Data og Big Data er det nye guld i bygge- og anlægsbranchen. Da drift og vedligehold udgør langt størstedelen af en bygnings totaløkonomi set over dens samlede levetid, er det oplagt for drifts- og bygherrer at strømline driften ved at genbruge data fra projektering og udførelse.
Troels Bjerregaard Kristensen er ansvarlig for de overordnede linjer omkring Bravidas brug af VDC, BIM og IKT. Bravida er et stort nordisk teknikhus, som leverer løsninger for sygehuse, køl, industri, elevatorer, el, vvs, ventilation, sprinkling og meget andet. Bravida er med andre ord entreprenør på den tekniske infrastruktur, og virksomheden har over 12.000 medarbejdere i Norden, hvoraf mere end 2.000 er fordelt på Bravidas 55 danske kontorer. Omkring halvdelen af medarbejderne opfører nye projekter, mens den anden halvdel udfører service og vedligehold på eksisterende systemer. Vi har spurgt Troels Bjerregaard Kristensen om, hvordan BIM og udveksling af data fungerer set fra hans stol.
”BIM og VDC kan skabe værdi, når det gøres rigtigt, men i samme grad skabe frustrationer, når man gennemfører krav, som ikke skaber værdi,” forklarer Troels Bjerregaard Kristensen, ”I sidste ende er det nødt til at give mening for medarbejderne i udførelse, drift og vedligehold, og derfor er det er problematisk, hvis BIM og IKT udelukkende bliver en øvelse, der strømliner selve projekteringen. Vi er nødt til at levere løsninger, der skaber værdi for servicemedarbejderen på gulvet.”
Level of Detail er nøglen til en brugbar BIM-model
Troels Bjerregaard Kristensen arbejder primært med overgangen mellem ingeniørrådgiverne og de tekniske entreprenører, som skal opføre de projekterede løsninger. Han mener, at en af udfordringerne i overleveringen mellem de to parter hænger sammen med detaljeringsniveauet, som BIM-projekterne udføres og afleveres i. Detaljeringsgraden er opdelt i niveauer, som betegnes LOD, der er en forkortelse for Level of Detail. Det ses oftere og oftere, at installationsingeniørerne skal levere i et højt LOD-niveau som for eksempel LOD400, der er en meget detaljeret 3D-model med angivelse af en række specifikke egenskaber, der er beskrevet på alle modellens 3D-objekter. Det er der som udgangspunkt ikke noget galt med, men ifølge Troels Bjerregaard Kristensen er LOD325 tilstrækkeligt til at kunne projektere et bygbart installationsprojekt, mens LOD300 er tilstrækkeligt for udbud. Forskellen på LOD300 og LOD400 lyder ikke af meget, men for hvert skift i detaljeringsniveau stiger arbejdsbyrden eksponentielt. Troels Bjerregaard Kristensen tilføjer ligeledes, at han ser hellere et projekt som leveres i LOD 325 og som er bygbart, end et projekt som er leveret i LOD 400 som er mangelfuldt.
Udbudsmaterialet dikterer produktvalg
Et andet problem er, at når rådgiverne projekterer i et for højt detaljeringsniveau, så indeholder modellen ofte BIM-objekter, der afspejler specifikke produkter. Det vil sige, at selv om rådgiverne fjerner produktnavnet i udbudsmaterialet, er det tydeligt, at modellen viser specifikke produkter fra konkrete producenter.
Entreprenøren har ret til at vælge andre produkter, men hér kommer AB18 og de nye ydelsesbeskrivelser YB20 i vejen. ”Årsagen er, at vi som entreprenører ikke bare må tage rådgivernes projekt-materiale for gode varer. Derimod skal vi sikre, at projektet er bygbart og overholder alle gældende regler. For at gøre dette, skal vi benytte rådgivernes modeller til kvalitetssikring, kollisionskontrol og til at efterprøve vores beregninger,” uddyber Troels Bjerregaard Kristensen.
Et eksempel kan være, at installationsingeniøren projekterer et ventilationsanlæg med BIM-programmet MagiCAD, som er populært, da specifikke producenters produkter følger med, når programmet installeres. Ved overlevering af rådgivernes projekt til entreprenøren, er entreprenøren påkrævet at undersøge kvaliteten ved f.eks. at finde kollisioner med andre bygningsdele, og sikre at udfaldskravene er overholdt i forhold til ventilationsanlæggene. ”Finder vi en række kollisioner, må vi ikke trække i nødbremsen og anmode ingeniøren om at udbedre fejlene i projektmaterialet, inden vi fortsætter arbejdet, da dette forsinker byggeriets tidsplan. Derfor er vi som entreprenører selv nødt til at udbedre fejlene og sikre, at ventilationsanlægget er dimensioneret korrekt,” fortæller Troels Bjerregaard Kristensen.
Entreprenøren er altså ofte nødt til at genprojektere efter, at rådgiverne har leveret udbudsmaterialet. Regningen havner hos bygherren eller entreprenøren, mens rådgiverne går fri. Genprojekteringen kan enten laves i entreprenørens eget BIM-software, men det kræver så, at alle 3D-objekterne udskiftes ét for ét – eller at entreprenøren i stedet anskaffer samme software som ingeniøren, f.eks. MagiCAD, og beregner på en given producents løsninger
Det er dog alligevel ikke så simpelt, selv om de fleste er enige om, at fri konkurrence er grundlaget for en sund bygge- og anlægsbranche. Troels Bjerregaard Kristensen uddyber ”I fremtiden bør man måske i højere grad tænke de tekniske leverancer som en totalentreprenør. I teknikbranchen er vi eksperter, da vi også har servicedelen, hvor vi opsamler viden om, hvad der fungerer i drift. Det kræver, at vi inddrages i en meget tidlig fase og vi vil gerne undgå “som-objekter”, hvor producenten ikke må fremgå af udbudsmaterialet.”
