Fremtidens byggeri bliver ikke kun vundet i projekteringsrummet. Det bliver vundet på byggepladsen
Byggepladsen er hjertet i ethvert byggeprojekt. Alligevel behandles den sjældent sådan. I stedet ses den stadig alt for ofte som en praktisk nødvendighed – ikke en strategisk disciplin.
Konsekvensen af det, er målbar: en stor del af håndværkernes tid forsvinder i ventetid og koordinering frem for værdiskabende arbejde. Det uforløste potentiale for byggepladsen er stort – og det er præcis dét, Bedre Byggeplads-konferencen tager fat på.
”Byggepladsen er dér, hvor alle beslutninger mødes i praksis, men også dér, hvor samarbejdet alt for ofte er udfordret, fordi mange forskellige aktører skal lykkes samtidig. Hvis vi vil ændre det, skal vi væk fra at behandle byggepladsen som et logistisk problem, der skal håndteres, og i stedet behandle den som en strategisk disciplin, der skal ledes. Det er den samtale, vi nu inviterer hele byggeriets værdikæde til at samles om på Bedre Byggeplads-konferencen."
— Christina Hvid, administrerende direktør, Molio
På Bedre Byggeplads-konferencen udfoldes netop den dagsorden i praksis gennem oplæg og tre faglige spor. Konferencen får blandt andre besøg af keynote speaker Lykke Friis, tidligere minister og direktør i Tænketanken Europa. Lykke Friis sætter EU under lup, og giver sit bud på, hvad den geopolitiske udvikling betyder for os.
Du kan også møde keynote speaker Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri, som sætter fokus på hvad der sker, når styring af byggepladser halter – og hvad det koster.
De tre spor, giver tilsammen get nuanceret billede af byggepladsens potentiale og udfordringer:
1. Bedre byggeplads – mere byggetid, mindre risiko
Hvordan får vi mere byggetid ud af de samme ressourcer,og samtidig færre ulykker? Her er fokus på sammenhængen mellem planlægning, produktivitet, kvalitet og arbejdsmiljø.
2. Krav til byggepladsen på kritisk infrastruktur
Hvad sker der, når byggepladsen bliver en del af samfundets kritiske infrastruktur? Store investeringer i bl.a. forsvar, energi og datacentre stiller nye krav til sikkerhed, dokumentation og kontrol.
3. Byggepladsen som værn mod organiseret økonomisk kriminalitet Kan bedre styring på byggepladsen være et værn mod kriminalitet? Her sættes der fokus på, hvordan struktur, transparens og styring kan være med til at dæmme op for udfordringer som hvidvask, tyveri og ulovlig arbejdskraft.
Et opgør med det vi plejer
Byggeriet er i hastig omstilling. Kravene til effektivitet, sikkerhed og compliance vokser, samtidig med at projekterne bliver mere komplekse. I den virkelighed er byggepladsen ikke længere bare et sted, hvor planer udføres. Den er blevet et strategisk knudepunkt for alt fra produktivitet og samarbejde til sikkerhed og kontrol.
Bedre Byggeplads-konferencen sætter fokus på netop det: behovet for et opgør med det, vi plejer – og en ny forståelse af byggepladsen som en strategisk ressource. For det er her, i den daglige drift, at potentialet for bedre byggeri kan realiseres.
Om konferencen Bedre Byggeplads
Dato: 10. september 2026
Sted: HUSET Middelfart, Hindsgavl Allé 2, 5500 Middelfart
Arrangører: DI Byggeri, SiteHub, Aarsleff, ConTech Lab og Molio
Pris: Gratis