Klumme

Retsvirkninger af ekstraarbejder i relation til det aftalte vederlag

Heisings klumme: I hvilket omfang kan entreprenøren kræve betaling ud over den aftalte kontraktsum, når der er tale om ekstraarbejder? Og hvad har det af betydning, hvis parterne ikke har indgået aftale om retsvirkningerne af ekstraarbejder?
People

Hver anden uge skriver entrepriseretsadvokat Simon Heising klummer om entreprisens og byggejuraens mange spørgsmål og tvister. I denne uge har han sat fokus på aftalen mellem parterne ved ekstraarbejder og vederlag ift. regningsarbejde og enhedspriser.

Entreprenørens ret til betaling for ekstraarbejder

Det væsentligste spørgsmål for entreprenøren i relation til ekstraarbejder er, i hvilket omfang der kan kræves betaling ud over den aftalte kontraktsum. Udgangspunktet vil naturligvis være, at entreprenøren har ret til at modtage betaling for sin ydelse, men spørgsmålet om entreprenørens ret til betaling for ekstraarbejder, afhænger i høj grad af, hvad der konkret er aftalt mellem parterne.

Er der indgået aftale om retsvirkningerne af ekstraarbejder?

Har parterne ikke indgået aftale om retsvirkningerne af ekstraarbejder, vil udgangspunktet være, at entreprenøren skal modtage betaling efter regningsprincippet. Det vil med andre ord sige, at bygherren er forpligtet til at betale, hvad entreprenøren forlanger, medmindre bygherren kan godtgøre, at entreprenørens krav er urimeligt.

Det er således bygherren der har bevisbyrden for, at entreprenørens regning er urimelig og skal nedjusteres. I sit forsøg på at løfte denne bevisbyrde, kan bygherren dog forlange, at entreprenøren fremlægger tilstrækkeligt regnskabsmateriale til, at bygherren har mulighed for at vurdere grundlaget for entreprenørens krav. Hvis entreprenøren nægter at fremlægge dette materiale på trods af bygherrens anmodning herom, kan entreprenøren fortabe sit krav helt eller delvist.

Parterne vil ofte have vedtaget AB-regelsættet, hvorfor nedenstående gennemgang vil tage udgangspunkt i AB 18’s regler om betaling for ekstraarbejde.

Hvad er udgangspunktet i AB 18?

Efter AB 18’s regler om entreprenørens vederlag for udført ekstraarbejde, gælder det udgangspunkt, at ekstraarbejde udføres som regningsarbejde, jf. AB 18, § 24, stk. 3. Bygherren skal således betale hvad entreprenøren kræver, medmindre bygherren kan godtgøre, at dette er urimeligt.

Er entreprenørens tilbud baseret på enhedspriser?
Ovennævnte udgangspunkt fraviges dog i de tilfælde, hvor entreprenørens tilbud er baseret på enhedspriser. Det vil med andre ord sige de tilfælde, hvor der eksempelvis er angivet en pris pr. m2 udført gulv.

Ifølge AB 18 § 24, stk. 1, skal entreprisesummen som udgangspunkt reguleres efter de aftalte enhedspriser, selvom entreprenøren leverer et større eller mindre antal enheder, end det ved aftaleindgåelsen forudsatte.

Der kan opstå tvivl om, hvornår reglerne om enhedspriser finder anvendelse. Det bemærkes i den forbindelse, at entreprenørens prissætning af forskellige elementer ikke i sig selv er forpligtende som enhedspriser. Der kan således kun blive tale om regulering efter enhedspriser, hvis der er oplyst pris pr. m2, time, ton osv., eller hvis entreprenøren udtrykkeligt tilkendegiver, at de oplyste priser er bindende enhedspriser. Bygherren kan således ikke på egen hånd lave entreprenørens prissætning om til enhedspriser, ved at dividere en oplyst mængde med pris.

Hvornår finder reglerne om enhedspriser anvendelse?

Udgangspunktet om, at der skal ske regulering efter de aftalte enhedspriser, gælder dog kun inden for visse rammer.

For det første kan der kun kræves regulering efter enhedspris, hvis afvigelsen er inden for +/-100 % af den enkelte enhedspost, i forhold til den i tilbuddet forudsatte mængde, jf. AB 18 § 24, stk. 1, 2. pkt.

Variationsgrænsen på +/-100 % gælder alene mængdebestemte enhedspriser, og ikke løse enhedspriser. Der vil eksempelvis være tale om en løs enhedspris, hvis der er aftalt en enhedspris på x kr. pr. m2 gulv, uden at det er aftalt, hvor meget gulv der i alt skal udføres. Dette eksempel vil således ikke være omfattet AB 18 § 24, stk. 1, 2. pkt. Der vil derimod være tale om en mængdefastsat enhedspris, hvis det aftales, at der skal udføres i alt 200 m2 gulv til i alt x kr. pr. m2 gulv.

For det andet kan der kun kræves regulering efter enhedspris for merarbejde med indtil +20% af entreprisesummen, beregnet ved at tælle alle merarbejder sammen, og for mindrearbejder med indtil -10% af entreprisesummen, beregnet ved at tælle alle mindrearbejder sammen, jf. AB 18 § 24, stk. 1, 3. pkt. Variationsgrænserne på +20 % og -10 % gælder såvel mængdebestemte og løse enhedspriser.

I de tilfælde, hvor ovennævnte variationsgrænser overstiges, sker regulering dog stadigvæk efter enhedspris, medmindre det godtgøres, at forudsætningerne for enhedsprisen ikke er til stede, jf. AB 18, § 24, stk. 2. I dette tilfælde afregnes merarbejdet som regningsarbejde, men alene for den del, der overstiger variationsgrænserne.

Entreprenøren vil normalvis blive kompenseret for sit ekstraarbejde med det tillægsvederlæg der – som ovenfor anført – udregnes som regningsarbejde eller efter enhedspriser. Der kan dog opstå tilfælde, hvor entreprenøren ikke kompenseres tilstrækkeligt herved og har ret til yderligere erstatning. Det gælder eksempelvis efter omstændighederne hvis entreprenøren har ret til tidsfristforlængelse, jf. AB 18, § 43, stk. 1-2.

Hvordan honoreres entreprenøren som udgangspunkt?

Sammenfattende kan det således konkluderes, at entreprenøren som udgangspunkt honoreres for sine ekstraarbejder efter regningsprincippet. Er der tale om enhedspriser, reguleres entreprenørens vederlag efter enhedspriserne inden for de ovennævnte variationsgrænser.

I det omfang entreprenøren udfører arbejde udover variationsgrænserne, sker der fortsat regulering efter enhedspriserne, medmindre det kan godtgøres, at forudsætningerne for enhedsprisen ikke længere er til stede.

Ovennævnte gælder under forudsætning af, at parterne ikke har aftalt andet.

Hvad bør parterne være opmærksomme på?

Parterne bør allerede inden aftaletidspunktet gøre sig overvejelser om entreprenørens vederlag for ekstraarbejder, herunder eventuelt indgå aftale herom.

Bygherren bør i videst muligt omfang undgå, at ekstraarbejder udføres som regningsarbejder, da bygherren bærer risikoen for entreprenørens ressourceforbrug. Såfremt der aftales enhedspriser, er fordelen for bygherren, at det på forhånd fastsættes, hvordan vederlagsregulering af ekstraarbejdet skal finde sted.

Hvis entreprenøren udfører ekstraarbejde som regningsarbejde, kan bygherren kræve regnskabsmaterialet udleveret, for at kunne vurdere grundlaget for det krævede beløb.