Det fejlfri projekt
Hvis rådgiverne i højere grad leverede BIM-projekter med lavere detaljeringsniveau, ville det sandsynligvis frigive ressourcer til bedre kvalitetssikring, hvilket i Troels Bjerregaard Kristensens øjne gavner hele bygge- og anlægsbranchen. ”Selv med et projekt modelleret i LOD325 kan vi sagtens udtrække mængder til kalkulation (pris og tidsplanlægning), se klassifikation og lave kollisionskontrol. Jeg vil langt hellere modtage et fejlfrit projekt med lav detaljeringsgrad, end et højt detaljeret projekt med fejl i,” fortæller han og henviser til, at processer dikteret af bl.a. AB18 medfører, at rådgivernes fejl bliver entreprenørernes ansvar, hvilket i sidste ende bliver en merudgift for bygherren.
Kan vi gentænke processen?
Da BIM blev introduceret var et af hovedargumenterne, at man kunne lave ændringer senere i byggeprocessen. Men virkeligheden har vist sig at være en ganske anden – faktisk næsten det modsatte. Viden opbygges i projektets tidligste faser, og hvis man for tidligt detaljerer 3D-modellen til et for højt niveau, bliver det nærmest umuligt at lave ændringer i de senere faser.
Troels Bjerre Kristensen mener, at opgaverne kunne deles bedre. ”I den perfekte verden ville bygherre spare penge ved at tage projektering fra rådgiverne og give den til entreprenøren, som alligevel ender med at stå for opgaven.”
En anden løsning er, at rådgiverne leverer udbudsmaterialet på et lavere detaljeringsniveau med helt generiske BIM-objekter, der ikke peger på rigtige produkter. Gerne et materiale som har gennemgået en nøje kvalitetssikring for hvert fag både hver for sig og på tværs af fagdiscipliner. Efter udbuddet er vundet, vil rådgiverne og entreprenøren så kunne samarbejde om at opdatere den grove 3D-model, så de generiske BIM-objekter får de rigtige dimensioner, og produktnavne kan tilføres som egenskabsdata, så man i den videre drift kan udtrække produktlister. ”Det er stadig rådgiverne med rådgiveransvar og tilsvarende forsikring, som skal forestå projekteringen, men det gør en kæmpe forskel, at det nu – efter udbuddet – kan foregå med entreprenørens produktviden, erfaring og krav,” fortæller Troels Bjerregaard Kristensen.
Det kræver hverken, at man på noget tidspunkt benytter produkt-specifikke BIM-objekter, eller at alle parter benytter samme BIM-software. Denne tilgang spiller rigtig fint sammen med fælles standarder og åbne filformater som f.eks. buildingSMARTs IFC- og BCF-formater.
God dialog fjerner udfordringerne
Det tager lang tid at ændre samarbejdsstrukturerne i bygge- og anlægsbranchen, men der er mange muligheder for at optimere processen undervejs. Troels Bjerregaard Kristensen oplever ofte, at IFC-filer fra rådgiverne næsten er ubrugelige. ”Når vi modtager IFC-modeller fra rådgiverne, er egenskabsdata på objekterne mange gange så sparsomme – for ikke at sige manglende – at det betyder, at vi ikke engang kan se længden af rørene mellem bøjninger. Dette sker på trods af rimelig klare krav i bygningsdelsspecifikationerne, som beskriver, hvilke data objekterne skal indeholde i forhold LOD-niveau. Nogle gange skyldes dette, at bygherren ikke har stillet tydelige krav, men måske er årsagen en manglende forståelse for entreprenørens behov eller en manglende viden om, hvordan man laver IFC-eksport med de rette informationer, da informationerne jo allerede er tilgængelige i rådgivers BIM-projekt.”
Troels Bjerregaard Kristensen fortsætter, ”Grundlæggende mener jeg, at OpenBIM er vejen frem, men det kræver så også åbne modeller, hvor al viden er tilgængelig, hvilket ikke alene skal være op til rådgiverne at vurdere. En god løbende dialog mellem byggeprojektets parter vil fjerne mange af udfordringerne ved OpenBIM. Dialogen vil blive bedre, jo tidligere entreprenøren inviteres med på projektet. Nogle gange kan det være en udfordring, at entreprenøren først starter, når rådgivernes honorar er brugt, da der så ikke rigtigt er råd til dialog.”
Det er således hverken IKT-bekendtgørelser, AB18, ydelsesbeskrivelser, software, åbne formater eller internationale standarder, som står i vejen for at løse disse problemer i forhold til en bedre projektering, udbud og overdragelse til udførelse og drift. Derimod handler det i høj grad om at gentænke de processer, vi er vant til at arbejde efter. Vi skal vurdere hvilke data og hvor meget data, der skaber værdi for de næste faser, og hvilke parter som skal modtage viden, så vi kun udveksler de data, som er nødvendige for den efterfølgende proces. Det handler f.eks. om hvilke 3D-objekter, hvilken detaljeringsgrad, hvilken klassifikation og hvilke egenskabsdata, der skal udveksles, samt hvilket filformat de udveksles i, og om data er kvalitetssikret.
Potentialet er stort – ikke bare for at levere bedre og billigere byggeri, men også for at kunne mindske spild under udførelse, drift og vedligehold og dermed skabe en mere bæredygtig byggebranche.