DEBATINDLÆG

Fælles metoder, ressourceforbrug og innovation kan sænke byggebranchens udledning

Bygge- og anlægsbranchen står over for enorme udfordringer med at reducere ressourceforbruget. Et fokuseret samarbejde mellem branchens store aktører om fælles metoder til at måle ressourceforbruget kan accelerere udviklingen og skabe en mere bæredygtig fremtid.

Debatindlægget er bragt i Børsen 12. marts 2025 af:

 

  • Troels Aggersbo, adm. direktør, Enemærke & Petersen
  • Jesper Kristian Jacobsen, adm. koncerndirektør, Aarsleff
  • Carsten Lund, adm. direktør, MT Højgaard Danmark
  • Christina Hvid, adm. direktør, Molio
  • Frank Aarslew-Jensen, adm. direktør, Pihl & Søn og
  • Michael S. Larsen, adm. direktør, CG Jensen
Debatindlæg Afsendere M. Filter

Bygge- og anlægsbranchen står over for enorme udfordringer med at reducere ressourceforbruget. 

Byggeriet tegner sig for op mod 40 pct. af Danmarks energiforbrug og 35 pct. af alt affald. I sig selv alarmerende tal, som alt andet lige viser et tydeligt behov for handling. 

Og netop her ligger et af bygge- og anlægsbranchens uforløste potentialer: I dag arbejder mange entreprenører med individuel datakortlægning og differentierede metoder til at måle ressourceforbruget, og dette arbejde rummer værdiskabende potentialer, som bl.a. forudsætter fælles valide data og mere ensrettede metoder i udførelsesfasen.

I Contech Labs pionerprojekt “Minimering af Ressourceforbrug på Byggepladsen” bidrager flere aktører netop til videndeling og fælles udvikling gennem en række byggeprojekter, hvor der eksperimenteres, erfaringsudveksles og vidensopsamles på metoder, der kan anvendes på tværs af branchen. Og der er brug for endnu flere tilsvarende projekter.

Se oprindeligt debatindlæg på børsen.dk

Data skaber overblik og handling

“Hvis du ikke kan måle det, kan du ikke styre det,” lyder et gammelt mantra, der handler om vigtigheden i at have data som udgangspunkt for kvalificeret og effektiv forandring. 

Det gælder i høj grad også ressourceforbruget i byggeri- og anlæg. Ved at skabe fælles metoder til dataindsamling kan vi begynde at måle og dokumentere vores forbrug i realtid. 

Det giver ikke blot overblik, men også reel mulighed for at ændre adfærd, optimere udførelsesprocesser og ikke mindst reagere hurtigt, hvis noget går galt på projektet.

Som branche skal vi i endnu højere grad gå fra manuelle og spredte løsninger til automatiserede systemer, hvor vi arbejder mere databaseret. Det vil give et fundament for bedre beslutninger, der kan bidrage til reduktion af spild på byggepladserne.

Når flere aktører i branchen arbejder sammen, kan der skabes synergier, der ellers ikke ville være mulige. Samarbejde mellem entreprenører, bygherrer, vidensinstitutioner og teknologileverandører kan understøtte udviklingen af nye løsninger, som både kan være effektive og skalerbare. 

Ved at dele databaseret viden kan vi hurtigere identificere de bedste metoder og implementere dem bredt i branchen.

En positiv sideeffekt ved brug af fælles metoder er, at det også skaber et marked for teknologileverandører. Når flere virksomheder begynder at måle og handle på baggrund af data, stiger efterspørgslen efter teknologiske løsninger. 

Dette kan føre til innovation og øget konkurrence, som alle i branchen kan nyde godt af.

Innovation spredes og udbytte deles

Gennem fælles investeringer i innovation, ny viden, nye metoder og teknologier understøttes en målrettet og bredt forankret transition af branchen.

I stedet for at viden ejes af enkelte virksomheder bliver den delt og tilgængelig for hele branchen. Det åbner ikke blot døre for bredere anvendelse af innovative løsninger, men sikrer også en mere jævn udvikling og udbredelse af best practices.

Den nylige indførelse af krav om livscyklusvurderinger (LCA) for nybyggeri understreger, at regulering og lovgivning spiller en vigtig rolle. Lovkravene skaber en klar ramme, vi kan arbejde inden for, men det er op til os som branche at tage ansvar, udfylde rammen og reelt drive udviklingen fremad.

Målet er vi enige om på tværs af virksomheder: en mere bæredygtig branche, hvor ressourceforbruget minimeres gennem fælles metoder og avancerede teknologiske løsninger. 

For at nå dertil kræves en videreudvikling af branchens samarbejdskultur og en endnu større vilje til fælles investeringer i fremtiden.

Byggebranchen har muligheden for at blive en spydspids for grøn omstilling. 

Det forudsætter, at vi handler nu – og at vi gør det sammen – på nye måder. Vi er i fuld gang – og vi skal have flere med i bevægelsen.