
Additive Manufacturing in Construction
Danish AM Hub har gennemført en analyse af byggebranchens største udfordringer og identificeret centrale fokusområder baseret på reduktion af emissioner, affald og ressourceforbrug, integration af bæredygtige materialer samt systemets fleksibilitet.
Om udgivelsen
Danish AM Hubs nye rapport undersøger potentialet for storstilet 3D-print i byggeriet og viser, hvordan teknologien kan bidrage til mere bæredygtige, fleksible og ressourceeffektive løsninger.
ConTech Lab har i samarbejde med HD Lab bidraget til rapportens tilblivelse gennem facilitering af workshops med branchen og input til analysen. Vores fokus har været at undersøge, hvordan vi kan nedbryde barrierer og skabe de rette rammer for, at 3D-print kan blive en integreret del af fremtidens byggeri.
Rapporten er støttet af Realdania og Industriens Fond og giver et grundlæggende overblik over internationale cases, teknologier og tendenser – og ikke mindst, hvordan additive manufacturing kan forme et mere cirkulært og digitalt byggeri.
Resultater
-
Udbredelsen af 3D-print i byggeriet bliver i dag bremset af regler og manglen på standardiserede testmetoder.
-
3D-print gør det muligt at bruge materialer præcist og effektivt – hvilket mindsker spild og ressourceforbrug og samtidig øger designfleksibilitet og muligheder for genbrug.
-
Kombinationen af materialer med lav udledning og høj fleksibilitet er det område, hvor 3D-print har størst potentiale til at understøtte den grønne omstilling.
-
Når man kombinerer 3D-print med biobaserede eller genanvendte materialer, opnår man både lavere klimaaftryk og større frihed til nytænkende design.
-
Det er afgørende at designe bygninger og komponenter, så de kan skilles ad og genbruges – det forlænger materialernes levetid og understøtter en cirkulær tilgang til byggeri.