PRESSEMEDDELELSE

Ny millionbevilling sikrer endnu et løft af byggeriets fælles udviklingsplatform - ConTech Lab

Byggeriet skal digitaliseres hurtigere og blive mere bæredygtigt. Nye midler fra bl.a. Industriens Fond og Realdania sikrer øget fokus på udbredelse og implementering af løsninger til digitalisering og grøn omstilling skabt i ConTech Lab i samarbejde med byggebranchen.

Mangel på fælles metoder, teknologi og digitale værktøjer, der kan anvendes gennem alle faser i byggeprojekter, er en hæmsko for øget produktivitet og acceleration af den grønne omstilling i byggeriet.

Med en ny samlet bevilling på 28 mio. kr.  til ConTech Lab skal flere digitale og teknologiske løsninger, der kan styrke den grønne omstilling i byggeriet, udbredes og implementeres i branchen. Derudover skal der søsættes nye pionérprojekter, hvor byggevirksomheder, tech-virksomheder og vidensinstitutioner skal samarbejde om at løse konkrete forretningsudfordringer med teknologi og nye fælles branchemetoder.

Konkret skal ConTech Lab i samspil med brancheaktører finde frem til løsninger, der kan sikre effektiv ressourceanvendelse og understøtte omstillingen til cirkulær økonomi i branchen.

Digital og teknologisk udvikling kræver uafhængig platform

Der er fortsat behov for en fælles og uafhængig udviklingsplatform, der kan styrke digitalisering og grøn omstilling i byggebranchen, som på begge parametre halter bagud ift. andre brancher.

Charlotte Kjeldsen Krarup 1

”Byggeriet er afgørende for grøn omstilling og påvirker miljøet på flere måder, herunder energi- og ressourceforbrug. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter indsatsen og sikrer, at endnu flere byggevirksomheder kommer i gang med anvendelsen af nye teknologier, der både kan øge produktiviteten, accelerere grøn omstilling og styrke konkurrenceevnen i danske byggevirksomheder.”

- Charlotte Kjeldsen-Krarup, udviklingsdirektør i Industriens Fond.

 
Idéer skal spire og modnes i ConTech Lab, hvor digitale og grønne frontløber-virksomheder går sammen om og i fællesskab udvikler løsninger til gavn for alle. På den måde kommer flere virksomheder i berøring med teknologi og digital udvikling, inden de foretager store investeringer heri.

Lennie Clausen Realdania

”En samlende udviklingsplatform som ConTech Lab kan understøtte branchens aktører i at samarbejde på tværs og løfte sig digitalt gennem målrettede, samarbejdsorienterede og praksisnære løsninger med udgangspunkt i byggeprojekter. Skal vi lykkes med at gøre byggebranchen mere bæredygtig og cirkulær, er der behov for, at branchen har et sted at eksperimentere med teknologi og nye arbejdsmetoder, inden de foretager store investeringer.”

- Lennie Clausen, programchef i den filantropiske forening Realdania.

 

Forankret i Molio - byggeriets videnscenter

ConTech Lab blev etableret i 2021 og har bl.a. arbejdet med minimering af ressourceforbrug på byggepladser, materialepas for nye og genbrugte byggevarer, kortlægning af biodiversitet samt med affaldsdata i forbindelse med renovering. ConTech Lab har indtil videre gennemført 29 pionérprojekter med over 100 forskellige virksomheder i den danske bygge- og anlægsbranche, heraf 50 små- og mellemstore virksomheder.

ConTech Lab er forankret i Molio med bidrag fra Industriens Fond og Realdania. Fra 2025 er Knud Højgaards Fond og Rambøll Fonden desuden med til at bakke op om ConTech Labs arbejde. 

Christina Hvid KV 9406

”Grøn og digital omstilling går hånd i hånd, og vi skal sikre, at de frontløbere som kan og vil udvikle branchen, arbejder sammen. Vi ser frem til, at ConTech Lab kan løse flere konkrete udfordringer og lave indsatser, som kommer hele branchen til gavn og skaber reel forandring. Vi kan med de nye midler sikre, at ConTech Labs viden og løsninger kommer længere ud og bliver bredt implementeret. Vi er meget glade for, at de oprindelige stiftere fortsat er med, samtidig med at flere bakker op."

- Christina Hvid, adm. direktør i Molio og ConTech Lab.

Bidragsydere bag ConTech Lab og den nye bevilling:

IF Cropped Logo
RD Cropped Logo
KHF Cropped Logo
Rambøll Lowres Cropped Logo
Molio Logocrop Cropped Logo

Hvem er ConTech Lab?

ConTech Lab er byggebranchens fælles udviklingsplatform, hvor byggeriets virksomheder sammen kan udvikle og eksperimentere med nye måder at benytte data, digitalisering og teknologi på til at skabe fremtidens byggeri – et mere bæredygtigt og produktivt byggeri.

ConTech Lab deler al viden og læring, så det kommer hele branchen til gode.

  • ConTech Lab blev etableret af Molio i 2021 i samarbejde med Industriens Fond og Realdania og har bl.a. arbejdet med minimering af ressourceforbrug på byggepladser, materialepas for nye og genbrugte byggevarer, national metode til kortlægning af bynatur og affaldsdata i forbindelse med renovering.
  • ConTech Lab har indtil videre gennemført 29 pionerprojekter med 100+ forskellige virksomheder i den danske bygge- og anlægsbranche, heraf 50 små- og mellemstore virksomheder.
  • ConTech Lab har gennemført 10 forskellige indsatser inden for forandringsledelse med involvering af 300+ virksomheder i byggeriet, herunder tech for topledere, studieture samt arbejdet med Topleder Handletanken.
  • ConTech Lab udbreder viden og læringer gennem workshops, konferencer, videomateriale og publikationer, herunder bl.a. Byggeriets Modenhedsmåling og et forløb om AI i byggeriet.
Kontakt ConTech Lab