Heisings klumme

Hvilken indflydelse kommer de nye AB regler til at have for digital projektering i fremtiden?

Hver anden uge skriver entrepriseretsadvokat Simon Heising klummer om entreprisens og byggejuraens mange spørgsmål og tvister. I denne uge handler det om digital projektering i forhold til de nye AB regler.

I de nye byggeregler er der kommet et fokus på digital projektering i form af AB 18 § 16, ABT 18 § 16 og ABR 18 § 15. Bestemmelsen i AB 18 og ABR 18 er i vidt omfang udformet identisk, hvorimod reguleringen i ABT 18 er begrænset svarende til totalentrepriseformen. Der tages her udgangspunkt i AB 18 § 16. 

Hensigten med de nye bestemmelser har været at sætte rammerne for anvendelsen af digitale bygningsmodeller, som parterne herefter kan udfylde efter deres behov. 

AB 18 § 16, stk. 1, fastsætter den helt overordnede ramme for byggeriet. Ved anvendelse af digitale bygningsmodeller, ”skal det i udbudsmaterialet fastsættes, til hvad og i hvilket omfang modeller skal bruges”. Det skal her fastlægges, om digitale bygningsmodeller skal anvendes ved planlægning, projektering samt udførelse, og om der skal leveres en digital som udført-model. Desuden skal det efter bestemmelsen aftales mellem parterne, hvorvidt en digital bygningsmodel skal have forrang over andre ikke-digitale beskrivelser, herunder fx tegninger, såfremt der er konflikt mellem materialerne. 

Anvisningspligten og ansvaret for fejl 

I AB 18 § 16, stk. 2 er der bestemt en anvisningspligt for den, der leverer og stiller en digital bygningsmodel til rådighed for andre. Denne skal anvise, hvordan modellen skal bruges og hvad den må bruges til. Det skal herved gøres klart for modtageren, hvad formålet med modellen er og hvad den er egnet til. 

Såfremt andre skal tilføje input til en digital bygningsmodel, skal den der stiller denne til rådighed tillige anvise modtageren vedrørende hvilket input modtageren skal levere, samt hvad form- og tidskravene hertil er, jf. AB 18 § 16, stk. 3. Efter bestemmelsen er bygherren tillige forpligtet til at indgå en aftale med den pågældende der skal levere input, hvorved det skal sikres at denne er forpligtet til at følge disse anvisninger. 

Ved bestemmelserne er det således reguleret hvem der har pligt til at anvise om brugen af digitale bygningsmodeller, herunder implicit hvem der potentielt er ansvarlige, såfremt senere fejl eller mangler skyldes utilstrækkelig eller fejlagtige anvisninger.
AB 18 § 16, stk. 5 regulerer den grundlæggende ansvarsfordelingen for fejl i den digitale model. Den der stiller en digital bygningsmodel til rådighed bærer risikoen for fejl i selve modellen, herunder fejl i eget input og eventuelle grænseflader til andres projektering i modellen. 
Den der stiller den digitale model til rådighed bærer ikke risikoen for fejl ved andres brug eller input i modellen, forudsat at denne har opfyldt anvisningspligten. Pågældende bærer heller ikke ansvaret for den standard software som anvendes til udarbejdelsen af modellen.  
Ansvarsfordelingen efter AB 18 § 16, stk. 5 ses som kodificering af den ordinære entrepriseretlig ansvarsfordeling.

Hvad skal parterne være opmærksomme på?

Parterne skal være opmærksomme på, at AB 18 § 16 kun danner en ramme for reguleringen af brugen af digitale modeller, hvor der er lagt op til, at parterne indgår en mere fyldestgørende aftale for hvordan og i hvilket omfang byggeriet skal digitaliseres. 

Ved brug af digitale bygningsmodeller skal der aftales en rangorden mellem de digitale modeller og andet materiale i tilfælde af konflikt herimellem.

Parterne skal være opmærksomme på, at entreprenørerne ikke efter AB 18 er berettiget til at få stillet licenser mv. til software til rådighed, hvorfor dette uden særskilt aftale er en udgift entreprenøren selv må afholde.

Brugen af digitale bygningsmodeller har endnu ikke taget kraftigt til sig, hvorfor det generelt må formodes, at deltagerne i et byggeprojekt har ingen eller kun begrænset erfaring hermed. Der må derfor forventes et væsentligt ressourceforbrug på oplæring, hvilket ikke gøres nemmere af at der findes flere forskellige digitale programmer, og erfaring i et program ikke nødvendigvis kan tages med over til et andet program. Parterne bør derfor ved indgåelse af en entrepriseaftale være opmærksomme på, hvorvidt dette nødsager oplæring i et nyt program mv., således at man kan tage højde for udgiften og tiden forbundet hermed.