Molios IKT-koordinator og -lederuddannelsen fejrer 10-årsjubilæum

Kristian Stenild har siden år 2019 været uddannelsesleder for Molios IKT-koordinator og -lederuddannelse. I artiklen her kan du læse hans refleksioner i lyset af uddannelsens 10 års jubilæum.

Byggebranchen har gennem de sidste 20 år gennemgået en gigantisk omvæltning fra tegningsbaseret projektering og udførsel til indførelsen af mere integrerede og digitale processer og værktøjer i alle led af byggeriet - og vi er ikke i mål endnu.

Transformationen, eller måske ligefrem paradigmeskiftet, tog sit udgangspunkt i Det Digitale Byggeri, som blev initieret af den daværende Erhvervs- og Byggestyrelse i perioden 2003-2007. Projektet udmøntede sig i 10 lovmæssigt funderede bygherrekrav, som skulle være med til at øge digitaliseringen af byggeriet. Og det virkede - men vi skulle gennem tre iterationer af IKT-bekendtgørelserne, før de endelige og stadigt gældende udgaver så sit lys i 2013. Sidste udgave, som faktisk består af to næsten enslydende udgaver under hver sin lovpakke, har nu vist sin værdi i mere end 10 år.

En stor del af succesen kan tillægges, at den sidste bekendtgørelse droppede kravet om det specifikke klassifikationssystem, DBK, og bygherren blev pålagt at sikre, at der skete en løbende koordinering af IKT mellem alle parter i projektet. Dét lagde grundstenen til et bedre og helt nødvendigt samarbejde i byggeriet med fokus på værdiskabelse i projektet.

People

Molios IKT-koordinator og -lederuddannelse: 10 år med succes og udvikling

Molios IKT-koordinator og -lederuddannelse så sit lys i 2014. Uddannelsen har nu gennem 10 år uddannet og udviklet IKT-ildsjæle fra alle dele af branchen til at kunne håndtere digitalisering, processer, aftale-forhold og ikke mindst samarbejdet overalt i ethvert byggeprojekt - og ikke ”blot” i et afgrænset IKT-område.

Byggeprojekter er i dag så gennemdigitaliserede, at det ikke længere er muligt at adskille det digitale fra det traditionelle. IKT-lederen er projekteringslederens helt nødvendige sparringspartner i ethvert succesfuldt byggeprojekt.

Molios IKT-uddannelse har været og er på en konstant udviklingsrejse i takt med resten af byggebranchen. Jeg vil endda påstå, at de IKT-ildsjæle, vi har haft gennem uddannelsen, har været medvirkende til, at branchen har udviklet sig så positivt gennem de sidste år med fokus på værdiskabelse i projektet og dermed for alle involverede parter.

Dybdegående indsigt og praktisk erfaring

Uddannelsen giver til enhver tid en dybdegående indsigt i de sidste nye digitale muligheder, samtidig med at det brede samarbejde mellem alle parter bliver anskueliggjort og understøttet af de digitale muligheder. Bygherrer, entreprenører, rådgivere og leverandører oplever gennem oplæg, diskussioner, gruppearbejde og egne præsentationer, hvordan digitaliseringen bliver bindemidlet i enhver sammenhæng i et godt projekt.

Vores ekstremt dygtige oplægsholdere er spydspidsen af den danske byggebranche. Alle har en kolossal dyb indsigt, indlevelse og forståelse for det emne, de præsenterer. Mange har udviklet anerkendte nationale eller internationale standarder og processer på hvert deres område, og alle har en praksisnær dagligdag inden for deres specifikke fokusområde.

Underviserne magter både at levere det store overblik over deres stofområde, samtidig med at de leverer konkrete og umiddelbart brugbare løsninger på de mange digitale udfordringer.

Et rum til vidensdeling og fremtidens udfordringer

Det frirum, uddannelsen skaber, giver plads til en imponerende videndeling. Alle byder ind, og alle forstår vigtigheden af, at et reelt samarbejde i projektet på den lange bane er bedst for alle parter.

De muligheder, det digitale samarbejde skaber, er på mange områder løsningen på de store udfordringer, byggebranchen har været plaget af tidligere, hvor normalen ikke altid har været projekter afleveret til tiden med den aftalte kvalitet og økonomi.

Mod fremtiden med Molios IKT-Koordinator og -lederuddannelse

Molios IKT-koordinator og -lederuddannelse har aldrig været mere relevant end i øjeblikket. Vi står over for store udfordringer på klimaområdet, og branchen skal endnu engang gennem en større omvæltning.

Løsningen vil med garanti involvere digitale processer og værktøjer, som styret af dygtige IKT-koordinatorer og -ledere kan bane vejen for en forståelse for projektet på et meget tidligt stadie i processen - og dermed skabe mulighed for at optimere og koordinere det samlede projekt, lang tid før det bliver låst af tid og økonomi.

Som det ser ud i øjeblikket, forventer vi også, at AI vil blive en gamechanger i styringen af projekterne, både på det helt overordnede niveau og dybt ned i detaljen. Dette bliver også et af kardinalpunkterne for fremtidige ildsjæle på Molios IKT-koordinator og -lederuddannelse.

Fremtiden er her, og vi er med til at skabe den. Tillykke til Molio og IKT-koordinator og -lederuddannelsen med de første 10 år - de næste 10 bliver ikke mindre spændende.

Læs mere om IKT-koordinator og -lederuddannelsen