Placeholder 1000X563
PIONERPROJEKT

Smart IKT-aftale med afsæt i bygherrens behov

Informations- og kommunikationsteknologi (IKT) giver mulighed for, at byggeriets parter kan få adgang til, redigere, overføre og gemme information på et konkret byggeprojekt. Arbejdet med at udfærdige IKT-aftaler tager dog ofte udgangspunkt i lovkrav frem for konkrete behov. Det betyder, at de tit er afkoblet byggeriets projektmål, hvilket kan skabe udfordringer i samarbejdet mellem byggeriets aktører.  

Pionerprojektet undersøger, hvorledes det kan blive lettere for bygherre at udfærdige IKT-kravstillelsen.

Samarbejdspartnere

“Det er væsentligt at IKT er værdiskabende for projektet – og specielt for ordregiver – at det ikke bare er en tango, der bliver udført parallelt med projektet, men at det produkt, der kommer ud af det, giver værdi for alle.” 

- Allan Schiøtz, Projektchef for IKT-værktøjer i Molio

Med pionerprojektet har ConTech Lab sammen med Molio og Hillerød Kommune undersøgt, hvorvidt man kan lette arbejdet med IKT og sørge for, at kravstillelsen har tættere sammenhæng med byggeriets projektmål.

Pionerprojektet leverer en mockup kaldet ‘IKT Generatoren’ som et bud på, hvordan man på digital vis kan hjælpe bygge-og driftsorganisationer med at stille krav til byggeriet.
Desuden har vi med pionerprojektet identificeret en række barrierer for, at digitale løsninger og hjælpeværktøjer som IKT Generatoren kan få ben at gå på i byggebranchen.

I videoen nedenfor kan du se optagelse fra arrangementet: Dialogmøde og paneldebat om fremtidens IKT, der foregik i august 2022. Her er Mogens Andersen fra DAB, Allan Schiøtz fra Molio - byggeriets videnscenter, Christian Laustsen fra KEA - Københavns Erhvervsakademi og Stig Brinck fra NIRAS med i panelet. 

Hvad er pointen med en IKT Generator?

IKT Generatoren er et idéudspil og et indledende bud på, hvordan man kan løse et problem, branchen på nuværende tidspunkt ikke tror kan løses: nemlig at IKT-specialister og byggeriets øvrige aktører arbejder i parallelspor frem for at arbejde ud fra de samme projektmål. 

IKT Generatoren er en hjælpefunktion, der kan: 

  1. Sørge for, at IKT-specialisten får svaret på centrale spørgsmål og taget udgangspunkt i konkrete behov hos bygge- og driftsorganisationen 
  2. Gøre involverede parter opmærksom på de IKT-specifikationer, som er særligt relevante ift. byggeriets projektmål. 

IKT Generatoren kan potentielt komme til at fungere som en trin-for-trin guide og et dialogværktøj, der hjælper bygge- og driftsorganisationens med at udfærdige en værdiskabende IKT-aftale, der har afsæt i konkrete behov frem for generelle lovkrav. 

Hvilke områder bør en IKT Generator fokusere på?

Projektgruppen bad en række IKT-specialister drøfte, hvilke kapitler i IKT-kravstillelsen, projektgruppen med fordel kunne prioritere ifm. idéen om at udvikle en IKT Generator. 

Herunder har de identificeret de mest forretningskritiske kapitler og peget på, hvor det giver mening at optimere samspillet mellem IKT-specialister og bygge- og driftsorganisationens øvrige funktioner.

BW Workshop

Indsigter fra IKT-specialister

Bygge- og driftsorganisationer bør prioritere følgende kapitler i forhold til forretningsværdien: 
7. Digital aflevering 
1. Klassifikation 
4. Digital projektering 

Ift. Til kapitel 7 om digital aflevering, kan nedenstående punkter med fordel prioriteres.  
7.2. Som udført 
7.4. Aflevering til drift – Data 
7.3. Aflevering til drift – Dokumentation 

På baggrund af specialisternes input, er der i IKT Generatoren arbejdet med én gren af IKT-kravstillelsen: Digital Aflevering.  

Prøv IKT Generator mockuppen og del dine tanker med os

IKT-generatoren er en mockup i det tidlige stadie med dertilhørende fejl og mangler. Den guider bygge- og driftsorganisationer gennem udfærdigelsen af IKT-kravstillelsen på baggrund af deres konkrete behov, uden at indgående kendskab til bekendtgørelser, ydelsesbeskrivelser m.m er nødvendig. 

Vi inviterer IKT-interesserede til at prøve den i sin nuværende form her.   

Har du feedback, tanker og andre bud på løsninger? Så hører vi gerne fra dig på info@contechlab.dk og sørger for, at dine input bliver videreformidlet til projektgruppen. 

Anbefalinger til branchen

Særligt rådgivende aktører udtrykker behov for, at processerne omkring IKT bliver mere brugerdrevne, transparente og tilgængelige for de mange forskellige aktører, der er med i et byggeprojekt.  

I øjeblikket er der eksempelvis ringe muligheder for at få tænkt bygningsdrift ind i IKT-aftalen fra start, hvilket resulterer i, at bygge- og driftsorganisationer har begrænset nytte af IKT-aftalen som rettesnor i deres arbejde.  

Med værktøjer, der bidrager til bedre dialog om IKT, bliver bygge- og driftsorganisationer bedre vidende om, hvilke krav, de skal stille, samt hvilke konsekvenser, kravene kan have. På den måde kan IKT rykke tættere på forretningen og blive værdiskabende. 

Her kan digitalisering af processerne være et skub i den rigtige retning. Men det kræver, at man finder båder er nedbryde de barrierer, der forhindrer succesfuld implementering af digitale hjælpeværktøjer til arbejdet med IKT-kravstillelse. 

Forudsætning for at introducere smart IKT-generator i branchen

Hvis arbejdet med  IKT-kravstillelse og -aftaler skal digitaliseres til nyt niveau, er der tale om en krævende forandringsproces, hvor hver enkelt virksomhed skal lægge tid og ressourcer i at digitalisere deres proces. Det kræver med andre ord digital parathed og digitale kompetencer på tværs af værdikæden. 

For det er både bygge- og driftsorganisationer, rådgivende ingeniører og hver enkelt projektleder, der har aktier i den færdige IKT-aftale. Det betyder også, at disse virksomheder hver især skal a) være villige til at implementere nye, digitale løsninger og b) have kompetencerne til at anvende digitale løsninger i praksis. 

Flere store industrier og fag har digitaliseret og effektiviseret processer og samarbejdsformer af lignende karakter. Herunder kan nævnes banker, advokatkontorer samt de mange b2c virksomheder, der gør brug af bots til indledende kommunikation med kunder.  
 
Ikke desto mindre er der en sund skepsis at spore i byggebranchen, når det kommer til at nytænke processer – oftest med byggeriets kompleksitet som begrundelse. Den skepsis skal imødekommes, før idéer som IKT Generatoren kan udvikles og blive til reelle hjælpeværktøjer i byggeriet. 

Kontakt os

Har du spørgsmål til pionerprojektet, er du velkommen til at kontakte innovationskonsulent hos ConTech Lab, Dan Skovgaard Jensen.