Velkommen til Mikkel Printz – ny chef for ConTech Lab

ConTech Lab har pr. 2. marts fået ny chef, da Mikkel Printz tiltrådte rollen med ansvar for at udvikle og drive byggebranchens fælles platform for digital innovation.
DSC08324

Mikkel kommer fra Nordic Office of Architecture/Norconsult, hvor han har opbygget og ledet en strategisk funktion for designteknologi med fokus på digital modenhed, automatisering og AI. Tidligere har han hos Arkitema arbejdet med digital innovation, generative designprocesser og bæredygtighed i byggeriet.
 
“Digitalisering skal understøtte en mere bæredygtig og effektiv byggebranche. Fremtidens løsninger kræver, at vi tænker og handler på tværs af hele værdikæden, fra udvikling og design til udførelse, drift og transformation af det eksisterende. I ConTech Lab skal vi skabe rum for den innovation og accelerere den fælles omstilling i et tempo, der matcher de udfordringer, vi står overfor. Byggebranchen har en stærk tradition for samarbejde og videndeling, og det er vores vigtigste forudsætning for at skabe resultater, der kan mærkes bredt.”
 
I ConTech Lab skal han drive arbejdet med pionerprojekter og sikre, at nye digitale løsninger skaber konkret værdi og udbredes bredt i branchen. En central opgave bliver at forbinde virksomheder, vidensinstitutioner og teknologimiljøer omkring fælles udvikling.
 
Mikkel Printz er arkitekt MAA og bestyrelsesformand for foreningen Computational Design Network Denmark.