Uforløst potentiale i nye ConTech løsninger

Midt i vækstrejsen og en ellers tydelig appetit på ny teknologi, møder contech-startups fortsat en mangel på investeringslyst blandt byggeriets virksomheder. På dette års TechBBQ havde ConTech Lab sat fire eksperter stævne for at diskutere, hvordan vi bygger bro over funding-kløften.

Danske contech-startups er begunstiget af en høj grad af efterspørgsel på digitalisering og gode muligheder for økonomisk støtte i den tidlige fase. Men selv med stærke forudsætninger er det ingen dans på roser at være startup i den danske byggebranche. Det stod klart på TechBBQ, hvor ConTech Lab havde inviteret en række eksperter til at dele deres erfaringer. 

”I byggeriet er salgsprocesserne lange, og det udfordrer idéen om, at man skal kunne bevise sit unicorn-potentiale inden for syv år, det er den tidshorisont, de fleste investorer typisk vurderer virksomheder ud fra,” siger Anders Holm Jørgensen, stifter af ConTech-virksomheden proprty.ai. 

En god sandkasse

Hvor teknologi-virksomheder i andre brancher kan få investeringer relativt nemt, er contech-startups nødt til at kæmpe hårdt for hver eneste krone. Det skyldes, at byggeriet er kendetegnet ved forsigtighed, relativt små råderum til investering i ny teknologi samt mange beslutningsled, bemærkede Jeppe Rasmussen, som har stiftet og netop trådt ud af contech-startuppen, Tector. 

”Danmark er en god sandkasse for ny teknologi, og man kan hurtigt opbygge et ry på hjemmemarkedet. Salgsprocessen er det store problem, for der er mange beslutningstagere og det er meget tidskrævende at sælge ny teknologi bredt i byggebranchen. Derfor er det også svært at rejse investeringer.” 

Copy Of 27131803B2 Techbbq 2025

Et funding gap midt i vækstrejsen

Problemet er ikke manglen på idéer eller vilje. Mange startups kommer godt fra start med pilotprojekter og soft funding, men når teknologierne skal ud at leve, rammer de en mur af manglende risikovillighed. Resultatet er, at lovende teknologiske løsninger projekter stagnerer, inden de når skaleringsfasen.

 
”Vi er i et funding gap lige nu på grund af geopolitik og renter. Når teknologierne skal modnes, så er vi bagud i Europa på institutionel kapital til at bringe virksomhederne videre, og derfor er der en risiko for at lovende teknologier ikke kommer til at skalere hurtigt nok,”
forklarer Christian Jølck, partner i venturekapitalfonden 2150, som fortsat leder efter en dansk investering inden for contech.
 

Det har Proptechfonden til gengæld. Med virksomheder som Leak Hunter og Gismap i porteføljen ser direktør Per Andersen potentiale i det danske contech-miljø. Men han nikker alligevel genkendende til Christian Jølcks pointer.
 
”Vi går efter 10x-løsninger, der skal kunne skaleres ud af Danmark. Men entreprenører og udviklere i Danmark er alt for fokuserede på prisen her og nu. Der mangler motivation og vilje til at eksperimentere med nye teknologier,” siger han.
 

Krav til teknologi kan indgå i udbud

De lange salgsprocesser gør det vanskeligt for investorer at se en hurtig og sikker vej til afkast, selv når teknologien er veldokumenteret. Derfor peger Per Andersen på en løsning, der kan være motiverende for at få ny teknologi ind i sektoren. 

”Hvis pensionskasser og udviklere begynder at kræve ny teknologi i udbuddene, får entreprenørerne et stærkere incitament til at tænke i nye baner og bringe startups ind. Der er brug for konkrete krav, før byggevirksomhederne kan og vil prioritere at investere i ny teknologi,” påpeger han. 
 
På TechBBQ blev det tydeligt, at mødet mellem startups og etablerede aktører handler om at finde fælles fodslag, der kan drive forandringen. ConTech Lab var værter for UrbanTech området på dette års TechBBQ i selskab med PropTech Denmark, BLOXHUB og WE BUILD DENMARK. 

Nysgerrig på at vide mere? Så klik her. 

Copy Of 27131149B2 Techbbq 2025
Paneldeltagere på TechBBQ 2025 - fra venstre. Per Andersen (Proptech Fonden), Jeppe Rasmussen, Christian Jølck (2150), Anders Holm (Proprty.ai)