Mød vinderen af UrbanTech Pitch Competition 2024
De deltagende startups var Acembee, Monto, ProRoom, Ejendom.com, AI Energy, Insutex, Arked og FacadeGenius. Alle havde de 2 min. til at pitche deres produkt efterfulgt af 3 min. spørgerunde fra en kyndig jury med særligt fokus på, hvordan teknologi kan forbedre det urbane miljø og byggebranchen. På trods af, at alle startups gjorde det fantastisk og havde nogle gode idéer, så var der kun én præmie på spil💰
Denne gik til Acembee og deres innovative IoT-løsning, der er med til at reducere energiforbruget på byggepladser. Op til 55% af energiforbruget på byggepladser sker nemlig uden for arbejdstiden, men med Acembees sensorer og tilhørende system sikrer de, at man kan tracke ens energiforbrug og samtidig automatisere processer, herunder hvornår der skal tændes og slukkes for lyset og for varmen, hvilket er med til at reducere energiforbruget på byggepladserne markant. Og det bedste af det hele er, at det er plug-and-play! Acembee er også leverandør af intelligente sensorer på et nuværende ConTech Lab pionerprojekt om minimering af ressource forbruget på byggepladsen.
Mikkel Bredsgaard, der er projektleder på projektet, siger "Acembee er med, fordi de kan noget andet end de øvrige tech leverandører vi har i projektet. De bidrager med erfaring og et unikt perspektiv i branchedialogen og til diverse implementeringsworkshops på vores testprojekter."
Visionen er at blive en standardløsning i byggebranchen
Acembee er stiftet af Holger Bregnhøi og Oline Stærke, to ingeniører fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU). De så udfordringerne i at tilpasse og udvikle IoT løsninger, og kastede sig derfor over at forenkle IoT for virksomheder, så man kan overvåge og styre processer uden fysisk at være til stede. De er drevet af deres ambition om at være en ny “standard” indenfor byggebranchen.
”Vores ambition er at blive en standard i byggebranchen. Det vil sige, at ingen byggeplads bør opføres uden brug af Acembee. Vores drivkraft er især bæredygtighed, hvor vi kan hjælpe entreprenører med at reducere CO2-udledningen, som samme tid er med til at spare dem masser af penge. Men for at få entreprenører til at reducere energiforbruget er det særdeles vigtigt også at gøre det nemt for dem at implementere, så det skaber en reel forskel, hvilket vi har sikret med vores plug-and-play løsning” fortæller Oline Stærke.
Navnet Acembee afspejler virksomhedens mission. Oline Stærke forklarer, at Acembee er en sammentrækning af ordene assembly og bee. ”Assembly” henviser til processen med at samle IoT-produkter, mens ”bee” refererer til bien, der flittigt indsamler pollen fra forskellige kilder og bringer det tilbage til kuben for at bearbejde det, ligesom vi gør med data. "Navnet klinger derfor godt med det, vi laver med at hjælpe kunder med at indsamle data og reducere deres energiforbrug " forklarer Oline Stærke.
UrbanTech som platform for vækst
”Det har været en fantastisk oplevelse at pitche på UrbanTech, og generelt at være en del af UrbanTech indsatsen på TechBBQ . Vi har været superglade for muligheden, og ser allerede en øget interesse i vores løsning fra mange investorer og virksomheder” fortæller Oline Stærke, som skal bruge pengepræmien på at få skaleret løsningen til den brede branche.
Selvom Acembee har opnået meget siden sin start på DTU, fortæller Oline Stærke også, at ”Vi i starten af året fik tre investorer med ombord, hvilket ikke kun har givet økonomisk støtte, men har på samme tid også været en tillidserklæring til virksomhedens fremtidige impact - og det at vinde UrbanTech pitch-konkurrencen er jo bare endnu en erkendelse af dette”.
Endnu engang kæmpestort tillykke til Acembee! Vi er spændte på at følge deres startuprejse henover over de næste par år. Hop ind og følg dem her 👉🏼 Acembee
Tusinde tak til alle dem, som har været med til at udvælge startup virksomhederne, selve juryen og vores medarrangører på dette års UrbanTech: PropTech Denmark, WE BUILD DENMARK, BLOXHUB og Realdania som sponsor.