Molio Konferencen 2022

Et fælles rum for fremtidens byggebranche

Viden, stemning og værktøjer. Bredden af byggebranchens værdikæde var 17. november samlet på Molio Konferencen 2022 for at blive klogere på, hvordan digitale metoder og værktøjer øger effektiviteten i byggeriet og i egen virksomhed – i arbejdet frem mod en stadig mere bæredygtig byggebranche. Stemningen var uhøjtidelig, vidensniveauet højt og viljen til fremdrift ukuelig.
People

Bløde toner a la tidens pophits satte rammen for åbningen af Molio Konferencen 2022 i HUSET i Middelfart. Knap 200 fagfolk var samlet, da hhv. CEO og udviklingschef i Molio, Christina Hvid og Bjarke Fjeldsted, bød velkommen til de mange fremmødte gæster og oplægsholdere.

En digital kentaur, kaldte Timo Harboe Nielsen, Computational Design Lead i byggeriafdelingen hos Rambøll, sig selv, da han foran den store sal skulle beskrive sit faglige mål om at få udnyttet det fulde potentiale af computerkraft i byggeriet – for derved at bringe vores eget fulde potentiale i spil.

- Overordnet handler det jo om bæredygtighed i byggeriet, for vi har vanvittigt travlt. Men for at nå videre og komme længere op i niveau og skala, er vi nødt til at kigge på, hvordan vi begynder at tænke og arbejde anderledes og mere digitalt.

- Til det skal vi bruge skræddersyede løsninger, der kan løse mere komplekse problemstillinger på en effektiv måde, sagde Timo Harboe Nielsen før konferencen – hvilket han underbyggede med konkrete eksempler i sit oplæg.

Digitalisering og bæredygtighed – blikket frem og ud
Molio Konferencen 2022 var klassisk struktureret via fire parallelt afviklede spor med oplæg, viden og dialog. Sporene fokuserede på hhv. Blikket frem og ud, Standarder og Bæredygtighed, Værktøjer, samt software. Digitaliseringschef Ole Berard var tovholder og ordstyrer på sporet ’Blikket frem og ud – og her handlede det bl.a. om openBIM til infrastruktur – og om den rejse, infrastruktur er på i forhold til aktuel teknologi. Og ikke mindst om, hvordan vi som branche kan drage erfaringer fra byggeriet ift. openBIM, fortæller han.

- Senere - blandt produktpræsentationerne - var en af de spændende oplægsholdere svenske Sundahus, hvor de har en kemiker ansat til at teste og validere byggematerialer. Det er er en relevant og vigtig service for byggeprojekter, der har svært ved selv at have den kompetence ombord.

- Eftermiddagen bød bl.a. på en præsentation fra Léon van Berlo fra buildingSMART International, der fremviste og gennemgik et workflow i openBIM - fra kravstilling over modellering til validering og i sidste ende kommunikation af issues. Han forklarede også alle de svære begreber i openBIM. Oplægget var derfor meget håndgribeligt, konkret og forståeligt, siger Ole Berard, leder af sporet 'Blikket frem og ud'.

Ydermere holdt Mayes Ali fra Molio og Rune Østergaard Haven fra Aarsleff oplæg om, hvordan teknologi kan hjælpe bæredygtigheden på byggepladsen.

- Teknologien er klar, så her er et stort potentiale. Spørgelysten var stor og et forslag var en elpris-app for byggepladser - det ville være fedt, var salen enig om. En god, lærerig og konstruktiv dag for alle deltagende.

Standarder og bæredygtighed – en symbiose af afhængighed
På torvet midt mellem de fire foredragssale kunne gæsterne både tanke op på kaffe, vand og snacks – og lade sig inspirere i de mange stande, der hver bød på konkret indblik i og afprøvelse af digitale værktøjer – helt i tråd med konferencens primære fokus

I en af salene var Allan Schiøtz, Produktchef for IKT-Værktøjer i Molio, tovholder på sporet ’Standarder og Bæredygtighed’ - to emner med indbyrdes afhængighed. For vi kommer ikke uden om, at det er nødvendigt med et standardiseret grundlag, hvis man skal tage bæredygtighed alvorligt, siger han og fortæller om, at der var god stemning i lokalet, og budskaberne blev serveret spiseligt – eller som en af foredragsholderne beskrev det:

- Det er ikke nødvendigt at have ISO19650 tatoveret på ryggen for at kunne få noget ud af det her.

- Og det er jo befriende – for vi skal jo have alle med. Standarder er vigtige for at skabe et solidt samarbejde på tværs af parter i byggebranchen, for det at tale samme sprog og arbejde efter samme metoder er bl.a. med til at effektivere og løfte branchen, siger han og tilføjer:

- Tilhørende fik derfor et konkret road map for udviklingen af en dansk ISO19650 løsning, som går ’hånd i hånd’ med den eksisterende, danske praksis – og selvfølgelig et godt indblik i Molios strategi for at inkludere bæredygtighed i eksisterende værktøjer.