openBIM

Nyt initiativ styrker praksis med openBIM i Danmark

buildingSMART Danmark har netop etableret et nyt openBIM-samarbejdsdomæne – anført af Metroselskabet – som skal øge værdien af openBIM og samspillet med ISO 10650-standarderne. For med openBIM kan vejen til et ISO 19650-projekt blive lidt kortere.
People

Foto: Bax Lindhardt, Metroselskabet

I praksis rummer openBIM mange af de værktøjer og åbne dataformater, der gør ISO 19650-standarderne anvendelige.

Derfor har buildingSMART Danmark nu taget initiativ til et nyt netværk - et openBIM-samarbejdsdomæne, ”openBIM som del af ISO 19650 og kontrakten.” Formålet med samarbejdsdomænet er at fremme anvendelsen af openBIM-principper i danske bygge- og anlægsprojekter, med særligt fokus på samspillet mellem opeBIM og ISO 19650-standarderne:

- Vi vil gerne give virksomheder i bygge- og anlægsbranchen hjælp til at implementere openBIM effektivt i deres projekter samt forbedre kontraktstyring og risikohåndtering og derudover sikre høj kvalitet og effektivitet i de digitale projektleverancer. Alt sammen ved hjælp af openBIM-standarder og -værktøjer fra buildingSMART International, siger Ole Berard Digitaliseringschef i Molio og ansvarlig for buildingSMART Danmark.

Metroselskabet har, som partner i buildingSMART Danmark, påtaget sig formandskabet af det nyoprettede openBIM-samarbejdsdomæne, hvor blandt andre Bravida Danmark, Sund & Bælt og Molio også deltager:

- Vi har store forventninger til dette samarbejdsdomæne. Der er flere af vores partnere og deltagere i samarbejdsdomænet, der er i fuld gang med højkomplekse projekter i krydsfeltet mellem openBIM og ISO 19650. Derfor får vi i fællesskab løbende opbygget et gedigent erfarings- og vidensgrundlag, som også kan komme andre til gode på tværs af branchen, siger Ole Berard, Digitaliseringschef i Molio og ansvarlig for buildingSMART Danmark.

Hvad er openBIM?
OpenBIM er en tilgang til byggeprocessen, hvor der er fokus på åbenhed, samarbejde og udveksling af information mellem forskellige softwareværktøjer og aktører i byggebranchen. OpenBIM’s åbne formater betyder, at data og informationer kan tilgås og deles på tværs af forskellige programmer fra designfase og konstruktion til drift og vedligehold af det færdige byggeri, anlæg eller infrastruktur. Dette har stor betydning for effektiviteten og samarbejdet på tværs af et projekt samt efterfølgende. Samtidig reduceres risikoen for fejl i og tab af data og informationer betydeligt.

Hvad er ISO 19650 standarderne?
ISO 19650-standarderne giver, kort fortalt, bygge- og anlægsbranchen fælles principper for at arbejde digitalt sammen. Målet er at øge effektiviteten i det digitale samarbejde ved at sikre relevans og kvalitet i både krav og leverancer af data og informationer. Dette forudsætter, at bygherren ved hvilke krav og leverancer, der er behov for, fra starten af processen samt i hvilket format de er brugbare. Hvis man som bygherre gerne vil sikre sig det langsigtede ejerskab over relevante og brugbare data og informationer i forbindelse med et bygge- eller anlægsprojekt, så skal man derfor stille grundige, veloplyste krav til både proces, formater og leverancer.

Fakta om openBIM-samarbejdsdomænet
OpenBIM-samarbejdsdomænet henvender sig til en bred vifte af aktører inden for bygge- og anlægssektoren, herunder:

  • Bygherrer og bygherrerådgivere
  • Juridiske rådgivere
  • Arkitekter og ingeniører
  • Entreprenører og underentreprenører
  • BIM-specialister og -koordinatorer.

OpenBIM-samarbejdsdomænet vil dække følgende nøgleområder for at fremme anvendelsen af openBIM i kontraktlige sammenhænge:

        1. Implementering af openBIM

  • Uddybning af openBIM-principper og deres anvendelse i bygge og anlægsprojekter
  • Best practices for implementering af openBIM-processer i overensstemmelse med ISO 19650

    2. Kontraktstyring og juridiske aspekter

  • Integration af openBIM-og 19650-krav i kontrakter
  • Juridiske overvejelser og risikostyring ved brug af openBIM i projektleverancer

    3. Datahåndtering og informationsudveksling 

  • Effektiv håndtering og deling af data i openBIM-format
  • Brug af fælles datamiljø (CDE) til at sikre korrekt informationsflow og konsistens

    4. Samarbejde og projektstyring

  • Samarbejde mellem projektets interessenter gennem openBIM
  • Anvendelse af openBIM-værktøjer og -metoder til at sikre sammenhæng i projektleverancer.

Hvordan bliver du partner i buildingSMART Danmark?
Virksomheder og organisationer kan på flere måder deltage aktivt som partner i buildingSMART Danmarks netværk og openBIM-arrangementer og være ajour med udvikling inden for openBIM- standarder, -services og -værktøjer.

Som partner i buildingSMART Danmark samarbejdet har du automatisk adgang til at være del af openBIM-samarbejdsdomænet ”openBIM som del af ISO 19650 og kontrakten.” og arbejdet heri.

Se hvordan du bliver partner i buildingSMART Danmark her