Nyansat COO

Jonas Højriis er ny COO i Molio

Stort velkommen til Jonas Højriis, som fra 1. januar er ny COO i Molio. Jonas skal lede og optimere de interne arbejdsgange og tværgående processer, systematisere Molios samarbejde med branchen og den daglige drift af leverancerne i de digitale værktøjer. Her kan du ”møde” ham og læse mere om hvilke tanker han gør sig om sin nye stilling.
People

Jonas kommer fra Norconsult A/S, hvor han har været afdelingsleder for Norconsults projektledere, BIM-koordinatorer/ IKT ledere samt haft ansvaret for udviklingen af Norconsults arbejde med digitale værktøjer. Med 10 år i byggebranchen og med en uddannelsesmæssig baggrund som Civilingeniør fra DTU bringer Jonas et solidt kendskab til branchen og til dens roller, processer og digitale værktøjer med sig til Molio:

- Jeg fandt stillingen som COO i Molio interessant, fordi jeg gerne vil være med til at sætte et aftryk på byggebranchen i en positiv digital retning. I mange år har jeg arbejdet som rådgiver, hvor det primære fokus har været på sikring af egne leverancer. I Molio får jeg et bredt tværgående perspektiv fx vedrørende  værktøjer til hele byggeriets værdikæde og de vigtige dagsordener; bæredygtighed, standardisering samt digitalisering. Byggebranchen bør effektiviseres, med afsæt i smarte, kloge og bæredygtige arbejdsgange. Og jeg glæder mig til at bidrage til dette sammen med mine nye kollegaer i Molio, men også med øvrige interessenter, siger Jonas Højriis.

Godt kendskab til byggeriets processer og værktøjer 

Jonas har arbejdet med ledelse, projektledelse og BIM og IKT i mange , og er klar til at tage fat på opgaverne i Molio. Han skal blandt andet arbejde med at videreudvikle Molios projektmodel og få den endnu mere udbredt i organisationen. Derudover skal han sikre styring og eksekvering af leverancer - både internt og eksternt:

- Jeg har været en aktiv del af mange forskellige processer i byggeriet, med fokus på projektering, hvorfra jeg har et kendskab til Molios værktøjer og deres anvendelse. Min baggrund har givet mig et indtryk af, hvad der kan skabe værdi for brugerne og jeg vil glæde mig til at indgå i dialog med mine nye kollegaer og med branchen for at understøtte en fortsat positiv udvikling. Alle får jo mest ud af, at vi bruger ressourcerne rigtigt og at vi effektiviserer, der hvor det er gavnligt. Derfor glæder jeg mig til at være med til at tage et ledelsesmæssigt ansvar for at skabe de bedst mulige processer.

De bedste resultater opnås ved at inddrage andre

Jonas tror på, at det er i fællesskabet og ved at dele viden og inddrage hinanden, at de bedste resultater opnås:

- Jeg har et indtryk af, at Molio er gode til at inddrage branchen i udviklingen af digitale værktøjer. Jeg glæder mig til at være med til at udvikle værktøjer, der afspejler branchens behov, og internt at sikre, at de drives godt samt at processerne hos brugerne bliver nemmere og mindre tidskrævende, siger Jonas Højriis og uddyber:

- Hvad enten der er tale om samarbejdet med eksterne eller der er tale om de interne processer i Molio, så handler det om at gøre det så godt og effektivt som muligt. Vi skal gøre tingene, så simpelt som muligt uden at kvaliteten bliver dårligere – og så skal vi gerne have det sjovt imens. Det er vigtigt, siger Jonas, der glæder sig til at møde de nye kollegaer i Molio.

Bredt samarbejde på tværs af organisationen

Jonas bliver en aktiv del af Molios chefgruppe, hvor han vil være direkte leder for produktchefer og teamledere. Han kommer til at samarbejde bredt med alle Molios forretningsenheder:

- Jonas får ansvaret for at drifte en stor del af organisationen og være med til at få realiseret Molios strategi “Sammen om bæredygtig udvikling”. At sikre eksekveringen af drift og leverance af Molios digitale værktøjer kræver et stærkt internt ledelsesfokus og en passende styring af vores interne processer. Det skal Jonas stå i spidsen for med udgangspunkt i vores projektmodel. Samtidig skal han sikre, at vi i Molio fortsat samarbejder tæt med branchen, siger Christina Hvid og uddyber:

- Jeg glæder mig til at få Jonas med på holdet. Han har både god energi og masser af praktisk erfaring med byggeriets digitale værktøjer og samarbejdsprocesser. Det, krydret med ledelses- og projektledelseserfaring og hans grundlæggende tro på, at vi i fællesskabet med andre finder de bedste løsninger, gør, at han passer rigtig godt til Molio, siger Christina Hvid, adm. direktør i Molio.

Kort CV for Jonas Højriis 

Jobmæssig baggrund

- 2018-2023: Norconsult A/S, Afdelingsleder, afdelingsleder for Norconsults projektledere, BIM-koordinatorer/ IKT ledere samt haft ansvaret for udviklingen af Norconsults arbejde med digitale værktøjer.
- 2018: Sweco, Projektleder, Projekt- og projekteringsledelse af store og komplekse totalentrepriser
- 2012-2014: Gaihede A/S, projektansat bygherrerådgiver, bygherrerådgivning af mindre byggesager, herunder skybrud.

Uddannelsesmæssig baggrund

Civilingeniør, M.Sc Master of Science i bygningsteknologi fra DTU fra 2014, en uddannelse med fokus på byggeteknisk viden, BIM og projektledelse.