UrbanBioScore

Der er modtaget støtte fra Rambøll Fonden til udvikling af UrbanBioScore. Desuden er projekterne finansieret af ConTech Lab, som er et samarbejde mellem Realdania, Industriens Fond og Molio – byggeriets videnscenter.
Projektet løber frem til december 2025.

Kan vi skabe en national standard for måling, registrering og afrapportering af biodiversitet i det byggede miljø? Og kan vi gøre det ensartet og tilgængeligt for virksomheder på tværs af byggebranchens værdikæde at kortlægge biodiversitet? 

Pionerprojektet har samlet frontløbervirksomheder og ildsjæle i byggebranchen om netop disse spørgsmål. Arbejdet har resulteret i en fælles registreringsmetode, et scoresystem og et digitalt værktøj, som lever videre som kommerciel løsning.   
 
Projektperiode: Januar 2023 - december 2025 

BAGGRUND

Kortlægning af biodiversitet i byer 

Biodiversitetskrisen er i stigende grad på den politiske dagsorden, og det er bredt anerkendt, at arealer til erhverv, rekreation og bebyggelse nødvendigvis må med i ligningen, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at standse tabet af biodiversitet og samtidig øge kvaliteten af livet i byerne. 

Trods stigende bevågenhed er biodiversitet dog stadig et relativt umodent emne og et nyt arbejdsområde for langt størstedelen af bygge- og anlægsbranchen. Vi oplever en branche, hvor mange virksomheder ønsker at arbejde aktivt med at mindske tab af biodiversitet, men udtrykker stor uvished om definitioner, metoder og hvordan man egentlig får fat i den nødvendige data. 

Pionerprojektet blev søsat for at imødekomme denne efterspørgsel på metoder og værktøjer til at redegøre for samt kvantificere biodiversiteten i det byggede miljø.  

 

Vigtige definitioner

Byggebranchen står for op til 30 pct. af det globale tab af biodiversitet. Denne betydelige andel skyldes både direkte aktiviteter v. bebyggelse og byudvikling (on-site) og påvirkning gennem den bredere forsyningskæde, herunder udvinding af råstoffer samt produktion og transport af byggematerialer (off-site). Pionerprojektet har fokus på on-site biodiversitet og mere konkret – biodiversitet i byer.  

 

On-site biodiversitet defineres ofte som den direkte påvirkning, som byggeprojekter har på de lokale arter, naturområder og økosystemer, hvor de er placeret. Dette indebærer vurderingen af biodiversitetsaftrykket på og omkring de specifikke anlæg og bygninger, som opføres, renoveres og driftes.  
 
Off-site biodiversitet
defineres ofte som den påvirkning, byggeprojekter har på økosystemer uden for selve byggepladsen. Off-site påvirkning relaterer sig især til udvinding af råmaterialer, såsom udgravning af sand, grus, kalk og ler, skovning af træ, udvinding af jernmalm, samt den efterfølgende transport af materialer og råstoffer.

  

Lovkrav og stigende bevågenhed

Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) bevirker, at store virksomheder skal aflægge rapporter om miljøpåvirkning. Hertil er knyttet en række rapporteringsstandarder, bl.a. ESRS E4, der specifikt behandler biodiversitet og økosystemer. I ESRS E4 fremgår det, at virksomheder skal dokumentere påvirkninger, afhængigheder og risici relateret til biodiversitet, samt hvordan de bidrager til relevante mål. 

I relation hertil kan nævnes Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD), der pålægger virksomheder at udføre due diligence bl.a. for at minimere biodiversitetsrisici i deres værdikæder.  

Lovgivningen er i hastig udvikling - og en del af reguleringen er under tilpasning gennem EU's Omnibus-pakke. Opdateret information kan findes her

 

IDENTIFICEREDE UDFORDRINGER

Data skal lappe vidensgabet 

Arbejdet med at mindske påvirkning af biodiversitet er en opgave med høj faglig og strukturel kompleksitet, hvor der er væsentlige huller i den grundlæggende viden om, hvordan og hvor meget byggeri egentlig koster på biodiversitet. Skal man ændre på dét, skal følgende centrale udfordringer adresseres: 

  1. Mangel på fælles målemetode 
  2. Mangel på fælles måleenheder 
  3. Feltregistrering foregår manuelt og er ikke digitaliseret 

Bygge- og anlægsbranchen oplever med andre ord et behov for en ensretning af, hvordan man tilgår arbejdet med biodiversitet. Ligesom CO₂ blev en måleenhed, der ændrede arbejdsprocesser og aftaledokumenter i byggeriet, tyder alt på, at biodiversitet bliver branchens næste store dataparameter. Og den hurtigste vej mod mere fyldestgørende data er en fælles, koordineret indsats, der sikrer, at data på biodiversitet er sammenlignelige på tværs af virksomhedstyper og fagligheder. 

