Molio Magasin

Mere innovation og færre standardløsninger

En række af de teknologier, der tidligere virkede futuristiske, er ved at blive en del af byggebranchens virkelighed. Kunstig intelligens, digitale tvillinger, IOT og robotter er med til at drive den digitale udvikling i branchen. Men hvordan finder man som virksomhed ud af, hvor man skal investere og hvilke teknologier, man skal mestre?

SVARET FRA NOGLE af byggebranchens førende digitale ledere er, at man skal skrue op for nysgerrigheden og sætte innovation - frem for blot teknologi - på dagsordenen.

Nye teknologier er på vej

En stor del af den digitale transformation har hidtil handlet om at få sat strøm til processerne. Gevinster i form af kvalitet og besparelser er naglet fast på lystavlen hos de fleste virksomheder, som bruger BIM og VDC [red: Virtual Design and Construction] til at optimere deres forretning og opnå større produktivitet. Ifølge Byggeriets Digitale Barometer arbejder 80% allerede med BIM, ligesom BIM er den teknologi og metode, flest virksomheder forventer, vil få stor betydning for deres forretning i de kommende år.

Rundt om hjørnet lurer dog nye teknologier, der i de seneste år er blevet mere modne. Kunstig intelligens, IOT, sensorer og robotter er ikke længere forbeholdt de få, der er længst fremme i branchen. Det er på kort tid blevet både billigere og nemmere at få adgang til og bruge de mere avancerede teknologier. Her er tale om teknologier, som ifølge Byggeriets Digitale Barometer endnu ikke er særligt udbredt blandt virksomhederne. Til gengæld er interessen stigende.

— Vi ser stigende interesse for robotter og automatisering. Noget er byggeplads- robotter og noget er offsite. Så er der også 3D print og software-assistenter. Samtidig er der begyndt at være interesse for brug af data, bygningspas og dataflow, fortæller Niels Falk, Head of Consulting and Innovation ved HD Lab, der huser teknologikonsulenter med speciale i byggebranchen.

Man bliver nødt til at være nysgerrig

Udbredelsen af de nye teknologier stiller til gengæld krav til direktionsgangen. Man bliver nødt til at have en nysgerrighed for nye teknologier, hvis man vil have en chance for at kunne følge med. Det ellers praktiske byggeri er ligesom andre brancher ved at blive en mere teknologisk drevet forretning. Transformationen fra en analog til en digital virksomhed betyder, at man skal kunne forestille sig virksomheden fra et helt nyt perspektiv. Det er en af Niels Falks pointer.

— Der er en rigtig vigtig øvelse i at sætte sig ned og forestille sig, hvordan ens virksomhed ser ud, hvis det skulle være en teknologivirksomhed frem for en byggevirksomhed. Det handler om at tekno-ificere sin virksomhed og spørge “hvis Amazon kørte vores butik, hvordan ville de så gøre det?”.

Teknologierne vil drive et kvantespring

De nye teknologier kan ifølge HD Lab drive et kvantespring i byggebranchen, som vil ændre på de nuværende strukturer. Derfor er det vigtigt at være optaget af hvilke teknologier, der kommer til at præge ens forretningsområder.

Den tilgang har grossistvirksomheden Solar arbejdet målrettet efter. De er gået fra at være en klassisk grossist til nu at have mere end 60% af deres omsætning gennem digitale løsninger. For dem har teknologi også spillet en væsentlig rolle. Fra begyndelsen har de været optaget af hvilke teknologier, der inden længe kunne påvirke deres forretning. De har kortlagt teknologierne og koblet dem til funktioner eller anvendelse, som enten var direkte relevant for Solar eller for virksomhedens kunder.

Forlæng ikke fortiden med brædder

For Solar var det ikke lige til højrebenet at drive virksomheden i en mere teknologisk retning. Deres kompetencer var inden for handel. Derfor har det været vigtigt fra starten at samarbejde med startups for at komme tæt på nye teknologier.

— Vores IT-afdeling kan svejse vores SAP-system og understøtte vores drift på en fornuftig måde. Men de har jo ikke en chance for at tiltrække mobile app-specialister eller folk, der kan usability eller radioteknologi. Er der et område, der er drevet af nogle teknologier, så må man være tæt på de teknologier for at tage del af det, fortæller Hugo Dorph, der er Chief Commercial Officer.

Hugo Dorph mener, det er vigtigt, at man retter opmærksomheden ud over egen andedam. Hvis man tænker, at man skal finde på alle løsningerne selv, så kan man ende med at bygge videre på fortidens løsninger, som ikke er egnet til fremtidens problemer.

