Pressemeddelelse: Bæredygtigt byggeri i 3. potens

Foto: LOGIK & CO.

29.06.2016

Bæredygtighed handler om mere end at passe på miljøet – ifølge entreprenørvirksomheden LOGIK & CO. handler det også om social ansvarlighed og sorte tal på bundlinjen. Virksomheden er kåret til Danmarks mest bæredygtige virksomhed i 2015, og på konferencen ”Fremtidens bæredygtige byggeri – vi skal videre!” kan du høre deres erfaringer med at være bæredygtig på de tre parametre. 


- Hvis du ikke har en bæredygtig bundlinje, kan det være lige meget med de gode visioner. Man er nødt til at have tjek på økonomien og have en bæredygtig bundlinje også, hvis man vil bygge bæredygtigt.


Så klar er beskeden fra Balder Johansen som er daglig leder i entreprenørvirksomheden LOGIK & CO.

Virksomhedens tilgang til bæredygtighed indbragte dem i 2015 prisen Det Bæredygtige Element, som tildeles firmaer, ildsjæle, produkter eller projekter, der har medvirket til at fremme bæredygtighed i byggeriet.


Udover at renovere og bygge sunde, gode boliger og bymiljøer, så der forbruges mindst muligt af jordens begrænsede ressourcer, så handler bæredygtighed for LOGIK & CO. også om at have en sund økonomi og at være socialt ansvarlig.

 

Bæredygtighed bør ikke kun gælde lokalt

For eksempel bør en bæredygtig tankegang ikke kun gælde lokalt. Det skal også gavne de store dele af jordens befolkning, der er med til at betale for vores velfærd og velstand:

 

- Det er selvfølgelig udfordrende. Det er ikke en dans på roser. Men vi er lykkedes i alle de 15 år, vi har eksisteret, ikke at lave underskud – også gennem en krise i byggebranchen. Så man kan hvis man vil, siger Balder Johansen.

 

Hør hele virksomhedens fortælling 

Hvad det vil sige og hvilke fordele der er ved at være bæredygtig på de tre parametre; miljømæssigt, socialt og økonomisk, fortæller Balder Johansen meget mere om på konferencen ”Fremtidens bæredygtige byggeri – vi skal videre!”.


Konferencen afholdes den 30. august 2016 i HUSET i Middelfart, og deltagerne får et overblik over nyeste forskning, værktøjer og metoder, samt forretningsmuligheder i et hastigt voksende marked. 

Du kan desuden også møde energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, som er årets keynote-taler.


Læs mere om konferencen her