Først når man måler, kan man begynde at forbedre. 

OUTPUT

Tre centrale indsatser 

Pionerprojektet og de involverede parter arbejdet med tre centrale indsatser 1) udarbejdelsen af en fælles national metode – også benævnt den biologiske metode eller ’Registrering af indikatorer for biodiversitet i byer’, 2) et fælles scoringssystem (UrbanBioScore) samt 3) et digitalt værktøj (oprindeligt bynatur.app, senere Gismap). Hertil kommer en række understøttende formidlingsindsatser, som du også kan læse mere om nedenfor.  

 

1. Den biologiske metode (registreringsmetode) 

Den biologiske metode – også kaldet ’Registrering af indikatorer for biodiversitet i byer’ er akademisk forankret hos Aarhus Universitet og baseret på internationale standarder for måling og registrering af biodiversitet.
 
Metoden er udviklet med formålet at sikre en ensartet og reproducerbar indsamling af data for biodiversitet i byer samt ønske om, at kunne kortlægge og registrere tilstanden af natur og biodiversitet i habitater, så ændringer i habitaters tilstand kan måles over tid.

 
Metoden henvender sig til professionelle, der arbejder med monitorering, forvaltning, planlægning og/eller udvikling af byens natur. Men den er udviklet med øje for, at den skal være enkel at anvende og samtidig give et tilstrækkeligt nuanceret billede af biodiversiteten i et givent område.

 
Som det fremgår at den tekniske rapport:
 
 
Metoden er udviklet af forskere ved Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience, i samarbejde med ph.d. i vegetationsøkologi Kristine Kjørup Rasmussen (KKR), og bygger på mange års forskning og undersøgelser af biodiversitet generelt og specifik viden om byens natur indsamlet i forskellige sammenhænge både gennem forskning og praktisk arbejde med bynatur. Udviklingen er sket i tæt dialog med en følgegruppe bestående af eksperter, praktikere og interessenter inden for biodiversitet og bynatur fra følgende virksomheder og organisationer: COWI, Futurista, WSP, Habitats, Natur 360, Niras, Rambøll, Rådet for bæredygtigt byggeri, SLA og Sted arkitekter. Udviklingen er finansielt støttet af ConTech Lab.
 
Læs og download fuld teknisk rapport her. 
 
I videoen nedenfor præsenterer centrale profiler motivationen bag udviklingen af en national metode til kortlægning af bynatur.

2. UrbanBioScore (scoringssystem) 

UrbanBioScore (UBS) er et scoringssystem til vurdering af biodiveristet i byer. Scoren baseres på indikatorer for biodiversitet, som biologer eller naturfaglige specialister registrerer i felten (jf. den biologiske metode).
 
UBS skal gøre det muligt at angive, hvilket niveau et givent område befinder sig på ift. biodiversitet, og danne grundlag for, at bygherrer m.fl. kan sætte mål for udviklingen af udvalgte områder og sammenligne niveauet af biodiversitet over tid.

 
"UrbanBioScore er et vigtigt skridt for byggebranchen, som har ønske for at blive mere datadrevet - også i arbejdet med biodiversitet. Med et fælles scoringssystem får virksomheder bedre vilkår for at handle på baggrund af data og forbedre biodiversiteten i de områder, de arbejder med, over tid,"
siger Christina Hvid, administrerende direktør i Molio og ConTech Lab.
 
I februar 2025 blev scoringssystemet lanceret som UrbanBioScore 1.0. Find information bag scoringssystemet og tilhørende regnemodul hos hos Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.
 

Download teknisk rapport: UrbanBioscore 1.0

I videoen nedenfor præsenterer Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, OIKO og ConTech Lab, tankerne bag UrbanBioScore og demonstrerer, hvordan den bruges i praksis (Webinaret blev afholdt tirsdag d. 25. februar 2025). 

3. Bynatur.app (Registreringsapp) 

For at give branchen et digitalt alternativ til registreringsskemaer (PDF), valgte projektgruppen at udvikle applikationen Bynatur.app, der har været brugt ifm. feltarbejde til at indsamle data om biodiversitet i byområder.
 