— Der er lidt en risiko for, at man bygger videre på det, man har. Det er ikke nødvendigvis et problem for de små. Men for de mellemstore virksomheder kan det være en udfordring. Her er IT, som regel, startet med finans, hvor man skulle have styr på pengene, og så er der bare lagt mere data ind i systemet over tid. I dag er der en sensor i bilen, der giver GPS-position, og håndværkeren har fået en computer i hånden. Det giver nye muligheder for at være helt tæt på forretningen. Så man skal passe på ikke bare at forlænge fortiden, fortæller Hugo Dorph.

Der er altså god grund til at være optaget af teknologiernes muligheder. Virksomheder, der blot venter for at se hvilke teknologier, der bliver mest udbredt, kan ende med at blive overhalet indenom.

Ifølge både Niels Falk fra HD Lab og Hugo Dorph fra Solar gælder det om at bruge teknologierne som løftestang til at se helt nye muligheder i sin forretning.

People

En mere lavpraktisk tilgang

I en anden del af branchen har materialeleverandøren Saint-Gobain drevet sin digitale udvikling med en lidt anden tilgang. For dem spiller teknologi også en rolle, men først i anden omgang. Nicolaj Hvid, der er Digital Construction Director, har sat sig for at løse de praktiske problemer på byggepladsen, som de ser stå i vejen for en mere produktiv byggebranche.

— I min butik har vi rigtig meget fokus på det lavpraktiske. Altså, selvom vi bruger noget meget sofistikeret værktøj, så er det meget lavpraktisk. Det handler om, hvordan vi får kommunikeret bedre, og hvordan vi får sikret, at der er bedre sammenhæng mellem det, man gerne vil bygge, og det, man rent faktisk bygger, fortæller Nicolaj Hvid.

Digitalisering på byggepladsen

I et pilotprojekt med NCC Sverige valgte Nicolaj Hvid derfor at sætte fokus på problemer og udfordringer på byggepladsen. Når processerne på byggepladsen ikke fungerer, opstår der ventetid og spild af materialer. I projektet kom det konkret til udtryk, ved at byggelederen konstant var ophængt i telefonen med spørgsmål eller fejl, der skulle rettes.

— Desuagtet, at det var VDC, [red: Virtual Design and Construction] vi startede med, var det ikke det, det handlede om. Vi kiggede på processerne og så på, hvor det fejlede. Og det første, NCC sagde, var: “Logistikken stinker!”.

Det sejler ude på byggepladserne. Vi får mere materiale leveret, end vi forventer, fordi for mange har hænderne nede i processerne, fortæller Nicolaj Hvid.

Byggeri fra virkeligheden

Løsningen viste sig at være simpel. Indkøb af materialer bliver ofte koordineret gennem en række af kontorer og afdelinger for at holde priserne nede. Leverandøren er derfor langt fra det egentlige byggeri, mens byggelederen og håndværkeren på byggepladsen i sidste ende står med problemerne.

Gipsplader på mål bliver typisk valgt fra, fordi det er dyrere end at købe ind i et stort parti. Men netop den skræddersyede løsning viste sig at være nøglen til at løse problemet. Og metoden til at understøtte en skræddersyet proces blev sammensat af en række digitale redskaber specifikt udvalgt til formålet.

— Det her er byggeri fra virkeligheden. Det er montører, der går og sætter gipsplader op. Men vi understøtter det med smartere logistik og med smartere værktøjer til at aftale, hvem der gør hvad. Vi som materialeproducent får en helt anden rolle. Vi bliver meget mere integreret i byggeprocessen. I stedet for at komme til sidst i en rolle, er vi helt ude og holde i hånd, fortæller Nicolaj Hvid.

Og selvom selve materialet blev dyrere, kunne resultaterne mærkes. Projektet har ifølge Nicolaj Hvid formået at reducere produktionstiden på byggepladsen med 30-40%, mens både materialespild og ekstra- eller omarbejde er reduceret til nærmest nul.

Nye teknologier giver nye roller

Saint-Gobains eksempel rummer to af de vigtigste gevinster ved digitalt byggeri; bedre processer og færre fejl. Der opstår til gengæld et biprodukt i kølvandet. Når processerne ændrer sig ved brugen af teknologi, eller kunderne begynder at samarbejde på nye måder, så ændrer rollerne sig i værdikæden.

Her skal man som virksomhed finde ud af, hvilken rolle man vil spille - som det også viste sig i eksemplet fra Saint- Gobain. Det gælder også i andre led af værdikæden, herunder for grossister.

— Hvis vores kunder begynder at designe løsninger i BIM, fordi deres kunder kræver det af dem, hvad begynder der så at ske? Kommer beslutningerne så til at flytte sig? Og måske endnu tættere på montørerne og måderne, de driver deres forretning og kunder i ét system. Så skal vores varer også ind i den sammenhæng, fortæller Hugo Dorph.

