Bygherreuddannelse i Danmark giver udbytte – også i Grønland

Foto: (fra venstre): Brian Damsgaard Lyhne Kristensen, Christian Dyrbjerg Andersen og Inunngu Nielsen.

PRESSEMEDDELELSE 23. januar 2018

 

Tre kommunale bygherrer i Grønland har styrket kompetencerne ved at deltage på Molios uddannelse Bygherrekompetencer i Danmark. Udover, at uddannelsen har bragt deltagerne videre i karrieren, så har kommunen, Kommuneqarfik Sermersooq, fået stort udbytte.

 

Uddannelsen Bygherrekompetencer strækker sig over 10 dage og er populær blandt bygherrer og bygherrerådgivere fra hele Norden. Senest deltog bl.a. Christian Dyrbjerg Andersen, Inunngu Nielsen og Brian Damsgaard Lyhne Kristensen fra Sermersooq Kommune i Grønland. De bestod deres eksamen med et flot resultat og en opgave om planlægning af en kommunal byggesag (skole).

 

Hvad fik de ud af uddannelsen?

Tre-kvart år efter eksamensdagen gør de status over, hvad de konkret har fået ud af uddannelsen:


– Overordnet set gav uddannelsen os et styrket indblik i bygherrens rolle gennem et byggeprojekt. Ikke blot overfor byggeriet, men ligeledes overfor de øvrige aktører der inddrages. Endvidere har det skabt et par kontakter til andre bygherre og rådgivere, som på sigt kan give et muligt sundt og udbytterigt samarbejde, forklarer de samstemmende:

 

– Vi tror mange vælger at se forbi det arbejde en bygherre må lægge for dagen, blot for at få en opgave på benene. Hertil tænkes borger/brugerinddragelserne som et af de mere væsentlige punkter. Her skabte Bygherrekompetencer rammerne for væsentlig indsigt i rollefordeling for en ny bygherre. Uddannelsen forklarede klart og sundt væsentligheden bag en dybdegående analyse og involvering af interessenter. Kurset giver endvidere en forståelse for vigtigheden af samarbejdet på tværs af alle involverede parter, for derigennem at minimere risici og fremme byggeprocessen.

 

I evalueringen skrev gruppen også: ”…alt i alt har denne efteruddannelse givet et stærkt og dybdegående indblik i bygherrens forpligtelser og roller gennem et projekt, og vi har fået nogle værktøjer med tilbage, som på sigt kan inddrages i vores daglige arbejde. Denne efteruddannelse er klart en anbefaling værdig.”

 

Skarpere forståelse af byggejuraen

Nu ni måneder efter fremhæver gruppen især strukturering, ensretning og udvikling som tre vigtige elementer i uddannelsen, og forklarer, at flere af de udleverede og fremlagte værktøjer er blevet anvendt i deres virke som bygherrer. Særligt fremhæver de, at de fik en skarpere forståelse af byggejuraen, og bygherrens forpligtelser, sanktionsmuligheder mv., i de situationer, der kan opstå gennem en byggeproces.

 

Et vigtigt karriereskridt for dem alle tre

Bygherrekompetencer har betydet en hel del for deres videre karriere. Alle tre har inden for de 9 måneder, der er gået siden eksamensdagen, oplevet ret store forandringer i deres professionelle virke.

 

De uddyber:

 

Christian Dyrbjerg Andersen:

– Efter uddannelsen har jeg indtil for nyligt fortsat mit daglige virke som Ledende Kommunetekniker i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor jeg har kunne drage nytte af et bredt spektrum af de værktøjer og tanker, jeg fik under uddannelsen. I Kommuneqarfik Sermersooq er der blevet oprettet et kommunalt byudviklingsselskab, Siorarsiorfik – Nuuk City Development A/S, hvor jeg har fået en stilling som afdelingschef og skal nu til at agere i et privat firma, om end det er offentligt ejet. Efterhånden som tiden er gået efter uddannelsens afslutning, kan jeg se, hvor meget uddannelsen har betydet for min måde at agere som bygherre på.

 

Inunngu Nielsen var før og under kurset ansat som sagsmedarbejder i kommunens anlægsafdeling:

– Efterfølgende har jeg søgt en stilling som projektleder i samme afdeling – og fået stillingen. Kurset har været medvirkende til at jeg har fået den nye stilling, ligesom kurset har givet mine kompetencer et løft. Efter kurset er min opgaveportefølje vokset, og jeg sidder nu som bygherre for flere byggerier under kommunens anlægsafdeling.

 


Brian Damsgaard Lyhne Kristensen er efter uddannelsen flyttet Aalborg, hvor han nu arbejder som projektleder ved tømrervirksomheden Færch & Co.:

– Pludselig sidder jeg på den anden side af bordet, og har måtte vende mange af de vaner, tanker og ikke mindst fremtoning, jeg har haft. Uddannelsen har givet mig mere end først antaget, da jeg nu, selvom jeg sidder som entreprenør, har et godt indblik i bygherrens rolle i byggeriet, og forstår flere aspekter af de processer et byggeri gennemgår.

 

Kommunens udbytte er stort

Men én ting er de enkelte kursisters individuelle karrierestier en anden er, at kommunen også har fået et stort udbytte af deres deltagelse på Bygherrekompetencer:

 

– I vores optik har uddannelsen styrket Kommuneqarfik Sermersooqs deltagere, og kommunens anlægsafdeling som helhed, og derved affødt en masse tiltag, som er med til at sætte gang i udviklingen internt i kommunen. Uddannelsen har ligeledes hævet det faglige niveau blandt de deltagende parter, og derved skabt mulighederne for en mere målrettet udvikling. Kommuneqarfik Sermersooq vil fremadrettet medtage uddannelsen som en del af deres samlede katalog over faste efteruddannelser af sit personale i anlægsafdelingen. 

 

Bygherrens rolle er den samme uanset sted 

Bygherrekompetencer er jo en dansk uddannelse, men det ser gruppen ikke som et større problem:

 

– Selvom der er en lovmæssig forskel mellem Danmark og Grønland indenfor byggebranchen, kan man være så fræk at sige, at byggeri er byggeri uagtet hvor man er. Bygherrens rolle er den samme uagtet hvor man befinder sig. Overvejelserne, beslutningerne og inddragelserne kræver alle opmærksomhed, og da Kommuneqarfik Sermersooq nu gennemgår en væsentlig udvikling, er det kun vigtigere at der sidder ledere som har netop denne indsigt.