Bynatur.app hjælper brugere med at registrere indikatorer for biodiversitet i byer. Bynatur.app tager afsæt i den biologiske metode (nævnt ovenfor), der bygger på nationale og internationale standarder. Bynatur.app blev lanceret første gang i maj 2023, og er undervejs blevet videreudviklet på baggrund af indsamlet data og feedback fra forskere og fagfolk.

 
Appen var frem til december 2025 drevet og ejet af ConTech Lab. Grundet stor interesse og ønsker fra brugere om flere tekniske funktioner, er bynatur.app siden rykket over i en ny platform, som skal give bedre funktionalitet, større fleksibilitet og bygge videre på alt det, der bliver behov for i arbejdet med biodiversitet i det byggede miljø. Læs mere under afsnittet ”Realisering” nedenfor.
 

Bynaturapp
Bynatur.app

Dialog på tværs af branchen (formidlingsindsatser) 

Projektets første fase blev initieret i 2023 og undervejs i projektet har ConTech Lab som byggeriets fælles og uafhængige platform sammen med frontløbere og ildsjæle i branchen samlet aktører og skabt engagement og øget interessen for emnet biodiversitet i byggeri.
 
Herunder listes en række formidlingsindsatser affødt af projektet:
 

  1. Paneldebat på verdenskongressen for arkitektur (2023). Læs pointer fra dagen her

  2. Paneldebat om biodiversitet i det byggede miljø, på Building Green Innovation Stage (2023).

  3. Paneldebat i samarbejde med Konstruktørforeningen om Molio Kurser, send online (2024)

  4. Dialogmøder i Aarhus og København (+100 deltagere) (2023-2024)

  5. Bidrag til CONCITO rapporten ”Naturbaserede byer” (2024)
     
  6. Katalog med regler, rammer og relevant inspiration til biodiversitet i byggeri og byudvikling sammen med Habitats (2025)  

  7. Workshop “hvordan samarbejder vi om at skabe fremtiden bynatur?” (2025) - se præsentation.

  8. Paneldebat på Hovedscenen 'Thunderdome' på Naturmødet i Hirtshals (2024). 

  9. Webinar med introduktion til relevante tech-virksomheder, der kan understøtte byggevirksomheders arbejde med biodiversitet. Se også artiklen her (2025).  
REALISERING

Sådan bringes resultater videre

UrbanBioScore inkluderet i DGNB-certificering 
UrbanBioScore er blevet inkluderet i DGNB-certificeringen for renovering og nybyggeri fra 2025, som Rådet for  Bæredygtigt Byggeri står bag. UrbanBioScore fungerer som et værktøj til benchmarking og ved gentagne dataindsamlinger til at følge udviklingen over tid (læs mere her).

 

Bynatur.app får nye digitale muskler  
ConTech Lab har gennem pionerprojektet tilført et digitalt værktøj (prototype) til byggeriets arbejde med biodiversitet i byer. I oktober 2025 lancerer AI startup-virksomheden Gismap en digital løsning, der bygger videre på fundamentet fra Bynatur.app herunder selve målemetoden og scoringssystemet – UrbanBioScore. Med videreudviklingen får appen en stærkere teknisk motor og flere muligheder for at tilpasse registreringerne til forskellige projekter (Læs mere her).  

 

Beregningsmodel opdateres løbende
Der ligger fortsat et arbejde i forskning i bynatur og udviklingen af UBS og AU Institut for Ecoscience opdaterer derfor løbende beregningsmetoden, således at den bedst muligt udnytter de indsamlede indikatorer til beregning af biodiversitetsscoren. (Følg arbejdet her).

 

Nemmere præregistrering ved hjælp af AI
Sammen med Gismap, Fælleshaven, Biocircular, BUUS, idverde, Care4Nature og Deloitte har ConTech Lab arbejdet med et relateret pionerprojekt kaldt ’AI-genereret præregistrering af on-site biodiversitet’. Her undersøges det, hvordan samspillet mellem offentligt tilgængelige data og kunstig intelligens kan bruges til hurtigt at skabe et overblik over biodiversiteten på et givent område – hjemme fra skrivebordet – inden der fortages en dybere registering i felten (Læs mere). 

KONTAKT

Har du spørgsmål?

Vil du høre mere om projektets konkrete output? Eller vil du vide mere om ConTech Labs rolle som uafhængig udviklingsplatform for bygge- og anlægsbranchen? Så er du velkommen til at kontakte Innovationschef i ConTech Lab, Dan Skovgaard Jensen.

Du kan desuden holde øje med pionerprojekter og kommende arrangementer på siden her eller ved at skrive dig op til vores nyhedsbrev.  

Kontakt ConTech Lab

Se også: