Pionerprojekter

Datamodel for byggeriet 1.0

Manglende transparens er ofte en af de største udfordringer i et byggeprojekt. Manglende transparens betyder nemlig, at bygherren ikke kan gennemskue hverken økonomi eller færdiggørelsesgrad.
Contech 11

Problem

Bygherrer oplever ofte at økonomi og færdiggørelsesgrad ikke er transparent på deres byggeprojekter.  Der mangler struktur og en fælles metode til at skabe den transparens. Branchen har ikke et fællessyn på hvilke datapunkter man vil indsamle og måle efter – og på byggeprojekterne har man ofte ikke tid til at gøre det – hvilket  gør det vanskeligt at arbejde hen mod et fælles mål og skabe overblik, og informationerne er spredt over mange systemer.

Manglende overblik og gennemsigtighed leder ofte til øget risici, flere fejl, som betyder forsinkelser og konflikter, der igen presser indtjeningen og skaber et dårligt arbejdsmiljø.

Potentialet ved i fællesskab at indsamle data er stort, det skaber sammenlignelighed og mulighed for analyser på tværs af projekter, som kan bruges til at lave forudsigelser.

ConTech Lab

Løsning

Formålet med dette pionerprojekt er at udvikle en metode til, hvordan man kan definere og opbygge konkrete KPI’er på tværs af et byggeprojekt i samarbejde med byggeriets aktører samt afklare datastrukturer og datakilder, herunder hvordan den nødvendige data ser ud, og hvor den kommer fra. Det endelige værktøj skal kunne bruges på tværs af forskellige softwares i udførelsesfasen og være i stand til at forbinde Økonomi og færdiggørelsesgrad.

Det er målsætningen, at resultaterne kan udgøre et første bud på en branchestandard for byggeriets datamodel 1.0 for økonomistyring og færdiggørelsesgrad i udførelsesfasen, som kan bruges til at opsamle viden på tværs af byggeprojektet og ikke mindst på tværs af projekter.

Output

Det forventede output vil være delt over tre leverancer, som skal til for at give den overordnede løsning:

En beskrivelse af KPI’erne i byggeriets datamodel 1.0 samt good practice ift. opsætning og indsamling. Der vil indgå råd og vejledning til, hvilken type digitalt værktøj man kan bruge for at opnå den datastruktur, der skal til for at lave visualisering af økonomi og tid. Der skal også redegøres for hvilke relevante KPI’er, der skal gøre sig gældende for projektet samt en arkitektur over kobling mellem de forskellige datakilder. Dette vil gøres tilgængeligt gennem Molio anvisninger.

Interaktive dashboards, hvor målet er at virksomhederne selv kan drive og genskabe tilsvarende dashboards på fremtidige projekter. Løsningen vil blive vist og promoveret på ConTech Labs hjemmeside, hvor den vil være tilgængelig for de virksomheder, der ønsker at benytte sig af løsningen.

Udarbejdelse af formidlingsmateriale, så løsningen kan anvendes uden involvering af ConTech Lab og komme hele branchen til gode. Formidlingsmaterialet forventes at være userguides, video tutorials, undervisning og et ”train the trainers”-forløb.

Projektpartnere

Den primære samarbejdspartner på pionerprojektet er Aarsleff, som stiller manipulerede data fra faktiske bygningselementer fra et konkret bygningsprojekt til rådighed. Det er Danske Banks nye hovedsæde ved Bernstorffsgade i København, hvor Danica Pension er bygherre.  

Pionérprojektet støttes derudover af eksperter inden for datadesign fra Alexandra Instituttet samt inden for projektøkonomi fra DTU og EG.

Projektperiode: Feb -april ‘21

Kontakt: Rebekka Pallesen