hele taget blive klogere på det igangværende arbejde med åbne standarder. ”Jeg synes, det er vigtigt at deltage i buildingSMART Danmark konferencen i september, men også engagere sig for at danne en anlægsgruppe, der varetager udvikling og implementering af fælles og åbne standarder for branchen,” afslutter Gita Monshizadeh.