I takt med at BIM bliver hverdag, er behovet for at udveksle på tværs af de forskellige BIM-programmer noget de fleste møder. Men da der er stor forskel på, hvad en arkitekt og en ingeniør bruger deres BIM-programmer til, er det ikke til nogens fordel, hvis alle skal benytte samme software til alle arbejdsopgaver.
Samtidig skal bygherrerne levere dokumentationen for byggeriet i formater, som de vil kunne åbne om 30, 40 og 50 år, uanset hvilke programmer, der benyttes til den tid.
IFC-formatet løser disse problemer, men det kræver, at menneskerne bag programmerne kan håndtere det åbne fil-format. Derfor har BIM Equity og Schmidt Hammer Lassen Architects, i samarbejde med Molio, udarbejdet en guide til IFC Import.
Hvad er IFC?
IFC står for Industry Foundation Classes, og det er en datamodel, der fungerer som grundlag for deling og udveksling af data. Fordelen ved den neutrale standard er, at den kan bruges uafhængigt af it-system og -platform.
IFC-formatet bliver i stadig større grad en vigtig del af rådgivernes aflevering til bygherre og entreprenører. Det er også det mest benyttede fil-format for den tværfaglige kvalitetssikring på projekterne, og derfor er det vigtigt at kunne lave gode IFC-filer fra BIM-projektet, forklarer Thomas Graabæk, som er BIM-specialist, og som har været med til at udforme IFC-guiden.
– Det er i virkeligheden ikke så svært, når man først har fået forståelse for hvordan IFC-filen og BIM-programmet er opbygget, og vi håber derfor at kunne gøre det lettere for brugerne at lave IFC-filer på deres projekter. Tænk hvis vi på denne måde, kan gøre det lettere at samarbejde på tværs af fag-discipliner og software-platforme.
Guide gør IFC mindre abstrakt
Guiden viser med masser af skærmbilleder, præcist hvad man skal gøre i både ARCHICAD og Revit, og den viser eksempler på IFC-modeller åbnet i andre programmer.
– Selv om der er meget frivilligt arbejde i det, ser vi IFC-guiden som et kontinuerligt projekt, hvor der vil blive føjet mere indhold til efter udgivelsen. Det kunne være, at teste IFC4, BIM7AA, import af IFC i andre programmer og så videre. En del af projektet blev at udarbejde det fiktive Molio-hus i både ARCHICAD og Revit, samt de tilhørende IFC-filer, som er kodet med CCS. Molio Huset benyttes til illustrationerne i IFC-guiden, men vil også kunne downloades fra Molios hjemmeside, så man selv kan se hvordan BIM-projekterne er struktureret og IFC-eksporten indstillinger, siger Thomas Graabæk og slutter:
– Vores forhåbning er, at vi har konkretiseret noget, som mange oplever er alt for abstrakt. Jeg håber at brugerne vil opleve, at guiden skaber et overblik og en tryghed ved en del af den nye IKT-virkelighed, som det på ingen måde er alle som har vænnet sig til endnu.