Digital dokumentation af byggeaffald for håndværkere
Nedsat CO2-aftryk og mindre klimapåvirkning er bærende elementer i den grønne omstilling af byggebranchen, men dokumentationen af det bliver mere og mere kompleks. Det kalder på flere simple og effektive digitale løsninger for især de små og mellemstore håndværksvirksomheder.
Derfor har ConTech Lab sammen med tømrervirksomheden Raunstrup A/S og DTU Compute indgået et samarbejde om at udvikle en simpel og brugbar metode til at dokumentere affaldsfraktioner med 3Dscan, som svarer til at lave et kort videoklip.
Baggrund
Forventninger til virksomhedernes indsatser og arbejde med bæredygtighed er stigende, og det stiller samtidig krav til afrapportering af disse. Inden længe vil også de små og mellemstore virksomheder i byggebranchen skulle afsætte tid til at arbejde med dokumentation af deres bæredygtighedsindsatser, herunder dokumentation af byggeaffald.
I forlængelse heraf oplever flere håndværksvirksomheder udfordringer med at rapportere om det byggeaffald, der genereres ved nedrivning og renovering, inden affaldet afleveres på genbrugsstationer. Der er derfor behov for et effektivt og digitalt værktøj, der gør det nemt at dokumentere affald og affaldsmængder.
Formål
Projektets formål er at skabe en digital metode, som gør rapporteringen af byggeaffald effektiv og digital.
Helt konkret vil metoden gøre håndværkerne i stand til hurtigt at bestemme vægten på affaldsfraktionerne blot ved at scanne det med en mobiltelefon. Metoden minder i store træk om den kvalitetssikring håndværkere kender og har lavet i årevis.
Før affaldet bortskaffes vil man dermed meget præcist kunne dokumentere den mængde affald, der genereres ved nedrivning og renovering.
Projektets output
I projektet udvikles og afprøves en ny digital metode til at bestemme affaldsmængder.
Metoden vil benytte data om specifikke typer affaldsfraktioner og deres volumen til at bestemme affaldsfraktionernes vægt.
Først identificeres objektet ved et LIDAR-scan (Light Detection and Ranging). Herefter konverteres scannet til en punktsky.
Volumen kan efterfølgende beregnes ved hjælp af Poisson-rekonstruktion, der skaber en sammenhængende 3D-model som muligøre en volumenberegning af affaldet.
Scanningen foretages med en 3Dscanner-app som kan hentes i appstore. Scanningen uploades til en cloud og en algoritme beregner objektets (affaldets) volumen. Volumen ganges med den givne affaldsfraktions densitet, fx gips, og dermed kan vægten på det scannede affald bestemmes.
Metoden skal gøre det nemmere og hurtigere, at hente den nødvendige data, om det affald der generes i forbindelse med en byggesag, så dataene kan indgå i ESG-rapporteringen.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål eller input til projektet, er du velkommen til at kontakte Projektleder i ConTech Lab, Nels Anderen Ohrt.
Du kan desuden holde øje med kommende arrangementer på siden her eller ved at skrive dig op til vores nyhedsbrev.