LCAcollect er nomineret til Procesprisen 2023

Branchens fælles dokumentationsværktøj, LCAcollect, er nomineret til Procesprisen 2023. Procesprisen uddeles af Lean Construction-DK netværket og Boligfonden Kuben til en organisation, et samarbejde eller et projekt, der i særlig grad har bidraget til at udvikle samarbejde og arbejdsprocesser inden for byggeriet.
People

Dokumentationsværktøjet LCAcollect forsimpler og gør indsamlingen af data lettere til brug for dokumentering af bygningers LCA-beregning dvs. CO2-udledning og dermed langsigtede påvirkning af vores klima. De første dele af værktøjet er på plads, men der vil løbende være behov for at videreudvikle og tilpasse det, så det imødekommer de behov der er i forskellige dele af branchen. 

LCAcollect er oprindeligt udviklet af COWI og Arkitema, som har tilbudt at stille det til rådighed for branchen. Det er efterfølgende videreudviklet sammen med Molio, Rambøll og Rådet for bæredygtigt byggeri

LCAcollect er en fælles brancheløsning

”LCAcollect er en motor til at indsamle og registrere alle de data, der skal til for at beregne CO2-aftryk i byggeriet – og som værktøj kan det være med til at drive digitaliseringsprocessen på tværs af hele værdikæden. Det unikke ved LCAcollect er, at man kombinerer dynamikken og agiliteten fra open source-udvikling med en hosted løsning, som er tilgængelig for alle i branchen”. Sådan lyder det i nomineringen, som også fremhæver det gode momentum i udviklingen af værktøjet:

”Med LCAcollect er det lykkedes at samle byggeriets virksomheder om at udvikle og ikke mindst videreudvikle på en branchefælles løsning, der kan rykke på den digitale og den grønne dagsorden”

Læs mere om LCAcollect

Hør mere om projektet og muligheden for at bidrage til den fortsatte udvikling af byggeriets fælles værktøj, LCAcollect, til lanceringen af LCAcollect Community sammen med Rådet for Bæredygtigt Byggeri. Tilmeld dig her

Fakta om prisen

Procesprisen gives til en organisation, et samarbejde eller et projekt, der i særlig grad har bidraget til at udvikle samarbejde og arbejdsprocesser inden for byggeriet.

Procesprisen præmierer en sammenhæng mellem gode dialogbaserede processer, god kvalitet og en stigende produktivitet og påskønner en indsats rettet mod etableringen af et ubrudt, effektivt flow i byggeriets produktion og montage.

Læs mere om procesprisen og de andre nominerede her.