Når kunderne er mere opmærksomme på at få løst deres behov, end på hvilket specifikt produkt, de køber, så smelter produkt, service og platforme sammen. Det baner vejen for nye forretningsmodeller som servitization eller platforms-baserede forretninger. I eksemplet fra Saint-Gobain endte virksomheden med at indtage en anden og mere rådgivende rolle i byggeprocessen.

— Traditionel rådgivning for en materiale-leverandør er upselling: Køb et andet produkt og tjen lidt mere. Men den tilgang, vi laver, er, at vi måske slet ikke skal sælge noget. De her services er ved at krystallisere sig som stand-alone services, hvor vi får penge for det arbejde, vi udfører, fortæller Nicolaj Hvid.

Små skridt og så bygge det sammen

Men hvor starter man så som virksomhed, når man gerne vil tage et kvantespring i sin digitale udvikling? Her er Nicolaj Hvid fra Saint-Gobain, Niels Falk fra HD Lab og Hugo Dorph fra Solar rørende enige.

De mener, at byggebranchen har været god til at arbejde med fælles løsninger. Det har givet sikkerhed og løftet produktiviteten i virksomhederne og på byggepladserne. Men det er også en langsommelig proces. Den teknologiske udviklings stigende hastighed gør det svært at fortsætte med den model - i hvert fald, hvis man som virksomhed gerne vil være sikker på, at ens forretning følger med.

— En af udfordringerne i byggebranchen er, at vi altid ser det som brancheløsninger eller virksomhedsløsninger, der skal være på plads. Så køber vi en løsning, og så bruger alle den. Men sådan laver vi ikke kulturændringer. Få det væk fra teknologien og over på processen og resultatet, siger Niels Falk fra HD Lab.

Han bliver bakket op i det perspektiv af Hugo Dorph, som i Solar har drevet en klar strategi om at samarbejde med små, innovative aktører og startups. Ét system kan ikke løse alle problemer. Derfor kan det være en hæmsko alene at tænke i store løsninger.

— Glem din eksisterende software et øjeblik og forfølg anvendelsesmulighederne. Byggebranchen har ikke så meget brug for enterprise-investeringer. Vi skal tage de små skridt, og så skal vi bygge det sammen, fortæller Hugo Dorph fra Solar.

Mere Innovation Og Faerre Standardloesninger 1200X801 (2)

Gå eksperimentelt til værks

En vej frem er at lade eksperimenter udgøre en større del af værktøjskassen, når man skal sætte skub i den digitale udvikling. Det kræver naturligvis mod at gå eksperimentelt til værks i 1:1 projekter. Og et perspektiv, hvor man starter med at se på sine processer for at finde de steder, hvor teknologien virkelig kan skabe værdi.

— Start med at glemme alt om BIM. Glem alt om dine værktøjer. Hvis vi slår os sammen i forskellige foreninger, hvor vi helliggør vores værktøjer, så kommer det aldrig ud på byggepladsen. Man skal kigge på processerne. Er det nu så smart, den måde vi gør det?, foreslår Nicolaj Hvid, som får opbakning fra Niels Falk i HD Lab, der dog understreger betydningen af samtidig at forstå, hvad teknologierne kan.

— At lave eksperimenter er en god måde at gøre det på. Virksomhederne forstår det, når de sætter sig ind i det. Mange ville stå bedre på både mellemleder- og lederniveau, hvis de satte sig mere ind i teknologien, og hvad den kan. Prøv et VR-sæt. Lav en åben BIM-model, foreslår Niels Falk.

Test, test og atter test

Innovations-tilgangen med at arbejde i korte, hurtige iterationer med fokus på hele tiden at lære er noget, byggebranchen kan øve sig på. Og den metode kan vise sig at være den rette løsning til at få digitaliseringen helt ud på byggepladserne.

— Der tror jeg, vi helt basalt er for dårlige til at acceptere innovationspræmisser med build-measure-learn. Vi skal eksperimentere, før vi begynder at købe værktøjer eller rulle dem ud. Vi skal eksperimentere og finde ud af, om det virker, opfordrer Nicolaj Hvid og pointerer afslutningsvis, at Saint-Gobains eksperimenter da også giver ret så tydelige resultater, når de lykkes.

— Vi interviewede efterfølgende site manageren på projektet. Han blev spurgt, hvad den største fordel for ham er ved at lave det her. Tørt tager han sin telefon op af lommen og siger “My phone doesn’t ring!”. Der er ikke nogen, der hele tiden skal ringe og spørge om et eller andet eller “nu er dét skævt”. Det betyder ufatteligt meget for ham, og det har været fedt og en fantastisk oplevelse at være med til at levere.