ConTech Lab i USA

Fra startup til gamechanger: Moxion Power sætter byggepladserne på grøn strøm

Amerikanske Moxion Power producerer eldrevne batterier, som kan erstatte traditionelle diseldrevne generatorer på byggepladsen. De har for nylig modtaget $100 mio. i investeringer og kan meget vel blive dem, der lykkes med at sætte byggepladserne på grøn strøm.

Grundlæggerne Paul Huelskamp og Alex Meek har begge en baggrund i finans og havde begrænset erfaring fra byggesektoren. Men i 2020 så de en forretningsmulighed og etablerede Moxion Power med missionen om at revolutionere måden, vi genererer og tilgår strøm på byggepladsen. 

Da ConTech Lab besøgte grundlæggerne af Moxion Power første gang i 2021, bestod virksomheden af 15 medarbejdere og en beskeden produktion i den gamle Ford-fabrik i Richmond. Men Paul og Alex havde et klart mål om, at Moxion Power skulle ud i hele USA, til Europa og resten af verden inden for de næste 3 år.

Ford Point
Ford Point, Richmond (CA)

I maj 2022 havde Moxion Power rundet 300 medarbejdere, sikret sig en investering på imponerende 100 millioner dollars og netop annonceret udvidelse af produktionen med en fabrik på 205.000 kvadratmeter, som vil give virksomheden en årlig produktionskapacitet på 7 GWh.

Venturekapital som katalysator

Moxion Power er en del af den spirende contech-industri i USA, og deres historie er et godt eksempel på, hvordan de store venturekapitalfonde i og omkring Silicon Valley kan være katalysator for den teknologiske udvikling, innovation og vækst i contech-industrien og dermed også i byggeriet.

"Det er imponerende, hvordan startups kan skalere i Silicon Valley. Det skyldes dels, at der er kapital til rådighed, og dels at byggevirksomheder er villige til at samarbejde med startups. Den kombination giver startups indsigt i byggevirksomhedernes behov og det marked, de vil ind på, og dermed også rigtig gode forudsætninger for at lykkes. Resultatet er, at byggevirksomhederne får mere målrettet teknologi i sidste ende," siger Ole Berard, Head of ConTech Lab.

Moxion Power kan meget vel være dem, der lykkes med at sætte byggepladserne på grøn strøm, men investeringer fra venturekapitalfonde har været af afgørende betydning for virksomhedens skalering. 

Virksomheder inden for byggebranchen søger i stigende grad efter løsninger, der kan accelerere deres grønne omstilling, og når dette behov er i centrum hos venturekapitalfondene, skaber det grobund og gode muligheder for opblomstringen af nye contech-startups. 

"Der har længe været stor efterspørgsel på løsninger, der kan bringe grøn strøm til byggepladsen. Men infrastruktur og elnet har begrænset mulighederne, så det er ét af mange skridt, vi skal tage for en mere bæredygtig byggeplads."
- Casper Gullach, Områdechef VDC, NCC Building.

MP 75

Hvordan fungerer MP-75? 

Moxion Powers MP-75 er et transportabelt batteri med en kapacitet på 600 kilowatt. Batteriet er fleksibelt og kan nemt transporteres på en varebil eller pickup truck og opstilles direkte på byggepladsen, så entreprenørerne slipper for at transportere maskinerne frem og tilbage, men kan lade dem op direkte på stedet. Desuden kan batteriet levere både jævn- og vekselstrøm ved forskellige spændingsniveauer, herunder standardspændinger på 230 og 400 volt i Danmark samt 120, 240 og 480 volt, som anvendes i USA. 

Hvilke problemer løser MP-75? 

Når en byggeplads etableres, opstår der naturligvis et stort behov for adgang til store mængder elektricitet. Selvom vi i Danmark har et robust elnet, kræver det, at man i god tid søger om byggestrøm. Det kan i nogle tilfælde tage op til et halvt år at få godkendt, hvilket fører til, at mange benytter dieselgeneratorer som midlertidig strømkilde. Med et batteri fra Moxion Power har man hurtig adgang til grøn strøm. MP-75 kan nemlig genoplades med vedvarende energi, hvilket gør det til et langt mere bæredygtigt alternativ til de traditionelle dieseldrevne generatorer. 

Besøg Moxion Power