22W38 Contech Opslag 1600X900
Projektleder

Vi søger en projektleder til vores indsats med små og mellemstore udførende virksomheder i byggeriet

Vil du være med til at gøre byggeriet mere bæredygtigt og produktivt ved at løfte brugen af teknologi og digitalisering blandt branchens små og mellemstore virksomheder til et nyt niveau?

ConTech Lab er en del af Molio og byggeriets fælles udviklingsplatform. Vi leder efter en projektleder, der har flair for og interesse i at understøtte byggeriets små og mellemstore håndværksvirksomheder, entreprenører og materialeleverandører (SMVer). Projektlederen skal gennem sin erfaring og indblik sikre, at ConTech Labs viden om bæredygtighed og digitalisering kommer de udførende SMVer til glæde og gavn.

Hvis byggebranchen samlet set skal blive mere bæredygtig og produktiv, er det afgørende, at vi får SMVerne med. Derfor bliver det dit ansvar at gennemføre en række projekter, der skal formidle ConTech Labs og vores netværks viden om bæredygtighed og digitalisering til udførende SMVer.

Du skal stå i spidsen for udviklingsprojekter, der har til formål at generere ny viden ved at afprøve kendte løsninger eller udvikle smarte værktøjer. Vi forventer ikke, du har løsningen, men vi forventer, at du har en kreativ og eksperimenterende tilgang til opgaven, forståelse for målgruppen, er lyttende og har selvrefleksion, så du sammen med resten af holdet i ConTech Lab kan finde det rette værditilbud til målgruppen. Vi forventer også, at du er kommunikerende, udadvendt og ikke er bange for at tage ud på en byggeplads og fortælle om en app, de kan have glæde af.

Du vil indgå i et både ungt og innovativt team, hvor vi arbejder tæt sammen og har en god dialog. Vi har ikke svarene på alle de spørgsmål, som vi møder undervejs – dem skal du også være med til at finde. Vi leder efter den rigtige person, som passer ind i teamet, og vi er villige til at tilpasse jobbet til den rette ansøger.

Som projektleder for vores indsats overfor SMVer skal du:

  • Sikre at relevant viden fra ConTech Lab og samarbejdspartnere bliver formidlet til SMVer. Det kan fx være en nyttig app, der ikke bliver brugt nok, en platform med gode råd om at spare på ressourcerne på byggepladsen eller et netværk indenfor innovation og bæredygtighed blandt virksomhedsledere.
  • Igangsætte og projektlede udviklingsprojekter med eller til SMVer, det kan fx være udvikling af et spil om DGNB-certificeringer eller et kursus til elektrikere om sensorer.
  • Holde kontakten til samarbejdspartnere, der kan sikre adgang til SMVer fx brancheforeninger, erhvervsklynger, byggemarkeder, finansielle institutioner eller lignende.
  • Have overblik over teknologier, der hjælper SMVer, og de krav der stilles til dem gennem regulering (det skal vi nok hjælpe dig med).
  • Opbygge og vedligeholde netværk til relevante SMVer, der indgår i vores projekter.
  • I ConTech Lab trækker vi alle i arbejdstøjet, så du skal selv kunne udarbejde formidlingsmateriale, fx til hjemmeside, præsentation, video, guidelines eller undervise og præsentere på relevante kurser, konferencer og messer.

Vi forestiller os at du: 

  • Har erfaring i samarbejde med små og mellemstore virksomheder, og det er et plus, hvis du kender til byggeriets håndværksvirksomheder og entreprenør.
  • Kender til økosystemet, der hjælper og støtter SMVer i Danmark.
  • Har en interesse for både samarbejde og processer samt teknologi, nye løsninger og digitalisering for at skabe et mere bæredygtigt byggeri. 
  • Har en videregående uddannelse, som slet ikke behøver have noget med byggeri at gøre, men erfaring og indblik i bygge- og anlægsbranchen er et plus.
  • Har projektledelseserfaring fra et tidligere arbejde og er vant til at have mange bolde i luften – og ikke mindst er i stand til at navigere i et miljø, hvor tingene hurtigt ændrer sig og tager nye retninger fra dag til dag. 
  • Har flair for at samarbejde med mange forskellige typer mennesker og er god til at skabe relationer. 
  • Kan klare spontane opgaver, men samtidig fordybe dig indenfor tekniske tunge områder. 
  • Er struktureret, målbevidst og resultatorienteret. 
  • Er tillidsfuld, imødekommende og frem for alt en holdspiller.   
  • Har stærke formidlings- og kommunikationsevner og er vant til at kommunikere på alle niveauer.
  • Har gode dansk- og engelskkundskaber i skrift og tale. 

Vi tilbyder dig:  

  • En god arbejdsplads med dygtige kollegaer. ConTech Lab og Molio bor i Herlev, som bliver dit faste arbejdssted.
  • Vi har også kontorpladser i BLOXHUB i hjertet af København, som kan bruges efter behov. BLOXHUB samler virksomheder og organisationer inden for design, arkitektur, bæredygtig byudvikling og byggebranchen.
  • Hjemmearbejde er også fint, hvis det passer ind. 
  • Mulighed for at være med til at forme udviklingen af ConTech Lab.
  • Indsigt i tech-miljøet og tæt samarbejde både med branchens startup-miljø samt store virksomheder.
  • Søde kolleger som er klar på at give dig masser af ansvar. 

Som projektleder refererer du til Molios digitaliseringschef Ole Berard. Vi glæder os til at modtage din ansøgning og CV. Send din ansøgning til job@contechlab.dk. Ansøgningsfrist: d. 15. oktober. Alle henvendelser behandles fortroligt. 

Hvis du vil vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Ole på mail obe@molio.dk eller telefon 2327 1688.