Molio Konferencen 2020

Digitale teknologier og værktøjer, der giver værdi

Den 26. november 2020 åbner vi atter dørene for årets populære Molio Konference. Endnu engang samler vi bygge- og anlægsbranchens digitale enthusiaster og frontløbere. En af dem er konferencens key-note, Frank Rosengreen, direktør i Dansk AM-Hub, som giver sit bud på, hvordan Additive Manufacturing (3D print), kan ændre branchens byggemetoder i mere cirkulær og brugerdreven retning.

Som deltager på Molio Konferencen 2020 bliver du opdateret på aktuelle udfordringer og løsninger ift. digitalisering, standarder, informationsstrukturer og data i byggeriet. Vi har fokus på, hvad der giver din virksomhed værdi - og hvordan.

Nye teknologier ændrer byggebranchen

Konferencens key-note, Frank Rosengreen, gør os klogere på, hvordan Additive Manufacturing (3D print) vil ændre byggesektoren. 

People

Hvis vi tør, kan AM-teknologien være løftestang for, at vi gentænker byggesektorens processer og skaber mere cirkulære og borgerdrevne metoder. Det mener, Frank Rosengreen, som er direktør i Dansk AM-Hub. Det seneste år, har han samarbejdet med BIG og GXN om at finde en ny dansk måde at bruge AM i byggeri på:

- Jeg vil åbne konferencen med en gennemgang af nogle praktiske cases og eksempler på AM i byggesektoren og jeg vil udfolde en spændende ny måde at integrere AM i byggemetoder på. Konferencens deltagere kommer med på en rejse, hvor jeg bl.a. vil løfte sløret for et konkret byggeprojekt og i den forbindelse afprøve vores tanker om en helt ny byggemetode løftet gennem AM.

Vi skal selv skabe bedste praksis

Udover konkrete cases har Frank Rosengreen også et par opfordringer med til den danske bygge- og anlægsbranche. For nye teknologier gør det ikke alene:

- Det er vigtigt, at vi tør satse stort og afprøve nye teknologier på måder, vi aldrig har set før. Vi skal stoppe med at finde bedste praksis i udlandet - og selv begynde at skabe den for vores danske byggesektor. I den forbindelse skal vi have skabt metoder, der ikke kun er bæredygtige for planeten, men også for profitten – for lykkes vi ikke med det, kommer de aldrig til at ske. Der er ikke et modsætningsforhold mellem de to længere. Jeg er helt overbevist om, at vi har den teknologi, vi skal bruge og ikke behøver at vente på forskningsmæssige gennembrud for at skabe en stor forandring i byggesektoren. Med andre ord skal vi ikke koncentrere os om den sidste brik i puslespillet, men begynde at lægge dem vi har, men på en ny måde, og det vil jeg uddybe på konferencen, siger Frank Rosengreen.

Bak op om Molio Konferencen

Frank Rosengreen ser Molio Konferencen som en kærkommen mulighed for både at inspirere hinanden, men også som en vigtig grobund for forpligtende samarbejder, som kan være med til at skabe forandringer:

- Det er vigtigt, at vi dyrker og bakker op om de fora, hvor vi kan inspirere hinanden, men hvor vi også kan forpligte hinanden på samarbejde. Vi ved godt, hvad der skal til for at ændre byggesektoren – og konferencer som denne kan være med til at igangsætte og skabe flere forpligtende samarbejder.

FAKTA

Om Molio Konferencen

Konferencen er målrettet alle parter i byggeriet; udførende, producenter, leverandører, projekterende, rådgivere, byg- og driftsherre, der arbejder med digitalisering, standarder, informationsstrukturer og data i byggeriet.

Udover de programsatte oplægsholdere vil der være en række spændende softwareleverandører, som demonstrerer deres produkter for de interesserede og der vil være en gennemgang af Molios egne digitale værktøjer samt en status på Projekt ConTech og buildingSMART Danmark.

Gå til program og tilmelding

Om Dansk AM-Hub

Dansk AM-Hub er Danmarks nationale samlingspunkt for Additive Manufacturing. Vores mål er at styrke danske erhvervslivs konkurrenceevne ved at fremme brugen af Additive Manufacturing og 3D-print. Vores fokus er på små og mellemstore virksomheder og udvikling af nye forretningsmodeller, som kan føre til vækst, innovation og bæredygtige løsninger.

Billede af 3D-print: Dansk AM-Hub

Gå til Dansk AM-Hub